“Mit hjerte banker kun for dig”, sang Dorthe Kollo for mange år siden på den danske popscene. Sådan er det med hjertet. Denne forunderlige muskel, som er tema i dette nummer af Helse. Det banker løs, når vi bliver forelskede, kede af det, bange. Hjertebanken kan være foruroligende men også vidunderligt. Hjertet er symbol på liv. Når hjertet ikke længere slår, så er vi døde.
Så hvem eller hvad vil du ønske, at dit hjerte banker for, mens du er i live? Er du som Dorthe Kollo, der håber på den eneste ene, eller er du snarere en Nik og Jay, der synger “Det burd’ banke for hende. Hvorfor banker mit hjerte for penge”.
Nu er det nok de færreste af os, der ville indrømme det, hvis det var penge, der fik vores hjerter til at synge. Men omvendt har rigtig mange det også svært med det lille ord “kun” i Dorthe Kollos sang. For vi lever i en tid, hvor det for rigtig mange synes utopisk at tro på den eneste ene. Og måske det også er for angstprovokerende at turde tro på det, for man risikerer at blive skuffet.
Den unge generation, der vokser op nu og varsomt træder ud på dating markedet for at finde en kommende partner, har ikke de bedste erfaringer med sig. De kommer i stor stil fra brudte familiebaggrunde. Forældre, der er blevet skilt. De er vokset op i sammenbragte familier med nye papforældre, papsøskende, halvsøskende. Måske de endda er skiftet ud ad flere omgange.
Det kræver mod at turde tro på kærligheden. At give sig hen til et andet menneske. Rigtig mange finder det svært. Min oplevelse er, at mange unge forsøger at holde lidenskaben nede. De dater forsigtigt og fornuftigt. De træder varsomt. Den altopslugende forelskelse til vanvids højder er ikke at foretrække. Så gør det nemlig ondt, hvis det ikke går, og man risikerer et såret og endda knust hjerte.
Det kan synes mindre overvældende at gå til datinglivet med en sund fornuft. Afsøge mulighederne. Finde et godt match. Spørgsmålet er, om det er muligt at holde sig rationel i sin søgen?
Jeg ved det ikke, for jeg er nok en gammel uddøende romantiker, der vedbliver med at tro på kærligheden.
Jeg tror på, at man med en stædig fastholden i at ville den anden kan holde fast i at holde den gamle kærlighed ung
Ved at rette opmærksomheden mod den anden og se den anden hver dag og hele tiden så tror jeg på, at kærlighed kan vare evigt. Ved at stå ved sig selv og tale åbent om sine følelser tror jeg på, at hjertet kan vedblive med at slå ”kun for dig”.