Åreforkalkning kan komme af rygning, og du kan i særlig grad se tegnene på dine fødder.
Tør, tynd og glinsende hud og smerter i fødderne kan være et tegn på, at du har kredsløbsproblemer. Jo, flere år, du har røget, desto mere sandsynligt er det. Og selvom du nok mest er bekymret for dine lunger, hjerte og tænder, giver det god mening også at holde øje med dine fødder.
De sidder længst væk fra hjertet og bliver derfor hurtigst ramt af nedsat kredsløb. De kan også være de første til at sende signaler om, at der er noget galt. Her er nogle eksempler på, hvad du skal lægge mærke til, og hvad du kan gøre.
Hvis du begynder at få ondt i benene, når du går, kan det skyldes iltmangel, som opstår på grund af åreforkalkning. Iltmangel kan få dine ben til at syre til og give dig muskelkramper. Ved at stoppe op, kan du formentlig få smerterne til at forsvinde midlertidigt, men når du begynder at gå igen, vil de genopstå efter et stykke tid.
Hvis din åreforkalkning bliver værre, vil tidsrummet fra pause til smerte blive kortere og kortere. Af samme grund kaldes det for vindueskiggersyndrom. På et tidspunkt vil du også kunne få ondt, selv når du hviler benene. Kolde fødder, følelsesløshed, prikken eller brændende fornemmelser er andre tegn på kredsløbsproblemer.
Huden på dine fødder kan både blive bleg, tør, tynd og glinsende, men den kan også blive rød, når dine fødder hænger nedad. Du vil også kunne opleve at miste hår på fødder og ben, som også kan hæve. Dine negle kan stoppe med at gro og blive tyndere eller tykkere, så du får sværere ved at klippe dem selv.
Du kan med fordel opsøge en fodterapeut til at klippe dine negle og slibe tykkelsen ned og give dig gode råd til, hvordan du plejer huden på dine fødder. Det gør du blandt andet ved at smøre dine fødder hver dag med en fodcreme, der passer til din hud. Det vil øge elasticiteten i huden og gøre den mere modstandsdygtig overfor infektioner og sår.
Åreforkalkning kan også reducere fedtvævet under huden. Det er især et problem under foden, fordi det gør ondt, når knoglerne begynder at støde mod underlaget. Du kan lindre smerterne ved at vælge gode sko, der er støttende og har stødabsorberende såler.
Hvis smerterne skyldes fejlstillinger, kan du overveje at få specialfremstillede indlæg, der bygges op efter dit behov, så dine smerter lindres så effektivt som muligt.
Oplever du nogle af disse symptomer, bør du opsøge din læge, som kan undersøge blodforsyningen i dine fødder. Det indikerer, hvor hårdt ramt du er af åreforkalkning, og om du har brug for medicin eller kirurgi.
Det allerbedste du kan gøre for dig selv lige nu og her er dog at stoppe med at ryge, få daglig motion og spise sundt. Tag en snak med din læge og få hjælp til at komme i gang.