Spiseforstyrrelse og psykisk sygdom: Se mig nu!

Af: Clara Edgar Jakobsen

Foto: Scanpix/Iris

Alt for mange unge kæmper med mistrivsel og psykiske diagnoser. En af dem er Birgitte Dahl Skjødt. I dag er hun 24 år gammel og har brugt halvdelen af sit liv på at have det skidt og forsøge at få den hjælp, hun havde brug for til bl.a. sin spiseforstyrrelse – for det meste forgæves.

Det startede relativt uskyldigt med, at Birgitte begyndte at smide sin madpakke ud som 11-årig. Hun havde brug for at føle, at hun havde kontrol. Men derfra udviklede det sig, og over de næste tre år røg hun i en nedadgående spiral, som betød, at hun udviklede en spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd og borderline.

Hun blev flere gange konfronteret med sin opførsel af lærere på skolen, men selvom de så, at hun havde det skidt, blev der aldrig gjort noget. Hun sagde det også flere gange til voksne, hun stolede på, men ingen tog handling. En dag blev hun hevet til side af en pædagog i klubben, som sagde, at hun havde hørt noget, og om Birgitte kunne forestille sig, hvad det var.

Hun svarede, at hun troede, at kvinden nok havde hørt, at Birgitte skar i sig selv, men det var ikke det. Den voksne havde hørt et rygte om, at Birgitte var gravid. Da Birgitte affejede det, sluttede samtalen, og der skete aldrig mere med det faktum, at hun faktisk havde fortalt, at hun var selvskadende.

Den slags oplevelser er ikke enestående i Birgittes liv. Hun har haft perioder, hvor hun har haft det bedre end andre, men her har det for det meste været hendes egen viljestyrke, der gjorde en forskel. Men fordi der gik så mange år, før hun fik kvalificeret professionel hjælp – det mangler hun stadig på nogle aspekter – kunne hun ikke fastholde sig selv i den gode spiral.

Stort pres

Som 17-årig flyttede Birgitte hjemmefra. Hun var startet på gymnasiet og havde tre jobs for at få det hele til at hænge sammen økonomisk, men det var et stort pres, og tingene begyndte igen at ramle. Hendes fravær steg, og hun fik at vide af skolen, at hun ikke passede ind. Måske det ville være bedre for hende, at starte på social- og sundhedsskolen, fordi det passede bedre til sådan nogle som hende?

Det gjorde hun så.

Hun passede ikke ned i kasserne

Birgitte mødte sin nuværende mand på skolen. Han så, at hun havde det svært, og for første gang stiftede hun bekendtskab med psykiatrien – syv år efter hendes mistrivsel og sygdom begyndte. Men hun kunne ikke få hjælp til sin spiseforstyrrelse. Hun vejede for meget. Så hun blev i stedet udredt for depression og fik nogle diagnoser, som hun ikke mente, passede på hende.

Herefter startede det, hun beskriver som det tre-årige helvede. Hun røg ind og ud af lukkede afdelinger uden egentlig at få behandling. Hun var der ligesom bare. Som 21-årig overgik hun til voksenpsykiatrien, hvor hun under sin første indlæggelse gik ti dage uden at spise, uden nogen gjorde noget, fordi hun var indlagt med selvmordstanker.

I dag bliver hun sur, når hun tænker tilbage på forløbet, fordi hun ikke mener, at kassetænkning skal holde nogen fra at få hjælp. Men det gør den. Birgitte passede ikke i kassen for anoreksi på grund af sine tal. Men anoreksi handler ikke om vægt. Det handler om, hvordan man har det i hovedet, og det ville Birgitte ønske, at flere så.

For hun har stadig ikke fået hjælp til at komme sig over sin spiseforstyrrelse, som hun har døbt Anna, og som i høj grad styrer hendes liv.

Anna er ligeglad med, at hun kan slå ihjel

Hun har givet spiseforstyrrelsen et navn for at adskille den fra sig selv. Hun er nemlig ikke et menneske, som vil udsætte andre for bekymring, såre dem eller er ligeglad med sig selv. Sådan er Birgitte ikke. Men sådan er Anna. Anna er fuldstændig ligeglad med, at hun sårer, skader eller risikerer at give Birgitte knogleskørhed og hjertestop, hvis hun bliver ved med at have styringen.

Så Birgitte har brugt – og bruger stadig – en stor del af sig liv på at være i konflikt med sig selv. I konflikt mellem, hvad hun vil, og hvad Anna vil. Derfor har hun også brugt mange kræfter på at lyve for sine nærmeste for at skjule Annas indflydelse, hun har afskåret sig fra sociale sammenhænge, og hun har kæmpet for at passe til den forestilling, der er om, at vi skal være perfekte.

Og den forestilling har været med til at fastholde hende i sygdommen. For hendes træning, salater og strenge diæt er på mange måder noget, vi hylder i samfundet.

Det lykkedes hende at opgive træningen, og stoppe med kun at lægge polerede billeder på Instagram. Nu arbejder hun med også at vise bagsiden af medaljen. Hvad der sker, når man sulter sig, og at det er okay at have det svært. For alle har det svært i perioder, og det vil hun gerne have, at vi snakker om. Men det gør vi ikke.

Hun ser et paradoks i, at vi er et af verdens lykkeligste lande, mens rigtig mange går rundt og kæmper, og hun er bekymret for, at vi er ved at skabe en generation af stressede robotter, der – ligesom hun selv – har svært ved at finde ud af, hvem de er, når de ikke er perfekte.

Kæmper for sig selv og for andre

Birgitte ville ønske, at nogen havde set hende, da hun kæmpede, allerede da hun var en pige. Og at de, der så det, gjorde noget for at hjælpe hende. Men det gjorde de ikke. Hun tror, at de pædagoger og lærere, som var bevidste om, at der var noget galt, var bange for at snakke om det.

Hun havde også svært ved at snakke om problemer. Det har hun ikke længere. I dag spørger hun hellere sine kære en gang for meget end en gang for lidt, om de har det skidt, for det ville hun ønske, at nogen havde gjort med hende. Hun ville også ønske, at der var mere støtte og hjælp til de pårørende omkring hende, som havde svært ved at håndtere hendes sygdom – at hjælpe et barn med en psykisk sygdom er ikke en typisk del af forældrekurser.

Derfor kæmper hun i dag for at åbne folks øjne og vise, at det er okay at tale om sine problemer. Hun kæmper også stadig for at slå Anna ihjel, selvom det er angstprovokerende. Hun er kommet langt, men 12 års sygdom forsvinder ikke bare, og jo længere tid, der går, før hjælpen kommer, des sværere bliver det at finde sin vej ud af lidelsens omklamrende hænder.