Sildeburgere med rugbrød og råkostsalat

Sådan har du måske ikke prøvet sild før, men med rugbrød og råkost er det en sund og nærende lækkerbisken.

4 personer

Det skal du bruge: 

600 g kartofler

600 g sildefileter

1 fed hvidløg

1 løg

1 æg

1 dl persille

1⁄2 tsk. friske timianblade

1 tsk. salt

Lidt peber

Olie til stegning

16 skiver godt rugbrød

120 g friskost naturel light

Salatblade

1 stort rødløg i ringe

Råkostsalat:

1⁄4 hvidkålshoved

1 madæble

1 rødløg

1 bundt persille

Burgerbøffer: Sæt ovnen på 200 grader. Skræl kartoflerne, skær dem i mindre stykker, og kog dem helt møre i usaltet vand. Læg de sammenfoldede sildefileter på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen i 15 minutter. Tag skindet af sildefileterne, og del dem i mindre stykker.

Pil og riv hvidløg og løg, og kom det i en stor skål sammen med kartofler, sildefileter, æg, hakket persille, timian, salt og peber. Rør det godt sammen til en fars. Form sildefarsen til otte flade burgerbøffer, og steg dem på panden i lidt olie i cirka seks minutter på hver side ved middel varme.

Råkostsalat: Snit hvidkålen fint. Fjern kernehuset fra æblet, og skær æblet i små terninger. Pil løget, og skær også det i små terninger. Hak persillen groft, og bland det hele sammen.

Samling af burgerne: Smør alle rugbrødsskiverne med friskost, og læg de otte skiver på et fad. Fordel salatblade, silde-bøffer og rødløg på skiverne, og læg de andre otte brødskiver på som låg.

Servering: Server sildeburgerne sammen med råkosten.

Tip: 

Du kan bruge en færdiglavet fiskefars til „bøfferne“. Sildefarsen kan også formes og spises som frikadeller.

Fra kogebogen ‘Fisk er godt’ udgivet i samarbejde med Gigtforeningen.