Ryggen har rod i fødderne

Af: Tina Rønhøj, kommunikationsmedarbejder i Danske Fodterapeuter

Foto: Scanpix/Iris

Fødder, der ikke fungerer anatomisk korrekt, kan give smerter i ryggen, knæ og hofter.

Følelsen af jag i ryggen, stik i hofterne og knive i knæene kan få de fleste til at drosle ned for lange vandre- og løbeture. Det er dog forskelligt, hvordan vi reagerer i den situation. Nogle tyr til piller og håber, at det går over af sig selv, mens andre begynder at jage en behandling, der virker.

Den fjedrende effekt hjælper ryggen

Fødderne er dog sjældent det sted, folk starter med at se på, selvom de meget vel kan være roden til det, der gør ondt. Fungerer dine fødder ikke anatomisk korrekt, forsvinder den fjedrende effekt, som normalt forhindrer stødene i at forplante sig til resten af kroppen, hver gang du går, hopper eller løber. Og på sigt kan føddernes manglende funktion slide på kroppen, der vil begynde at sige fra.

Problemer med fødderne kommer især til udtryk, hvis du belaster dine fødder mere end normalt. Årsagerne kan blandt andet være medfødte fejlstillinger, forkerte sko, overvægt og sygdom. Du kan bruge indlæg og aflastninger til at kompensere for dine fødders fejltrin, hvilket kan afhjælpe og forebygge smerter.

Formet til dine fødder

Hvis du vil have indlæg, der retter fodfejlene, skal de være specialdesignede af f.eks. fodterapeuter. Det indebærer en grundig undersøgelse af dine fødder, gang og eventuelt løb, hvorefter du får et sæt indlæg, der er designet specifikt til dine behov. Du vil også komme til kontrol, hvor indlæggene bliver rettet til, hvis det er nødvendigt. Og i hele forløbet vil du blive klædt på med viden om, hvordan du bedst passer på dine fødder, og du vil få råd om, hvilke sko, du bør gå i.  

Du kan måske blive fristet af at købe et par standardindlæg på nettet, der lover, at de f.eks. kan lindre smerterne fra en nedsunken forfod. Men de kan ikke tage højde for de mange faktorer, der kan være årsag til fodproblemerne. Standardindlæg kan sammenlignes med en standardbøjle på tænderne – den retter heller ikke mange tænder op.

Se på skoene

Dine sko, støvler og sandaler skal altid indgå som en del af løsningen. Ellers svarer det til at købe en kæmpestor, trelænget sofaflyder til en stue, du ikke ved, hvordan ser ud eller kender størrelsen på. Det er rent lotteri.

For eksempel må indlægget ikke være smallere eller bredere end skoen, da det vil glide rundt og gøre ondt værre. Indlæggene må heller ikke være for tykke til de sko, de skal ligge i, eller skabe et svangløft oven på en skosål, der i forvejen har et svangløft. Desuden kan skoens form direkte modarbejde indlæggets effekt, hvis skoen f.eks. er for kort, smal eller ikke støtter nok.

Som så mange andre ting i livet ved man først, hvad man får, når man har prøvet det. Sådan er det også med indlæg, der er formet i hænderne på en fodterapeut.  

 


 

Specialister i indlæg

Fodterapeuter er specialister i indlæg, som de bygger op individuelt til hver enkelt person efter specifikke mål og valg af materialer. På den måde kan fodterapeuter korrigere foden nøjagtigt og kompensere for den ubalance, der belaster kroppen. Indlæg er imidlertid kun en del af behandlingen, og fodterapeuter vil altid foretage en helhedsvurdering af fodtøj, behov for fodbehandling, fodøvelser og lignende, som samlet kan forebygge og lindre fodproblemer og smerter.