Scener fra et ægteskab: Lægen og patienten i tykt og tyndt fra vugge til grav

Af: Morten Sodemann

Det værste, patienter ved, er, når lægen kigger på dem med buskede-øjenbryn–hen-over-brillerne-blikket, mens lægen, alt for tydeligt, prøver at overbevise både sig selv og patienten om, at der ikke er noget galt – når man nu véd, der er noget helt galt, selvom blodprøverne og skanningen ikke viser noget.

 ”Jeg er sikker på, det er kræft, og lægen vil ikke fortælle mig det”, tænker patienten, mens lægen tænker: ”patienten er et pylre-hoved, jeg har forklaret det to gange, og patienten har intet at være bange for, så hvorfor al den ståhej?”.

Læger og patienter lever i et mærkeligt og stille ægteskab, hvor man ikke bare kan gå fra hinanden. Der skal arbejdes hårdt, der skal sluges kameler, og forholdet skal fungere både i sygdom og sundhed til døden dem skiller. Det er ikke altid lige nemt, men hvis patienter og læger vidste noget mere om hinanden, ville mange fejl og misforståelser måske kunne undgås. Noget tyder på, at mens patienter gør det, de er bedst til og egentlig ikke ændrer sig så meget, så har lægerne bevæget sig noget væk fra ægteskabet drevet af tillokkende laboratoriemetoder, forførende skanningsmetoder, der kan se både kræftsvulster og patienters tanker.

Når lægen overvejer mulige diagnoser, så er det i virkeligheden et broget skøn, hvor indtrykket af patientens oplysninger sammen med patientens personlighed og reaktioner under samtalen, tilsammen giver en vag ide om, hvad patienten fejler. Patienter vil have beroligelse, lindring og sikkerhed, men får nogle gange i stedet en uklar besked, der ikke var meningen med lægebesøget.

Måske skal man se læge-patient samtaler som en slags ægteskab eller parforhold, hvor man, af hver sine grunde, er indstillede på at blive sammen og prøve at forstå mere af hinanden. Det gælder ikke om at vinde eller at få ret, men om at opnå og fastholde, kontakt og nærvær. Læger skal blive ovre på patientens banehalvdel med en nysgerrighed og prøve at forstå: når du bliver så bange, så frustreret, hvad handler det så om, fortæl mig noget mere om det. Og patienten må på samme måde prøve at blive på lægens banehalvdel: du bliver ved med at sige, at der ikke er noget galt, men hvad er det, der gør, at du ikke forstår min fornemmelse af at være syg, min smerte eller angst. Der skal være en tur-tagning i læge-patient samtalen, begge skal have lov at udfolde og forklare på skift. I en læge-patient samtale er der en slags kulturkløft og sprogbarriere, der skal overkommes ved, at begge prøver at forstå, hvad det er, der mangler at blive sagt. Det er, ligesom i et ægteskab, en fælles opgave som, gennem respekt, tillid og anerkendelse, går ud på at udjævne de forskelle, der kan forstyrre samtalen.

Burnet skrev i 1953, i det ansete lægetidsskrift The lancet, at ”lægens opgave er, at give patienter et så godt liv som muligt fra vugge til grav, med de gener den enkelte patient nu en gang er født med, og så i øvrigt beskytte patienter mod livets mange ulykker”. Selvom det er over 60 år siden, det blev skrevet, så er det stadig meget tæt på virkeligheden: lægen og patienten er nødt til at arbejde sammen og få det bedste ud af det – fra vugge til grav.

 

Morten Sodemann

Overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på OUH og professor på Syddansk Universitet