Psykologen om: At leve med kræft

Som ung psykologistuderende var jeg i praktik i seks måneder ved Kræftens Bekæmpelse i Århus. Jeg kan genkalde mig den knugende fornemmelsen i maven, da brevet med beskeden om, at jeg skulle møde på KB’s kontor, dumpede ind af brevsprækken.

Det var bestemt ikke min førsteprioritet, og jeg gruede for at skulle arbejde indenfor dette område. Dengang tilbage i 1989 var der mange, der, når de hørte ordet ”kræft”, tænkte ”død”. Og desværre med god grund. Tanken om at skulle have døden så tæt på, oplevede jeg som meget skræmmende. Det blev heldigvis en meget lærerig periode, som var med til at overbevise mig om, at jeg havde valgt den rigtige studieretning.

At bevæge sig i et felt, hvor døden er så nærværende, er på en eller anden underlig måde meget livsbekræftende. Og jeg blev blæst bagover af patienternes måde at finde håb på og omdefinere deres håb på, som sygdommen skred frem.

Endte med et speciale om kræft

Jeg fik så stor interesse i kræftområdet, at jeg valgte at skrive speciale indenfor kræft. Skæbnen ville, at det  var i den samme periode, min mor fik diagnosticeret dissemineret brystkræft. Det eneste jeg så, når jeg kiggede ind i hendes håbefulde blik, var døden, der kom nærmere og nærmere.

Jeg vidste heldigvis, hvor vigtigt det er at lade den syge bestemme tempoet i den dialog, der følger. Så når min mor var i håbet, dansede jeg med. Og når hun kort efter var i det mørkeste mørke, så måtte jeg forsøge at gå med derind også.

Hun håbede til det sidste på et mirakel, mens jeg med min viden fra kræftområdet alt for godt vidste, at det i sandhed var et mirakel, vi skulle håbe på.

Der er sket en enorm udvikling

Jeg forstår ikke, hvordan jeg fandt kræfterne til at skrive mit speciale færdigt. For alle artikler beskrev alt det, jeg ikke havde lyst til at vide noget om – spredning, prognose. Min mor døde efter et års sygdom. Og jeg fik ærlig talt et meget anstrengt forhold til kræftområdet i tiden efter.

Igen fra 2008-2013 fik jeg dog ansættelse indenfor kræftområdet. Det var tydeligt, hvor meget der var sket i de mellemliggende år. Og det er en udvikling, der endnu ikke har fundet sin grænse.

Screeningsundersøgelser, diagnosticering og behandlingsmulighederne i dag er langt bedre. Flere opnår at blive erklæret raske. Så for mange betyder en kræftdiagnose i dag, at de skal lære at leve med kræft. Og hvordan gør man så det?

Vi ved alle, at vi skal dø en dag, men vi tror det ikke. Med en kræftdiagnose kommer vi til at tro mere på det. For nogle bliver angsten svær at tøjle, mens andre får større livsglæde. Der er ikke én måde at komme videre på efter en kræftdiagnose. Fortæl gerne på Helses Facebook, hvordan du takler at leve videre efter en kræftdiagnose.

I hvert nummer af Helse kan du møde psykolog Jeanne Fløe, som skriver en klumme om et aktuelt emne. Og du har så efterfølgende mulighed for at stille spørgsmål eller chatte med Jeanne Fløe på Helses Facebookside.

Hold dig ikke tilbage, grib den enestående mulighed for at få svar fra en erfaren psykolog på spørgsmål, der berører dit eget liv. Du kan også dele dine holdninger og erfaringer med andre på Helse-tråden med Jeanne Fløe, der er autoriseret psykolog og specialist i både klinisk psykologi og sundhedspsykologi med base på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.