Sådan styrker du dit barns livslæring

Af: Anette Prehn

Foto: Shutterstock

Det har i en tid naget en af mine døtre, at hun føler sig lidt alene til sin sportsgren. Når træneren siger: ”Find jer en makker”, oplever hun igen og igen at stå alene tilbage – eller blive valgt som konsekvens af, at der ikke er andre at vælge. Bedsteveninderne går sammen. Klassekammeraterne ligeså.

Da jeg gik i skole hed det ”førstevælger” og ”andenvælger”, og så satte man ellers sit hold. Det var ydmygende for dem, der altid stod tilbage som de sidste. ”Find jer en makker” er dog sjældent bedre. Den lader børn søge hen til dem, de kender bedst, er tryggest ved eller gladest for. Og den lader de samme få være dem, der forgæves søger øjenkontakt og til sidst ender med at være sammen med … træneren.

I forhold til mit eget barn har jeg talt med cheftræneren, der har lavet visse ændringer som følge heraf. Jeg har også talt med min datter om, at man bliver ret så ufri i verden, hvis man føler, at man hele tiden skal have én at følges med. For eksempel bliver man afhængig af, om en af ens venner vil gå til det samme, som man selv er interesseret i.

At føle sig udenfor er en almindelig menneskelig oplevelse. Hvis man hele tiden følte sig indenfor, ville man være nok blive lovlig meget on top of the world. Til gengæld:

Når man indimellem mærker på egen krop, hvor svært det er at føle sig udenfor, kan det øge ens empati, ansvarlighed og handlekraft i situationer, hvor andre indtager en mere perifer eller marginaliseret rolle.

Da jeg for nylig hentede min datter til sportsgrenen, fortalte hun, at hun havde spillet sammen med en anden pige ”vist mest fordi hendes bedste veninde ikke var der i dag”. Jeg øjede en mulighed for at styrke de fællesmenneskelige stier: ”Vi er nok lidt i samme båd der,” sagde jeg eftertænksomt. ”Hvordan det?” ville hun vide. ”Da jeg startede som foredragsholder, skete det tit, at jeg blev booket, fordi de hellere ville have haft en anden, som var forhindret. Men hen ad vejen fandt folk ud af, hvad jeg kan, og hvem jeg er, og i dag er der nogle, der venter i to år på at få besøg af mig.”

Min datter så tankefuld ud. Jeg vidste, at jeg – uden decideret at have brugt det hjernetekniske udtryk ”indgruppe” – havde ligestillet os der. At hun forstod, at hendes svære situation, også er min svære situation. At vi er i øjenhøjde. Og at hendes følelser er helt normale.

Jeg greb muligheden for at nære yderligere livslæring. ”Det kommer dog næppe af sig selv. Derfor er det en god idé at søge øjenkontakt, give et smil eller hjælpe folk op, når de falder. Så finder de andre henad vejen ud af, hvor dejligt et menneske, du er.” Hun smilede stille. Og så sad vi ellers der, side om side, og følte os forbundne.

Livsstilsændringer i børnehøjde