“Det er rart med digitalt overblik over vaccinationer”

Af: Christina Ove Holm

Foto: Jakob Carlsen

Det var en lettelse for Pia Jacobsen Cervera at opdage, at hun selv kan holde styr på familiens vaccinationer på sundhed.dk

Hvor langt er mine børn i børnevaccinationsprogrammet? Og hvornår har de sidst fået stivkrampe eller vaccinationer i forbindelse med udlandsrejser?

Det er nogle af de spørgsmål, Pia Jacobsen Cervera af og til står med, når familien skal på ferie, når en af døtrene falder og slår sig, eller når det er ved at være tid til den næste børneundersøgelse.

– Især da pigerne var helt små, og vaccinationerne i børnevaccinationsprogrammet lå ret tæt, kunne jeg blive i tvivl om, hvilke de allerede havde fået, og hvornår det var tid til det næste stik, fortæller Pia Jacobsen Cervera, der er mor til Freja på fem og Liva på otte år.

Slut med papkortet

Derfor var det rart, da en veninde fortalte hende, at man kan se både egne og sine børns vaccinationer på sundhed.dk.  

– Så behøver jeg ikke længere holde styr på det gamle gule vaccinationskort af pap, som alligevel altid forsvinder i tasken, griner hun.

Men faktisk var der én god ting ved det gule papkort:

– Jeg skrev altid noter i dem om, hvordan børnene reagerede på vaccinationerne. Det ville være rart, hvis man også kunne det i den elektroniske udgave, siger hun.

Vil gerne kunne planlægge

Pia Jacobsen Cervera betegner sig selv som overblikstypen, der kan lide at planlægge frem i tid, og altid er den i familien, der står for at booke tid til vaccinationer, tider hos læge etc.

– Jeg tror på sundhed gennem kost, og det er meget vigtigt for mig, at vores to piger lever sundt. Og så er jeg stærk tilhænger af, at vi følger børnevaccinationsprogrammet, så det giver god mening, at det offentlige tilbyder en oversigt, hvor man kan se sine vaccinationer, og det er meget nemt og overskueligt på sundhed.dk, siger hun.

Pia kunne godt tænke sig, at man fik en påmindelse, når det er tid til børnenes næste vaccination, og hun savner en oversigt over de anbefalede vaccinationer i børnevaccinationsprogrammet på sundhed.dk:

– Det ville være rart med et komplet overblik over børnevaccinationsprogrammet, når man alligevel er inde og se børnenes vaccinationer, så man ikke skal til at gå til andre hjemmesider for at få information om, hvilke vaccinationer der ligger forud. Og så ville det altså være en stor hjælp, hvis det stod på dansk og ikke latin, så man skal i gang med at slå op på google, hvad i alverden det egentlig ER, der er vaccineret for.

Udlandsrejser kræver vaccinationer

Sidste vinter var Pia, hendes mand Anders Cervera og deres to piger på ferie i Thailand, hvor de inden rejsen var en tur hos lægen for at få de anbefalede vaccinationer.

– Vi var i tvivl om, hvilke vaccinationer man skal have i forskellige verdensdele, så det havde været en fin information at få, da vi alligevel var inde for at se, hvornår vi var vaccineret sidst.

Og så er der lige én ting mere, Pia savner:

– Når jeg nu alligevel er inde og tjekke oplysninger på hele familien, så ville det da være fedt, hvis jeg også på sundhed.dk kunne se, hvornår vores hund Bertil sidst blev vaccineret, griner hun. 

 


 

På sundhed.dk kan du blandt andet:

Se dine vaccinationer, når du klikker på Sundhedsjournalen. Du kan også selv registrere vaccinationer, som ikke tidligere er blevet registreret. Hvis du har børn, der er født efter maj 2004, kan du også se deres vaccinationer.

  • Se din journal fra hospitaler i Sundhedsjournalen.
  • Få et overblik over din receptpligtige medicin i Medicinkortet.
  • Finde behandlere og speciallæger i Find behandler.
  • Se gratis sundhedstilbud i din kommune i Sundhedstilbud.
  • Søge information om sundhed og sygdom i Patienthåndbogen.

www.sundhed.dk