Sara Blædel: Allergi kostede uddannelsen

Inden Sara Blædel blev krimiforfatter, var hun i lære som reprokopist, et arbejde hvor hun var i kontakt med fremkaldervæske og opløsningsmidler. Men hun fik allergi og måtte afbryde sin uddannelse. Til gengæld åbnede det nye muligheder, og i dag er hun danskernes yndlingsforfatter.

For 11 år siden debuterede Sara Blædel med krimien “Grønt støv”, der skulle blive den første i en serie på ni bøger om drabsefterforskeren Louise Rick og journalisten Camilla Lind. Med ”Kvinden de meldte savnet”, som udkom i efteråret, sætter hun foreløbigt punktum for bestsellerserien, der er solgt til 23 lande og har solgt 1,7 millioner eksemplarer. For hun har fået en idé til en ny krimi, som hun bare må forfølge.

– Jeg er fuldstædig oppe at køre, det er så sjovt at gå ind i en ny verden, og derfor har det heller ikke været svært at give slip på Louise og Camilla, siger Sara Blædel, der med Martha Prisen 2014 blev kåret til danskernes yndlingsforfatter for fjerde gang.

Hun debuterer lige nu i USA med den syvende bog i Louise Rick-serien, ”De glemte piger”, og hun har været på besøg på sit forlag derovre samt på krimimesser og er blevet interviewet til diverse blade, for i USA er hun kendt som krimidronningen fra Danmark. At amerikanerne har valgt at udgive bog nummer syv som den første bunder i, at Sara Blædel har skiftet amerikansk forlag undervejs.

– Det var gennem min gode ven Karin Slaughters agent, jeg fik kontakt med det nye forlag, som hedder Grand Central. Og når først de går til makronerne, gør de det ordentligt, forklarer hun.

Udover at lancere bogen i USA er hun i gang med at researche på sin nye historie, og hvis hun synes, den holder, går hun sandsynligvis i gang med at skrive senere på året.

Lige så udadvendt, Sara Blædel er i forbindelse med udgivelse og lancering af en bog, lige så indadvendt er hun, når hun skriver.

– Min søn, Adam, siger: ”Har du slået nogen ihjel i dag?” Han kan mærke på mig, når jeg går ind i den der semi-virkelighed, som fylder mere end den rigtige virkelighed i de perioder. Jeg bliver ret påvirket af det, jeg skriver, derfor er jeg heller ikke så social, når jeg er i skrivefasen.

Sara Blædel elsker tanken om en lang ferie med afslapning og selvforkælelse ind i mellem de travle perioder i hendes liv. Men efter et par dage på langs begynder hun at kede sig, og så bobler nye ideer frem.

– Jeg kommer helt ned i gear – går en masse ture, men det gør jeg nu altid. Jeg prøver ikke at skulle så meget, heller ikke mentalt. Jeg glæder mig altid til ferie og taler om, at jeg skal ligge på sofaen i ugevis og se tv-serier. Men det gør jeg jo alligevel ikke. Eller kun lidt i hvert fald, jeg så Homeland på Netflix i efteråret. Men det der med at slappe af skal jeg altid putte ind i kalenderen, ellers får jeg det ikke gjort. Jeg elsker at sige til mig selv: ”Nu skal du slappe af!” Men efter en uge keder jeg mig … Jeg skal ned i gear, før der bobler noget nyt op, og derfor er det vigtigt at slappe af ind i mellem, selv om jeg ikke er så god til det.

Til gengæld er Sara Blædel god til at forkæle sig selv og lade sig forkæle.

– Jeg er meget bevidst om det, både fordi jeg har muligheden for og tiden til det. Det er vigtigt for mig at gøre ting, jeg trives godt med. Det er for eksempel at få frisk luft, gå til saunagus – det er det lækreste i hele verden. Jeg spiser ordentlig mad af gode råvarer og rejser ind i mellem ned i solen alene en uge, hvor jeg bare sidder og stirrer op i himlen. Efter dag to begynder det at boble indeni, og så tager jeg min blok frem. Alle de ting gør noget for min mentale tilstand og gør, at jeg er nogenlunde godt kørende.

Sara Blædel siger, at hendes søn også er god til at forkæle hende.

– For det første er han virkelig godt selskab og en, man kan regne med. Han kender mig, når jeg er på min stille, skriveagtige måde, og han ved, hvordan han skal tackle det. Så han forkæler mig på den der tryghedsmåde. Jeg har nogle gode veninder, der ved hvornår, de skal komme med en gang spaghetti, og det er alle de ting, der gør, jeg føler mig forkælet.

Spiser rent

Da Sara Blædel i sin tid gik på efterskole i Haslev på Vestsjælland, blev hun alvorligt syg og fik konstateret fødevareallergi over for tilsætningsstoffer og konserveringsmidler.

– Jeg var ikke vant til hjemmefra at få 3-Stjernet salami og mad fra et storkøkken, og det reagerede jeg voldsomt på. Så jeg var tvunget til at spise rent, og det gør jeg stadig. For jeg kan mærke, det er godt for mig. Jeg spiser for eksempel sjældent oksekød, drikker kun en enkelt kop kaffe om dagen og spiser slet ikke vildt. For i de ting er der naturligt benzoesyre, og det er en af de ting, jeg ikke kan tåle.

Hun elsker mad, siger hun, og spiser meget sjældent mad af dårlig kvalitet. Omvendt mener hun, at for meget af få ting heller ikke er sundt. Og heller ikke sjovt.

– Jeg bliver pissesur, hvis jeg en uge kun må få bestemte ting. Det der med at give afkald er ikke noget for mig. Jeg elsker kogebøger og kaster mig tit ud i livsstilsændringer, som jeg synes, lyder godt. Low Carb High Fat eksempelvis, men jeg kan ikke rigtig gå all in, jeg gider ikke. Til gengæld vælger jeg mine råvarer med omhu, og jeg bliver glad af det! Jeg køber pålæg fra slagter Munch i Skagen og kører ind til Daniel Letz og køber røget laks. For det smager bare bedre, jeg har mulighed for det, og jeg føler mig privilegeret over, at jeg har råd til det.

En værdig død

Ideen til ”Kvinden de meldte savnet” havde sit udspring et helt andet og mere trist sted end ved en pool sydpå eller i sofaen med benene oppe. I 2013 mistede Sara Blædel begge sine forældre henholdsvis på 90 og 80 år og sin 93-årige faster med få ugers mellemrum, og det gav anledning til nogle tanker om, måden vi kommer herfra på.

– I mine bøger bruger jeg altid noget af det, jeg er ramt af selv. Og forrige år var jeg inde i overvejelser omkring, hvad der er en værdig død. Hvordan man gerne vil herfra, hvordan man tackler det, når man når derud, hvor der kun er en vej.

”Kvinden de meldte savnet” har assisteret selvmord som et tema, og i forbindelse med skrivningen af den, havde Sara Blædel en masse overvejelser om måden, vi forlader livet på og de etiske overvejelser omkring at hjælpe et menneske på vej, når alt håb om overlevelse alligevel er ude.

– Jeg fik en forholdsvis stor erfaring i døden, da tre mennesker tæt på mig døde i løbet af kort tid. Det var ret forskellige måder, de kom herfra på, og jeg kan sige, det ikke er nogen god idé ikke at tale om døden, bare fordi det er ubelejligt. Mine forældre har heldigvis aldrig haft noget imod det. De havde gjort klart, hvad de ville, nemlig brændes og have spredt deres aske, og det gjorde det nemmere for mig, da jeg stod i det inferno af død, at jeg vidste, hvordan jeg skulle gribe det an. At tale om det er at tage hensyn til de efterladte. Mine forældre ville gerne have været organdonorer, jeg var teenager, og tanken om, at de skulle skæres i, kunne jeg ikke holde ud. Det fik vi talt om, og de sagde, at så ville de ikke, hvis jeg havde det sådan med det.

Sara Blædel har også talt med sin søn om, hvad der skal ske, når hun engang dør.

– Jeg ville gerne brændes og have spredt min aske, men Adam vil gerne have et sted at gå hen. Og hvis han bliver ved med at have det sådan, skal han da have det sted. Det er jo ham, der står tilbage, jeg kan være ligeglad, for jeg er her ikke mere. Det var en stor hjælp, at jeg havde talt med mine forældre om det, for der er rigeligt at se til med sig selv, når man mister.

Ideen til ”Kvinden de meldte savnet” udsprang som nævnt af de tanker og oplevelser.

– Helt og aldeles. Lige som ”Hævnens gudinde” udsprang af min største angst, nemlig at min søn skulle befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og blive udsat for den der umotiverede vold, der florerer. Jeg skrev på en sort, sort følelse af, hvordan jeg ville have det, hvis han mistede livet på grund af, at nogle andre kedede sig.

Efter et følelsesmæssigt hårdt år, der også omfattede skilsmisse, brand og indbrud, er Sara Blædel klar til et nyt kapitel i sit eget liv. Huset i Virum nord for København er sat til salg, og hun har købt et meget mindre hus inde i København.

– Huset her er blevet for stort, og jeg har sommerhuset, jeg kan skrive i. Så da Adam sagde, han gerne ville flytte ind til byen, var der ingen grund til at vente.

Derimod må vi andre vente lidt endnu på nye krimihistorier fra Sara Blædels hånd.

Sara Blædel kort 

• Født den 6. august 1964.
• Kom som 18-årig i lære som tjener og derefter som reprokopist. Har været grafisk koordinator hos forlaget Gyldendal.
• Arbejdede fra 1995 i godt ti år som journalist på ugebladet Ude & Hjemme samt som researcher, tilrettelægger og redaktionschef på tv. Skriver stadig ind i mellem artikler.
• Vandt Det Danske Kriminalakademis debutantpris med ”Grønt støv”.
• Er ambassadør for Red Barnet.