Jeg kalder på ham i venteværelset, og der går et par sekunder, før han reagerer. Ikke på min henvendelse, men fordi en yngre kvinde tager ham under armen og peger i min retning.

Læs også: Den vigtigste medicin 

Jeg når først ned til konsultationen og kan se, at han går langsomt, men mere ubesværet end sidst jeg så ham.

Han er ny patient hos mig, og vi har set hinanden første gang for to uger siden, da han også var i konsultationen. Da vi så hinanden sidst, var han meget træt og sov det meste af dagen, han havde balanceproblemer og nakkesmerter. Det værste var dog, at han var begyndt at trække sig og virke ked af det.

Vi foretog en del ændringer i hans medicin, bl.a. fjernede jeg hans morfin og erstattede det med paracetamol, der ikke påvirker centralnervesystemet.

Morfin er ikke egnet til langvarig behandling af smerter, da der opbygges tilvænning over tid, således at effekten aftager, mens bivirkninger i form af blandt andet balanceproblemer, svækkede kognitive funktioner, hård mave og humørpåvirkning fortsætter.

Jeg er spændt på, hvordan han har det. Jeg spørger derfor om, hvordan han har det. Igen er han lidt langsom, før han svarer, at det går da en smule bedre. Jeg får et lille smil af ham. Der er stille lidt, og så rækker han mig en seddel, mens han siger: ”Jeg har den her med til dig.” Det er et brev fra hans søn, der var med i forbindelse med sidste konsultation.

Jeg læser brevet og bliver varm indeni: ”Vi har fået vores far tilbage. Han er vågnet op igen. Han kan følge med i, hvad der sker. Han har lyst til at være med til aktiviteter. Han er mere glad, og så er han blevet fræk igen – tak for det!”

Jeg ser op på ham og hans svigerdatter og synes, der er lidt diskrepans mellem hans sindige udmelding, og ordlyden af brevet.

Jeg bliver mindet om, at vi er i Vestjylland, og at hans udmelding om, at det går en smule bedre, faktisk er en stor ros.

Jeg spørger svigerdatteren, om hun har samme oplevelse. Hun fortæller livligt om, hvordan de har fået ham tilbage. Mens hun fortæller, afbryder hun sig selv og siger, at hårene rejser sig på armene, når hun tænker over den forandring, der er sket.

Jeg spørger ham om, der er andet, jeg kan hjælpe ham med. Han siger, han har ondt i nakken. Ikke mere og ikke mindre end før, jeg stoppede hans morfinbehandling. Jeg tilbyder ham en henvisning til fysioterapi, men det ønsker han ikke. Han er kendt med slidgigt i nakken, og der er ikke så meget, vi kan gøre ved det.

Jeg fortæller ham, at hans nakkesmerter er en flidspræmie for mange års arbejde, og at jeg ikke kan fjerne smerterne helt. Jeg kan hjælpe ham, så han er smertefri i hvile og spørger, om den nye behandling har den virkning. Det bekræfter han. Jeg siger til ham, at han må leve med nakkesmerterne, hvis han vil blive ved med at være fræk, og jeg får et lille smil og et nik med hovedet.

Da de skal til at gå, siger han til svigerdatteren, at hun skal huske sin snaps. Hun har en flaske med klar væske, som hun har stillet på gulvet, og som hun er ved at glemme. Hun rødmer lidt og siger: ”det er altså ikke snaps – det er vand! ”

Hun smiler og siger: ”Han er altså blevet meget fræk”, mens de går.