Mikie Breum var 16 år, da hun for første gang var alene ude at rejse. I dag, 27 år efter, er rejserne blevet hendes foretrukne livsform. Oplevelsen af storslået vild natur og kontakten til lokale indbyggere i tredjeverdenslandene trækker gevaldig i hende. Derimod er hun ikke fan af den hjemlige hverdags rutiner, som for Mikie kan blive for tunge i længden.
– Jeg synes, at arbejdet lægger beslag på så stor en del af ens tid, at der ikke er fritid nok til at gøre de ting, som jeg selv holder af og som giver mig livskvalitet.
Det startede med et udvekslingsophold i Costa Rica, som fik tag i hende. Siden har hun rejst, når der var mulighed for at inkorporere det i studie- og arbejdslivet. Mikies ambition er, at de lystfulde ting skal fylde mere end de pligtfyldte. Konsekvenserne ved livsstilen uddyber Mikie sådan;
– For at have råd til at rejse lever min kæreste Søren og jeg relativt billigt og har for eksempel fravalgt bil, ny elektronik og dyrt tøj. Vi nyder de gratis glæder, cykler en tur i det fri og holder picnic.
Tre gange har Mikie opsagt et job, fordi hun ikke kunne få orlov af de 5-8 måneders varighed, som parret fortrækker at rejse. Det betyder selvfølgelig, at hun bagefter må ud at lede igen.
– Det giver nok et lille hak i karrieretrappen at være væk fra arbejdsmarkedet så længe. Til gengæld er det altid lykkes mig at finde nyt job. Jeg har haft indtil flere ret spændende af slagsen, så det er ikke umuligt at komme igen.
Mikie er uddannet cand.scient.adm., og arbejder i det kommunale med økonomistyring. Hendes kæreste har i sommerhalvåret fast job som gartner.
Oprindeligt havde Mikie forestillet sig at skulle have børn, men parret måtte revidere ideen. Søren synes, at det ville være svært at gøre begge dele ordenligt; både at rejse og være børnefamilie. Så de blev nødt til at vælge imellem de to scenarier;
– Jeg var forholdsvis hurtigt med på Sørens forslag, og er i dag rigtig glad for det. Det passer bedre ind i det liv, vi ønsker for os selv, og det faktum, at jeg ikke er glad for alt for faste og for mig snævrende bånd.
De snævrende bånd ser Mikie gå igen flere steder i det danske samfund. I børnefamilierne, på arbejdsmarkedet og ved materielt forbrug. Sammenligner man materielle og økonomiske forhold i Danmark med dem i tredjeverdenslandene, er der ifølge Mikie ingen sammenhæng mellem rigdom og livskvalitet.
-En generelt opfattelse, jeg har af de fattige mennesker på landet er, at de på trods af fattigdommen er meget gladere, end vi er. Måske ved de, at der ikke er så store udviklingsmuligheder for dem og stiller sig tilfreds med det.
– De bekymrer sig sjældent, og arbejder heller ikke hårdt dagen lang, men har tid til at hygge sig sammen og lave sjov med hinanden. Jeg tror, de er bedre til at leve i nuet og mere ydmyge over for tilværelsens vilkår, end vi er i vesten.
Mikie synes, at man skal give sig selv den gave, en længere rygsæksrejse til netop tredjeverdenslandene er.
– Det er en begivenhed for livet. En periode, hvor livet er enkelt uden støvsugning og store spekulationer, fyldt med natur, anderledes kultur og møder med søde mennesker, der måske sætter livet lidt i perspektiv.
__________
Om bogen:
Mikie Breum: Lynkinesere og søde asier – En rejse tværs gennem Asien 2015, Forlaget mellemgaard, 530 sider, 269,95 kr. Personlige beretning om en eventyrlig vandretur, suppleret med inspirerende refleksioner omkring forholdet mellem tredjeverdenslandene og vesten, og om at følge sine egne livsværdier. __________
|
Om Mikie:
Mikie Breum er født i 1971 og opvokset i Charlottenlund. Hun er cand.scient.adm., forfatter og medlem af De Berejstes Klub. Med sammenlagt 10 års rejse gennem 80 lande, fordelt på alle jordens kontinenter, har hun gjort rejselivet til en livsstil, som hun har forenet med sin karriere. |