Sanne og fru Aagaard

Du er vist ikke fru Aagaard? Nej, det er jeg ikke, mit navn er Henrik, og jeg kommer fra samme lægehus. Jamen, hvad laver du så her?

– Jeg er her fordi, din søn er bekymret for dig, og jeg har derfor lovet at se til dig. Han er nemlig min patient i samme lægehus.

– Det kan ikke passe, for han har den eneste mandlige læge i lægehuset.

Jeg svarer, at det er mig, der er den mandlige læge i lægehuset.

– Jamen, så har du da nok at se til med alle de kvinder, siger hun og smiler.

– ja, og så skal jeg oven i købet ud at besøge dig, der jo også er kvinde. Hun griner lidt, og vi hygger os egentlig begge to med at snakke lidt forbi hinanden.

Jeg har set hendes søn i konsultationen. Han er bekymret for sin gamle mor, som han synes er sløjet meget af på det sidste. Han har oplevet, at hun er konfus og usammenhængende og tænker på, om det er fordi hun får for meget medicin. Hun har fortalt ham, at hun ikke vil indlægges, hvis hun bliver alvorligt syg, men vil have lov at blive, hvor hun er. Jeg har lovet at besøge hende. Inden mit besøg har jeg gennemgået hendes journal. Hun er i relevant forebyggende behandling for knogleskørhed og i smertestillende behandling for slidgigt i ryggen. Hun har netop haft besøg af et team fra sygehuset med speciale i udredning og behandling af demens, der har fundet, at hun har alzheimers demens. Men hun bliver hallucineret og psykotisk af behandlingen, som man derfor har måttet stoppe. Hun er 92 år.

Jeg spørger hende, om hun har ondt, og hun siger at hun har lidt ondt i ryggen det meste af tiden, men ellers har det godt. Hun har prøvet at få mere smertestillende, men blev sløv af medicinen og ønsker derfor ikke at få mere medicin.

– Da jeg var yngre, kunne jeg godt lide at tage til banko, men det har jeg ikke lyst til mere. Jeg er gammel nok til selv at bestemme, og jeg kan bedst lide at være her sammen med Sanne, så hende må du ikke tage med.

Vi taler om, hvad hun tænker om at blive indlagt på sygehus, hvis hun bliver mere syg, og hun siger, at hun vil have lov til at blive, hvor hun er. Jeg gennemgår hendes medicin og er helt enig i både hendes behandling og hendes selvvurderede helbred.

Hun er hverken fejlmedicineret eller hallucineret af medicin. Hun er gammel, og hun har et funktionsniveau, der er forventeligt i forhold til hendes grunddiagnoser, og så har hun det oven i købet efter eget udsagn godt. Det samme bekræftes af plejepersonalet. Som følge af hendes demens bliver hun forvirret og bange, når hun oplever miljøskift, uanset om det er bankospil eller indlæggelse på sygehus og har det derfor bedst med at være i omgivelser, hun kender.

Jeg fortæller hende, at hun får den rigtige behandling. Hun svarer, at hendes søn går meget mere op i hendes helbred, end hun selv gør. Vi aftaler, at vi fra lægehuset tager ansvaret for hendes behandling, så hendes søn ikke behøver at bekymre sig om det og i stedet kan koncentrere sig om at være hendes søn. Jeg lover at lade Sanne blive og hilse fru Aagaard, mens jeg er på vej ud af døren.