De seneste tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at rigtig mange danskere er holdt op med at ryge. Bare i 2011 blev over 140.000 rygere til eks-rygere. Og samme undersøgelse, foretaget af Epinion for Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Lungeforening i 2011, viser, at yderligere 40.000 havde planer om at blive røgfri i den første halvdel af 2012.
– Det er jo en positiv udvikling, som viser, at de senere års indsatser, såsom oplysning, prisstigninger og flere røgfri områder, har virket. Men der er stadig over en halv million danskere, som er tobaksafhængige, og for hvem der kan gøres en større indsats med hensyn til rygeophør og forebyggelse af blandt andet KOL. Og der skal mere til end slogans og kampagner – også selvom der er rigtig mange, der gerne vil holde op med at ryge, siger Helle Rasmussen, chefkonsulent i Lif, som også fortæller, at WHO betegner afhængighed af nikotin som en regulær sygdom.
– Nikotinen skaber en fysisk afhængighed, der kan sammenlignes med alkoholafhængighed og misbrug af euforiserende stoffer, forklarer hun.
Erfaringer fra blandt andet USA, Storbritannien og Australien har vist, at den mest effektive kur mod rygning og nikotinafhængighed er en kombination af rådgivning og receptpligtig rygestopmedicin – og at chancerne for at blive helt røgfri øges markant ved denne behandlingsform. Derfor har man valgt at give offentligt tilskud til behandlingen i disse lande. I Danmark er vi ikke helt kommet med på vognen endnu, selvom Sundhedsstyrelsen faktisk anbefaler netop rådgivning og rygestopmedicin som et tilbud til rygere.
– Rygestopmedicin kan afhjælpe den fysiske afhængighed. Det vil sige, at den kan dæmpe abstinenser og tage toppen af rygetrangen. Det er særlig vigtigt for rygere, der er stærkt nikotinafhængige, fortæller Helle Rasmussen.
I dag er det er sådan, at der er flest rygere og storrygere blandt dem med den korteste uddannelse. Og i den gruppe skal der erfaringsmæssigt en mere intensiv indsats til for at opnå rygestop.
– I Danmark er der ikke indført tilskud til brug af rygestopmedicin endnu, selvom det formentlig ville betyde, at flere – og heriblandt storrygerne – ville få tilbudt at benytte sig af netop det tilbud, siger Helle Rasmussen.
Der er store samfundsøkonomiske og sundhedsmæssige gevinster at hente ved at gøre det lettere for de danske rygere at slukke cigaretterne. Sygdomme relateret til rygning og behandling heraf koster nemlig hvert år samfundet over 30 mia. kroner – KOL op mod 3 mia. kroner.
– Sundhedsvæsenet og samfundet i det hele taget vil spare rigtig mange penge på behandling af rygerelaterede sygdomme, sygedagpenge, mistet produktion og så videre, hvis antallet af rygere blev reduceret. Men det er vigtig at understrege, at man selvfølgelig også skal stoppe med at ryge for sin egen sundheds skyld, runder Helle Rasmussen af og opfordrer til, at man inddrager sin egen læge for at finde den løsning, der passer en bedst.
Læs mere i Lifs udspil “Initiativer over for rygning” som findes på lif.dk eller ved at skanne koden her (indsæt medsendt 2d kode “lif om rygning”)
Boks – der med fordel kan sættes i nærheden af indledningen: Læs mere om mål og midler i indsatsen over for KOL i Lifs udspil om KOL som findes på lif.dk eller ved at skanne koden (indsæt medsendt 2d kode “lif om KOL”)
Fakta om rygning i Danmark
|
Fakta om rygestopmedicin
|