Rygsmerter – det skal arbejdes væk!

Af: Carsten G. Johansen

Foto: Shutterstock

Ingen lidelse rammer danskerne mere end ryg- og nakkesmerter. Men selvom det kan være meget smertefuldt, er der noget at glæde sig over: Langt de fleste slipper af med smerterne igen, og jo mere aktiv du er, jo bedre er dine chancer. 

Hvis du har ondt i ryggen, skal du måske undgå tunge løft i en periode. Men en anden ting kan gøre næsten lige så meget skade: Skanningsbilleder.

Det lyder bizart, men der er rørende enighed hos to af landets største eksperter i lænderygsmerter, som Helse har talt med.

– Mange har set billeder af en diskusprolaps, som stikker ud mellem to ryghvirvler. Selvom sådanne billeder kan virke skræmmende, så kan det være helt normalt og faktisk kan skanningsbilledet se sådan ud, selv om du slet ikke har ondt. Andre gange ser man ingenting på billedet, selvom du kan have store smerter, siger praktiserende fysioterapeut Steffan Wittrup McPhee Christensen, der er lektor og forsker på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet og Fysioterapiuddannelsen, UCN.

– Så faktisk kan det være uheldigt med sådanne skanningsbilleder, fordi de kan få dig til at blive nervøs for alle mulige typer fysisk aktivitet. Og i de fleste tilfælde er det at holde sig i ro ikke godt, når man har ondt i ryggen.

Overlæge i neurokirurgi ved Aalborg Universitetshospital Morten Steiness er enig i, at skanningsbilleder kan gøre mere skade end gavn.

– En skanning er et øjebliksbillede, som viser en tilstand, der kan være helt anderledes få dage senere. Det risikerer at låse patienten fast i en opfattelse af sin sygdom, som er helt forkert, siger han.

– Selvom mit job er at operere rygskader, ser jeg det som min fornemste opgave at undgå operation. Og jeg anbefaler, at du ikke bliver skannet, før du har haft rygsmerter i mere end 12 uger – på det tidspunkt har 90 pct. mærket så markant forbedring, at skanning er overflødig.

Jo mere aktivitet, jo bedre for ryggen

Men forstår eksperterne da slet ikke, hvor pinefuldt det kan være med smerter i ryg og lænd?

Naturligvis gør de det, og de har stor respekt for lidelsen, der er den mest udbredte i Danmark. Det antages, at ca. 9-10 pct. af befolkningen på ethvert givet tidspunkt har ondt i lænden. I løbet af ét år har ca. 40 pct. ondt i lænden, og 20 pct. af alle sygedage skyldes rygsmerter.

– Men under 1 pct. af patienter med ondt i ryggen fejler noget alvorligt. Hvis det er tilfældet, sætter vi ind med behandling så hurtigt, som det er muligt.

– For resten af tilfældene er den vigtigste besked, at du må foretage dig alt, hvad du kan. Jo mere aktiv du er, jo større er chancen for at slippe af med smerterne, siger Morten Steiness.

Han deltog i arbejdet med den seneste Nationale Kliniske Retningslinje for lændesmerter/akut nervetryk i lænden, hvor han opsummerer de vigtigste budskaber på denne måde: Du må ikke bare lægge dig i seng, du skal være fysisk aktiv, og hvis du har brug for hjælp, skal du opsøge en fysioterapeut eller kiropraktor for råd om, hvilke øvelser der kan hjælpe dig.

– Men jeg må konstatere, at selv blandt fagfolk er der et stort problem med uvidenhed. Så jeg er glad for denne anledning til at melde klart ud: Lad være med at bede din læge om en skanning eller bruge din sundhedsforsikring til at få en operation. Hop i løbeskoene eller tag på en cykeltur i stedet, siger rygkirurgen.

Træning og uddannelse dulmer smerterne

Fysioterapeut Steffan Christensen lægger vægt på at fortælle sine patienter, at ryggen ikke er skrøbelig. Ryggen er skabt til at blive belastet, og den kan klare meget mere, end du tror.

– Det er vigtigt, at du ikke sætter lighedstegn mellem smerte og skade. Selvom du har smerter i ryggen, betyder det sjældent, at du ikke må bruge den. Du må gerne bøje dig forover, også hvis du har ondt. I nogle tilfælde kan det være fornuftigt ikke at belaste ryggen i de stillinger, hvor du har størst smerte. Men generelt er aktivitet altid til gavn for ryggen, forklarer han.

To ting er vigtigt, når det handler om smerter i ryg og lænd. Og de hænger tæt sammen.

Det ene er træning. Du skal finde nogle aktiviteter, som ikke forværrer smerterne. Gerne noget, som du godt kan lide at foretage dig: Hvis du elsker at svømme, er det god træning. Hvis du holder af at gå en tur, kan det ofte være lige så godt. Det afgørende er, at du kan fastholde motivationen til at blive ved.

Den anden ting kalder fysioterapeuten for uddannelse. Det dækker over, at du skal lære din ryg at kende. Du skal forstå, hvorfor det gør ondt, når det gør ondt – både ved træning og i dine almindelige, daglige aktiviteter. Hvor hurtigt går det over, og har du det bedre eller værre bagefter?

– Her kan fysioterapeuten være en god hjælp, fordi vi kan foreslå alternative øvelser og hjælpe med at forstå, hvor smerterne kommer fra. Ofte er det nemmere at leve med smerter, når du forstår, hvorfor de er der, siger Steffan Christensen.

Som eksempel henviser han til træningsmetoden GLA:D, som bruges af menneske med osteoartrose (også kaldet slidgigt) i knæ og hofte. Tilstanden er kronisk, så træningen kan ikke fjerne de forandringer, der er på knoglerne, men det kan være med til at reducere smerterne markant. Mange af patienterne giver udtryk for en markant øget livskvalitet, selv om de stadig har ondt. Fordi træningen og den information, de har fået, er med til at skabe forståelse for, hvorfor smerterne er der og at det er ok at bevæge sig.

– Fysisk er der ingen afgørende forskel på de fleste rygsmerter og osteoratrose. Der er den samme gevinst at hente.

– På vores klinik ser vi mange med ondt i ryggen eller nakken og en skanning, der viser osteoartrose eller slidgigt, som kommer helt af med deres smerter ved hjælp af træning og uddannelse i egne symptomer, fortæller Steffan Christensen.

Skanning kan gøre dig handlingslammet

Det lyder måske stadig lidt mærkeligt, at man ikke har nytte af en MR- eller CT-skanning. Teknologien giver jo mulighed for at tage et meget præcist billede af slid og sundhed i hvert enkelt led i rygsøjlen.

Men problemet er, at billedet ikke viser det, vi tror. Hvis du fejler noget alvorligt (og husk: Det gør færre end 1 pct. af de mennesker, som henvender sig til lægen med rygsmerter), kan skanningen give værdifuld information til den efterfølgende behandling.

I de fleste tilfælde forvirrer billedet dog mere, end det gavner.

– I dag har forskningen erkendt, at lænderygsmerter skyldes mange forskellige faktorer, og det er ikke sikkert, vi nogensinde finder det præcise svar på, hvordan de spiller sammen. Skanningsbilleder fortæller kun noget om én faktor, og du kan ikke analysere det uden at sætte det i relation til det enkelte menneske med en grundig, klinisk undersøgelse, siger Steffan Christensen.

I hans erfaring kan skanningsbillederne blive ”et bevis” for, at ryggen er skadet, f.eks. som osteoartrose, og derfor kan det blive det sværere for personen med smerter at tro på, at den bedste behandling er at gå i gang med træning.

– Undersøgelser har vist, at patienter med rygsmerter tager mere medicin og er længere sygemeldt, når de har set skanningsbilleder af af deres ryg, ærgrer fysioterapeuten sig.

Han drager en parallel til, at rygproblemer tidligere var associeret til fysisk krævende arbejde. Der var en god logik i, at hårdt arbejde slider på ryggen.

– Rygforskerne troede i mange år, at alt det hårde arbejde var vigtigt. Men i dag, hvor færre end nogensinde har fysisk hårdt arbejde, lider en større andel end nogensinde af rygsmerter. Forskningen viser, at ensartet arbejdsstilling kan give rygsmerter. Det er variationen af dine bevægelser, som gør forskellen, hvis du skal forebygge lænderygsmerter, konstaterer Steffan Christensen.

Klar kommunikation: Du må alt

Verdens stærkeste mand hedder Eddie Hall. I 2016 løftede han 500 kg op til knæene og holdt vægtstangen i fem sekunder. Steffan Christensen kan godt lide at henvise sine patienter til at se Eddie Hall på YouTube.

– Du har hørt, at din ryg skal være ret, når du løfter. Hvor ved du det fra? Eddie Halls ryg er ikke ret, og han løfter mere end nogen andre – uden at tage skade af det, smiler fysioterapeuten.

Han bruger eksemplet til at demonstrere sin pointe om, at ryggen er stærk, og at den er skabt til at blive brugt. For hans allervigtigste budskab er, at du skal holde lænderygsmerter på afstand ved at være aktiv.

– Når jeg har klienter med rygsmerter, bruger jeg utroligt meget tid på at sikre, at de er med på budskabet om, at man ikke skal være bange for at bevæge sig.

Det er vigtigt at huske på, hvor udbredt rygsmerter er. Du kan næsten ikke undgå at blive ramt på et tidspunkt. Men uanset at smerterne kan være modbydelige, må du ikke glemme, at ryggen er stærk og har gode muligheder for at komme sig.

Rygkirurg Morten Steiness opsummerer sine anbefalinger på denne måde:

– På sin vis er du heldig, hvis det er rygsmerter, der plager dig. I modsætning til andre lidelser er det noget, der med stor sandsynlighed forbedrer sig igen. Og ekstra positivt: Du kan selv gøre noget aktivt for at hjælpe helbredelsen på vej.

 


Kan skanning koste dig erstatningen?

Morten Steiness har foretaget mange rygoperationer på både offentlige sygehuse og privathospitaler. Men han gør i dag en stor indsats for at undgå operation.

– Jeg behandler bare patienter, som jeg selv ville behandles. Jeg vil ikke skæres i ryggen, med mindre det er nødvendigt, siger rygkirurgen.

Han har heller aldrig selv fået skannet sin ryg. Det vil han ikke risikere.

– Jeg er tæt på de 50, og selvom jeg er tidligere elitesportsmand og løber et maratonløb i ny og næ, vil en skanning med noget nær garanti vise små skader og begyndende slidgigt i min rygsøjle. Selvom jeg aldrig har ondt.

– Hvis jeg så om 2 år kommer galt afsted med min ryg på skiferien, og jeg beder om erstatning hos forsikringsselskabet, kan de se på min tidligere skanning, at der allerede var tegn på skader dengang. Tror du, jeg får den fulde erstatning? Jeg vil hellere undvære de skanningsbilleder, som for det meste alligevel er overflødige, siger Morten Steiness.


App mod rygsmerter

Morten Steiness rejste i sin ungdom meget i Asien, så han har et stort kendskab til det folkerige kontinent. Bl.a. er han klar over, at flere hundrede millioner lider af rygsmerter i Asien ligesom i Europa.

– I Østasien er det også blevet moderne at sende rygpatienter til skanning. Det er dyrt for dem, og det hjælper dem ikke spor, siger rygkirurgen.

Derfor har Morten Steiness i samarbejde med fysioterapeut Martin Melbye, en af Danmarks mest anerkendte rygspecialister, udviklet app’en Pocket Spine Doc. App’en kan med svar på 16 spørgsmål analysere dine rygsmerter og tilbyde et målrettet træningsprogram. Programmet koster 5 dollars.

– Det er træningsøvelser til et forløb på 3 måneder, og derefter er ni ud af ti patienter kureret. Vi skal ikke tjene store penge på det, men forhåbentlig kan vi hjælpe en hel masse mennesker, siger Morten Steiness.

Du kan se nærmere på Pocket Spine Doc ved at downloade den til din telefon via App Store eller Google Play.

 

Fakta om rygsmerter

Lænderygsmerter er den hyppigste lidelse blandt alle danskere.

Mere end halvdelen af befolkningen (53 pct.) har inden for de seneste 14 dage været generet af en form for smerter i ryg eller lænd.

På verdensplan vurderes det, at lænderygsmerter er den mest belastende lidelse, når man ser på antallet af år, patienten lever med funktionsnedsættelse.

Smerter i lænd og ryg er den hyppigste årsag til besøg hos egen læge i Danmark (10 pct. af lægebesøg).

Smerter i lænd og ryg er årsag til flest sygedage i Danmark (20 pct. af alle sygedage).

Antallet af danskere med smerter i ryg og lænd er svagt stigende (i 2017: 15,7 pct.) – uagtet, at færre og færre har fysisk krævende arbejde.

Lænderygsmerter koster årligt 1,8 milliarder kroner i behandling.

Lænderygsmerter koster årligt 4,8 milliarder kroner pga tabt produktion (sygedage koster ca. 1,5 milliarder, førtidspension ca. 3,3 milliarder).