”Sangen gav mig troen på, at jeg kunne blive reddet”

Når Mathilde Falch optræder, synger hun med smerte og alvor i stemmen. Smerte, der stammer fra en fortid med spiseforstyrrelse, selvskade, selvmordstanker og misbrug.

Umyndiggjort og uden identitet, udvisket og alene ligger Mathilde Falch i en seng på psykiatrisk hospital. Flere mennesker holder hende fast for at lægge en sonde. Hun mærker snart maden fylde hendes mave. Den værste følelse i hele hendes verden. Hun er ikke længere en stemme, hun er bare et nummer.

– Jeg har meget kraftige og ubehagelige minder fra tvangen. Noget af tvangen kunne godt være undladt. Men i dag er jeg glad for, at de tvang sonden i mig og overvågede mig, for ellers havde jeg ikke været i live i dag. Hvis kontrollen ikke havde været der, er jeg ikke i tvivl om, at jeg havde taget mit eget liv. Kontrollen var en form for tryghed for min raske del, siger Mathilde Falch.

Fanget i en seng

Som barn var sanger og sangskriver Mathilde Falch glad og havde let ved at tale med andre mennesker. Men hun var et uroligt barn, der ofte blev sendt uden for døren i skolen, fordi hun ikke kunne sidde stille. Som teenager begynder hun pludselig at få en følelse af at være forkert. Hun føler sig trist og usikker og begynder at tænke,  at hun er grim, og at hun ikke fortjener at være glad. Hun begynder at fokusere meget på motion, sin vægt og madindtag.

I 1.G skal hun hver morgen ned i kantinen og se alt den mad, hun ikke må få. Og efter skole skal hun ned i den nye Rema1000 i Vordingborg og gennemgå alle deres varer uden at købe noget med hjem. Alt sammen for at straffe sig selv.

– Det var som en stemme i hovedet, der viskede, at jeg ikke måtte spise. Jeg måtte ikke have det godt. I takt med at stemmen fyldt mere og mere, fik jeg også mindre og mindre lyst til livet, siger Mathilde Falch.

Hun vidste hele tiden, at anoreksien ikke var god for hende.

– Jeg vidste godt, at jeg var for tynd. Men jeg ville stadig tabe mig. Jeg kunne ikke lade være med at gøre skaden på mig selv, og samtidig ønskede jeg hele tiden, at anoreksien ikke var der. Det føltes som om, jeg så verden gennem en beskidt rude, at jeg ikke var en del af den. Anoreksien er en kraft, der æder alt din livsglæde op. Jeg møder mange i dag, der tror, at anoreksien er deres ven. Men anoreksien er noget, der vil dræbe dig. Den er ikke din ven, siger Mathilde Falch.

Til sidst er hun så syg, at hendes familie ikke kan hjælpe hende, lige meget hvor meget de prøver. Samtidig giver hendes krop op. Der er nogle, der kan leve med anoreksien i mange år, men som 17-årig fortæller Mathildes læge, at hendes tilstand er livstruende, og hun bliver indlagt på psykiatrisk hospital.

Mathilde bliver lagt i en seng, og bliver tvangsfodret gennem en sonde. I flere måneder må hun ikke bevæge sig og bliver kørt i kørestol, når hun skal på toilettet. Den destruktive tankegang forværres, og som en kriminel udtænker hun hele tiden sit næste træk til at skade sig selv, og planlægger hvordan hun kan begå selvmord. Hun er døgnovervåget, så det er ikke nemt.

– Jeg var i en form for fængsel, både følelsesmæssigt og fysisk. Jeg kunne ikke gøre som anoreksien ville have mig til, så jeg begyndte at gøre det til min opgave at finde redskaber, jeg kunne skære i mig selv med. Jeg følte, at personalet var i mod mig, de var mine fjender, siger hun.

Mathildes organer, celler og hjerne begynder igen at fungere, og nogle mere positive tanker får plads. Mathilde genfinder sin lyst til at skrive dagbog og til at lytte til musik. Hun må nu begynde at bevæge sig og må også være alene på sin stue. Første gang hun er alene efter at have været indlagt et halvt år, sidder hun på sengen og har fundet skåret af en julekugle frem, som hun har holdt skjult for personalet.

´Nu er chancen der,’ tænker hun. Hun kan gøre ende på det hele lige nu. I baggrunden spiller sangen ”Save Me” med Aimee Mann. Den tænder et håb i hende.

– Sangen gav mig troen på, at jeg kunne blive reddet, og at jeg fortjente at blive reddet. Jeg kunne pludselig mærke min egen smerte og begyndte at græde. Jeg tillod mig selv at være lille i stedet for at være hård mod mig selv og gøre selvskade. Det gik endeligt op for mig, at det var kærligheden, jeg have brug for, og så tænkte jeg: ‘Nej fandme nej, jeg skal ikke dø af her,’ siger Mathilde Falch.

Erstattede misbrug med nyt misbrug

Da Mathilde bliver udskrevet, flytter hun i en lille lejlighed for sig selv. Hun begynder at kunne tage i mod støtten og kærligheden fra sine forældre og sine to søstre. Men hun har stadig svært ved at tøjle de destruktive tanker. Hver morgen, må hun spørge sig selv, om hun vil leve eller dø. Pludselig opdager hun, at alkohol og stoffer er effektivt til at drive tankerne på flugt.

– Alkoholen fik den destruktive stemme til at holde kæft. Lige indtil næste dag, hvor selvhadet overmandede mig, siger Mathilde Falch.

Måske ligger det bare til nogle mennesker at være misbruger. Som barn ville Mathilde i en periode kun snakke om stenalder, og det var et afgørende samtaleemne, hvis man skulle være venner med hende. I nogle perioder var frikadeller det eneste, hun ville spise, og fra hun fik sin første tår kaffe og sit første hvæs af en smøg, har hun forbrugt det i store mængder siden.

– Jeg bliver hurtigt afhængig af ting. Og det vidste jeg også godt, da jeg startede med stoffer og alkohol. Jeg ser det som den samme dæmon som spiseforstyrrelsen bare i en anden form. Vi lavede en gang et stamtræ på både min mors og fars side, og så langt tilbage de kan huske, har folk kæmpet med psykisk sårbarhed og misbrug, siger hun.

”Når du er her”

Mathildes kæmper stadig med sit misbrug, da hun møder sin mand, komikeren Jesper Juhl. Han bliver dog ikke skræmt af hendes historie.

– Jesper gav mig følelsen af at have et sted, jeg hørte til. Det, tror jeg, er vigtigt for alle. Der findes ikke noget større og mere dejligt end at elske et andet menneske og få kærlighed igen, siger hun.

Derfor skrev hun en sang til ham til deres bryllup med titlen: ’Når du er her’.

Alligevel kan Mathilde stadig ikke slippe alkoholen, og misbruget begynder langsomt at æde hende op og skabe en barriere mellem parret.

– Den aften, hvor jeg drikker min sidste drink, bliver Jesper og jeg enige om, at nu må det stoppe en gang for alle. Jeg havde det sådan, at enten skrider alt for mig nu, eller også må jeg stoppe med at drikke. Jeg nåede præcis at stoppe inden mit liv gled helt ud af fingrene på mig. Heldigvis havde jeg Jesper ved min side til at kæmpe imod den dæmon, som alkoholismen er, sammen med mig, siger Mathilde Falch.

I dag har hun været ædru i halvandet år

– Jeg måtte erkende, at jeg aldrig kan få et normalt forhold til alkohol og lære at drikke moderat og for “hyggens skyld”.  Min hjerne har ofte lyst til at gå den destruktive vej, og så skal jeg selv sige: ’nej, vi skal den anden vej’. Mange spørger, om mit liv ikke er blevet kedeligere uden alkohol. Men mit liv er blevet så meget federe, sjovere og dejligere. Når man er alkoholiker, er alkohol ikke sjovt. Det er en straf. Jeg vågnede hver morgen og hadede mig selv, og bare at slippe for det giver 100 gange mere livskvalitet.

Når hun som alle andre mennesker har mørke dage, taler hun med Jesper. Han er mere letsindet og får hende til at grine hver dag. Men han er heller ikke bange for at tale om følelser.

– Vi er meget følsomme væsner begge to. Da jeg møder Jesper, er det første gang, det går op for mig, at jeg kan være ærlig omkring mine følelser. Der er mange, der ikke kender til psykisk sårbarheder, som bliver skræmte, når man fortæller en historie som min. Men det gjorde han ikke. Det har også medført, at jeg er blevet så åben og ærlig. Det handler om følelser, og dem har vi alle sammen, siger Mathilde Falch.

Musikken kontrollerer tankerne

Lige fra hun genfandt glæden ved musikken på psykiatrisk hospital, har den også været et vigtigt redskab for hende til at bearbejde sine følelser.

– Når jeg skrev musik om de destruktive tanker, da jeg var syg, var det mig, der havde kontrollen. Når jeg er ked af det i dag, hjælper det mig stadig at gå ind og skrive musik. Det får mig til at finde ud af, hvorfor jeg er ked af det og bliver terapeutisk for mig. Når jeg skriver musik, eksisterer der ikke andet, siger hun.

Derfor har hendes sange ofte et eftertænksomt og melankolsk islæt. Der skal gerne være noget på spil.

– Det bliver uinteressant for mig, hvis der ikke er følelser på spil i min musik. Men jeg gad godt at skrive flere glade sange. Der er mange, der ser glade sange som banale. Men det er da ikke banalt at være glad – det er mega fedt. Det er bare svært at skrive en glad sang, der stadig har dybde. Det tror jeg, skal være mit mål, siger Mathilde Falch.

I dag er hun ambassadør for Landforeningen SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed, og så holder hun fortællekoncerter, hvor hun tager ud og spiller musik for unge mennesker og fortæller dem sin historie.

– Jeg ved, at jeg kan have rollen som en, de unge kan identificere sig med, og som de føler sig forstået af. Den rolle tager jeg vildt seriøst. Jeg vil rigtig gerne fortælle andre, der er ramt af sygdom og misbrug, at man kan komme videre og få et godt liv, men det er vigtigt for mig at sige, at jeg godt ved, hvor svær en kamp, det er, siger Mathilde Falch.

Hun fortæller, at hun ofte møder unge piger, der har svært ved at finde deres identiet, når de bliver raske. For hvem er man, når man ikke længere er syg? Jo yngre man er, når sygdommen kommer, jo svære er det.

– Jeg tror, at noget af det vigtigste er at finde ud af, hvad du kan lide at lave, hvad der gør dig glad, at du finder noget, der kan få de destruktive tanker lidt på afstand, lige som musikken gjorde for mig, siger Mathilde Falch.

Stemplet som syg

Da hun var syg, blev hun kaldt anoreksipigen på hospitalet. Hun havde svært ved at mærke, hvem hun var, da anoreksien og den destruktive kraft havde stærkt fat i hende, og det gjorde det kun værre, at personalet fastholdt hende i rollen som ‘anoreksipige’.

– Når du er syg, kan du selv komme til at glemme, hvem du er. Jeg tænkte hele tiden: ’I forstår mig ikke, I forstår ikke, hvem jeg er’. Her er det vigtigt, at fagpersonalet og de pårørende husker dig på, hvem du er og taler til den raske del i dig. Det synes jeg mangler i psykiatrien, siger hun.

Selvom hun i dag er rask, oplever hun stadig at kunne blive holdt fast i rollen som syg. Da hun og Jesper skulle købe deres nuværende lejlighed, skulle de have en sygdomsforsikring. Men forsikringsselskabet afviste Mathilde, fordi det er under ti år siden, hun var syg. Ved alvorlig fysisk sygdom, skal man kun have været rask i 4-5 år. Hun kontaktede formanden for Landsforeningen SIND, der fortalte, at der er mange lignende sager, hvor folk bliver afvist på jobmarkedet, boligmarkedet og i uddannelsessystemet pga. deres fortid med en psykisk sygdom.

– Jeg blev så vred og ked af det, da jeg fik det afslag. Både på mine egne vegne, og pga. det signal, det sender til andre mennesker, der har eller har haft en psykisk sygdom. Hvorfor skal det definere mig nu? Jeg synes, det er vildt, at man bliver diskrimineret for noget, der slet ikke er en del af ens liv længere. Hvis du er blevet rask og skal ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse men får afslag pga. din sygdom, så er det fandeme svært at komme videre. Hvis samfundet ser én som syg, så er det ret svært at begynde sit liv som rask. Det er en vigtig opgave som samfund, at vi sender et signal om, at vi tror på, at folk kan blive raske.

__________