Selvskade er blevet en epidemi

En diagnose siger ikke bare noget om selve sygdommen, men kan også være et produkt af vores kultur. Eksperter vurderer, at det at skære og bide i sig selv bliver én af vor tids kulturelt betingede sygdomme.

For få år siden var det en sjældenhed, at unge skærer, bider og ridser i sig selv for at dulme og aflede følelser af afmagt og ulykkelighed med fysisk smerte. Sådan er det ikke længere. Antallet af unge, der skærer i sig selv, er nu så stort, at fagfolk ikke tøver med at kalde adfærden for en smitsom epidemi, der vil skrive sig ind i historien af kulturelt betingede sygdomme.

Det enorme præstationspres, der hviler på unge i dag, bliver voldsomt forstærket på de sociale medier, og det betyder faktisk, at de unge så at sige smitter hinanden, siger professor i psykologi ved Aalborg Universitet, Bo Møhl, der for nylig udgav bogen “Selvskade – psykologi og behandling.”

En undersøgelse fra ViOSS – Videnscenter for spiseforstyrrelser og selvskade, konkluderer , at 11 pct. af danskerne på et tidspunkt i deres liv har skadet sig selv med vilje, og at langt den største andel findes i den yngre befolkning, hvor 32 pct. af de 18 til 25-årige oplyser, at de har skadet sig selv.

Det giver et godt praj om, at antallet stiger markant, siger Lotte Rudbæk, psykolog ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center på Bispebjerg i København og forfatter til bogen – “Selvskadens psykologi.” Hun peger i en artikel i Kristeligt Dagblad på, at det ikke er første gang i historien, at en psykisk lidelse antager næsten epidemisk omfang.

I slutningen af 1800-tallet bukkede kvinder over hele  Europa af uforklarlige årsager under for smerter og pludselige besvimelsesanfald. De blev diagnosticeret hysterikere og indlagt i massevis. I 1950erne blev især hjemmegående husmødre ramt af nervesvækkelse, som var en lidelse, der hos lægen udløste recepter på store mængder angstdæmpende og beroligende medicin. I 1980erne og i 1990erne fik vi nye diagnoser inden for spiseforstyrrelser med navne som bulimi, overspisning og ortoreksi – de adskilte sig fra den kliniske anoreksi ved ikke at have rod i en egentlig sindslidelse, men i en erhvervet og tillært adfærd.

-De lidelser, som man lidt groft kan betegne som modesygdomme, kan ofte ses som reaktioner på grundlæggende strømninger i samfundet. De nye spiseforstyrrelser vokser frem i en tid, hvor sult ikke længere er noget problem, mens selvskade bliver dominerende i et samfund, hvor der er meget lidt udholdenhed over for smerte, som forsøges dulmet og lindret. Begge former for adfærd er paradoksale, fordi de går mod den generelle tendens i samfundet, men de må begge ses som netop et produkt af samtiden, siger Lotte Rudbæk.

Bø Møhl og Lotte Rudbæk mener begge, at det at udtrykke smerte og afmagt gennem kroppen er kommet for at blive.

-Kroppen og den måde, vi forvalter den på, er blevet den dominerende måde at udtrykke indre og psykisk smerte. Derfor er det nødvendigt, at vi bliver bevidste om smittefaren og de grundlæggende samfundsstrukturer, der er årsag til lidelsen, siger Bo Møhl til Kristeligt Dagblad.