Rugbrød med boghvede, frø og kerner

Kan rugbrød undvære rug? I denne glutenfrie udgave går det fint, hvis du går efter den samme konsistens og smag som et almindeligt rugbrød.

Tid: 2 timer
Antal: 1 stk.

Det skal du bruge:

7,5 dl tempereret vand (37C)
15 g loppefrøskaller
150 g hel boghvede
1½ tsk. fint himalayasalt
15 g carobpulver
25 g hørfrø
25 g sesamfrø
50 g solsikkekerner
75 g quinoaflager
50 g havregryn
75 g braunhirsemel
50 g kastanjemel
150 g rismel
lidt smør eller olivenolie

Sådan gør du:

Rør loppefrøskallerne og boghvedekerner ud i vandet og lad blandingen stå 20-30 minutter. Det skal ikke piskes, bare blandes, det tager 2 sekunder. Når tiden er gået, pisk da blandingen ved høj styrke i 3 minutter. Tilsæt de andre ingredienser, og bland det godt sammen ved høj styrke et minuts tid, så der kommer godt luft i dejen. Smør en brødform med smør eller olivenolie, og fyld blandingen i. Glat den godt ud med en våd spatel. Bag brødet ved 190°C varmluft i 90 minutter.


Nul hvede – glutenfri livretter
Det kan være noget af en mundfuld at få konstateret cøliaki og dermed skulle sige farvel til rigtig meget af det mad, som man plejer at spise. Men heldigvis er der hjælp at hente i inspirerende kogebøger. Nul hvede – glutenfri livretter af Sandra Pugliese er et eksempel på, at det kan gøres så lækkert og inspirerende, at alle får lyst til at spise med. Bogen er udkommet på Fadl’s Forlag og koster 300 kroner i vejledende udsalg.