Rene tænder får ikke huller

Af: Marianne Pedersen, fhv. overtandlæge i Gentofte

Der går aldrig hul i en ren tand! Som børnetandlæge i mange år har den sandhed ikke kunnet modbevises. Sukker er årsagen til, at tændernes hårde emalje bliver opløst, for når sukkeret kommer ind i munden og blandes med spyt, bliver det i populær tale til syre, der ødelægger tandens overflade.

Tandbørstningen har altid været i fokus, og der er stort set ingen danske forældre, der stiller spørgsmål ved, at det er vigtigt at børste tænderne rene to gange om dagen. Anderledes stiller det sig med børns indtag af sukkerholdig mad og især mellemmåltider. I Danmark spiser både børn og voksne stadig alt for meget sukker.

 

Skjult sukker giver huller

Næsten alle morgenmadsprodukter og meget af det, der i mange hjem spises som mellemmåltider, f.eks. kiks, figenstænger og andet tørret frugt, indeholder en del skjult sukker. Kun på varedeklarationen kan man se sukkerindholdet. Det er den sammenlagte tid tænderne er udsat for syre (sukker blandet med spyt), der er afgørende for risikoen for huller, og derfor skal især søde madvarer, der klistrer sig fast i tænderne, undgås.

Alle, der har set det lille barns mælkekindtænder, ved, at tyggefladen på de små tænder er ujævn som overfladen på månen. De klæbrige ting sætter sig i disse kratere, og det er næsten ikke til at børste tandoverfladen ren. Nogle af de største syndere i den sammenhæng er frugtstænger, rosiner, vingummi og andet klæbrigt slik, som typisk bliver spist som mellemmåltider, hvor der normalt ikke bliver børstet tænder bagefter. På den måde kan tiden, hvor sukkeret påvirker tandemaljen blive meget lang.

 

Sukkertid skal begrænses

Det ville være optimalt for tandemaljen, hvis vi kun spiste tre gange i døgnet og børstede tænderne rene umiddelbart efter. Denne regel er bare ikke realistisk at efterleve, når det gælder små og mindre børn, da de ofte har behov for at få fyldt noget på batterierne flere gange i døgnet. Da børnenes ernæring er vigtig, er det derfor en god ide især at se på sukkerindholdet i mellemmåltiderne.

Hvis vi forestiller os et mindre barn, der hver anden til tredje time spiser mad med sukker i, vil tænderne næsten hele tiden være påvirket i det sure miljø. Det betyder, at der er risiko for, at der vil komme et hul. Skift det søde ud med det sunde, f.eks. frisk frugt, rugbrød, havregryn, afhængigt af barnets alder. Spørg altid sundhedsplejersken om råd. Hun ved, hvad barnet kan spise i forhold til dets alder.