Rigtige mænd går ikke til læge

Af: Jeanne Fløe, psykolog og specialist i både klinisk psykologi og sundhedspsykologi, Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg

Foto: Colourbox

”Jeg har haft mandeinfluenza”, sagde en af mine kollegaer forleden. Vi grinede alle, for det er en udbredt joke blandt kvinder, at mænd generelt er enormt pylrede, når blot de er en smule forkølede.

Meget tyder imidlertid på, at mænd har lettere ved at kalde på omsorg, når de ikke fejler noget alvorligt. Får mænd derimod alvorlige symptomer, lægger de sig ikke ned og piber. Og i hvert fald går de ikke til lægen med deres symptomer.

Alle undersøgelser bekræfter, at mænd ikke reagerer på sygdomssymptomer. Rigtige mænd fejler ikke noget, der ikke kan arbejdes væk.

Mænd prioriterer anderledes

Og det gør de så. De arbejder, og de oplever, at deres arbejde er af så stor betydning, at det er spild af tid at skulle rende til lægen og tilmed sidde i uendelig telefonkø, inden man når så langt, at man kan få en tid. ”Du er nu nummer syv i køen”. Jamen, det oplever kvinden, der ringer, jo også. Hvorfor den forskel?

Jeg tænker, der er flere måder at forklare det på. Generelt oplever jeg dagligt i mit arbejde, at mænd prioriterer meget anderledes end kvinder.

Jeg er overbevist om, at det er forskelle, der bedst forklares ved at se på det med evolutionsmæssige briller. Mænd er og bliver dem, der ser det som deres ansvar at være skaffere for familien. Der skal penge i kassen, og der skal derfor arbejdes.

Kvinder sætter ord på

Dertil kommer, at kvinder generelt er mere i kontakt med krop og følelser og sætter ord på det, vi føler. Så den verden, vi møder, når vi kommer til lægekonsultationen, hvor vi har få minutter til at beskrive et symptom, passer nok bare bedre til os.

Inden en mand får beskrevet, hvordan han har det, så er tiden gået. Og han kan gå fra lægen med en bekræftelse af, at det var spild af tid, og at tiden var givet bedre ud på arbejdet.

Livsfarligt at blive væk fra lægen

Når vi ikke går til lægen, øges risikoen for, at sygdommen ikke opdages i tide. Og det er én af forklaringerne på, at mænd har større risiko for at dø af alvorlige sygdomme, selv der, hvor diagnosen er den samme som hos kvinder.

Det kan vise sig at være en livsfarlig strategi at springe lægebesøg over. Så at prioritere arbejdet over alt kan vise sig at være en livsfarlig strategi på den lange bane.

Mænd skal lære at lytte til kroppens signaler og tage dem alvorligt. For danske mænd lever 3-5 år kortere end kvinder. Hvis du venter for længe med at blive kontrolleret ved egen læge, kan det betyde forskellen mellem liv og død. Det ser ud til, at mænd profiterer af at få et spark bagi. Får de det, kommer de i højere grad afsted. Så det får I hermed.

 


 

I Helse, kan du møde psykolog Jeanne Fløe, som hver gang vil skrive en klumme om et aktuelt emne. Og du har så efter- følgende mulighed for at stille spørgsmål eller chatte med Jeanne Fløe på Helses FB.

Så hold dig ikke tilbage, grib den enestående mulighed for at få svar fra en erfaren psykolog på spørgsmål, der berører dit eget liv.

Du kan også dele dine holdninger og erfaringer med andre på Helse- tråden med Jeanne Fløe, der er autoriseret psykolog og specialist i både klinisk psykologi og sundhedspsykologi med base på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.