Rend mig i traditioner! Eller …?

Af: Jeanne Fløe

Foto: Shutterstock

Ahhhh, sol og varme i stedet for gråvejr og temperaturer, der går gennem marv og ben. Afslapning i stedet for julestress. Fri for gaver og indkøb. Ingen overflødige kalorier og efterfølgende tvangsindlæggelse i fitness-centret. Masser af overskud og rigelig med god tid – i stedet for traditioner. 

I disse år prøver flere og flere at skifte de gamle traditioner ud med nye. Gerne med en rejse sydpå. Og i en tid, hvor alt er under forandring, er det vel kun naturligt, at også de gamle traditioner skiftes ud med nye. Den individualisme, der præger vores samtid, smitter også af på de kendte traditioner.

Det handler ikke længere om, hvad man bør, men om hvad jeg har lyst til. Ingen tror alligevel på Gud længere, og gaveræs og glitter-papir på metermål er det bare til at få stress af. Så lad os stå af juleræset.

Traditioner skal der til!

Men nej tak. Det er ikke noget for mig. Jeg elsker traditioner. Jeg er helt med på, at ikke alle har det som jeg, men oplever julen som stressende og alt for kommerciel.  I en tid, hvor alt er under forandring, er det efter min mening ekstra vigtigt at holde fast i traditionerne. Der må være noget, vi står på.

Traditioner er levende, bevægelige og dynamiske størrelser. Det er, når vi har deltaget i sådanne traditioner, at vi bliver til som mennesker. Vi kan kun forstå os selv, hvis vi kender til de traditioner, inden for hvilke vi skaber og lever vores liv.

Derfor betyder julen også særligt meget for os. Det er helt banalt, men glemmes ofte i vores begejstring for udvikling og nyorientering. Uden traditioner fra fortiden findes der intet meningsfuldt. Vi må derfor dvæle ved fortiden for at forstå os selv som et kulturelt historisk væsen. Det er traditionerne, der knytter os sammen med andre mennesker.

Vi er nødt til at forandre nogle ting

Når det er sagt, så vil en skilsmisse uundgåeligt kalde på forandring. Det kan være svært og forbundet med sorg at skulle sige farvel til det velkendte.

Det kan også åbne op for nye muligheder. Måske du har skullet gå på kompromis med nogle af de traditioner, du selv satte pris på som barn. Det har du nu mulighed for at indføre.

Jeg ved godt, at det kun er juleaften én gang om året, og det kan være svært for mange det år, de ikke har børnene. Men husk, at julen ikke kun handler om juleaften. Julen og nedtællingen starter allerede ved indgangen til december.

Der er masser af dejlige traditioner, der kan få frit spil i ugerne op til jul. Hente grene til juledekorationer, pynte op, lave konfekt, fælde juletræ.

 


 

I Helse kan du møde psykolog Jeanne Fløe, som hver gang vil skrive en klumme om et aktuelt emne. Og du har så efterfølgende mulighed for at stille spørgsmål eller chatte med Jeanne Fløe på Helses Facebookside:  www.facebook.com/magasinethelse/

Så hold dig ikke tilbage, grib den enestående mulighed for at få svar fra en erfaren psykolog på spørgsmål, der berører dit eget liv.

Du kan også dele dine holdninger og erfaringer med andre på Helse-tråden med Jeanne Fløe, der er autoriseret psykolog og specialist i både klinisk psykologi og sundhedspsykologi med base på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.