Sarahs uimodståelige hjemmebagte pitabrød

Disse pitabrød kan ikke laves for ofte! Lav dem til aftensmad, til madpakken, til frokost om lørdagen, før sport, til efter sport, til efter en tur i skoven, til hverdag og til fest – men det er for fjollet at lave dem til morgenmad.

Det skal du bruge:
30 g gær
3 dl lunkent vand (kogt og afkølet) eller 3 dl koldt vand, hvis koldhævning
1 tsk. rørsukker
1 tsk. salt
50 g grahamsmel svarende til ca. ½ dl
Ca. 400 g hvedemel svarende til ca. 6 ½ dl

Sådan gør du: 
Gæren røres ud i det lunkne vand, og sukker og salt røres i. Grahamsmel og hvedemel røres i og æltes godt. Dejen hæver et lunt sted i cirka 45 minutter. Du kan alternativt også dagen før røre gær, salt og sukker ud i koldt vand, derpå tilsætte grahamsmel og hvedemel, ælte godt og herpå lade dejen hæve i køleskabet natten over dækket med et vådt viskestykke. Herefter deles dejen i otte boller, som rulles ud med kagerulle til de er ½ cm høje. Brødene skal derefter efterhæve ca. 15 minutter. Bages herpå midt i ovnen ved 250 grader i ca. 6-8 minutter til de er ganske let gyldne. Brødene hæver fint op og bliver hule indeni. Serveres lune med sundt fyld og dressing i.

Ønskebørnenes Yndlingsretter

Er en ny farvestrålende og livsglad bog med skønne opskrifter og nyttig, lettilgængelig viden om kost og ernæring. Opskrifterne er fyldt med grøntsager i alle regnbuens farver og bagerst i bogen er der fire eksperter, som giver deres bud på, hvordan man plejer de gode spisevaner og bekæmper kræsenhed. Bogen er skrevet af tvillingerne Charlotte Thorhauge og Betina Hundebøll, som begge er uddannede sygeplejersker og mødre til hver deres ønskebørn, som har inspireret dem til at lave bogen. Bogen er udgivet af Muusmann Forlag og koster 180 kroner i vejledende udsalg.