Mange bøger og artikler er skrevet om “nuets kraft”. Og der er faktisk en masse godt at hente ved at leve i og opleve nuet.
At nyde en solstråle, som vi pludseligt står i den, at dufte haven, at bemærke de smil som nogen, desværre ikke alle, vælger at dele med dig. Og gengælde dem.
Ikke mindst overfor vores børn er en af de mest dyrebare gaver, vi kan give dem, vores nærvær. At være der – her og nu.
Der er et engelsk udtryk, der lyder: Your children needs your presence more than your presents. Oversat betyder det: Dine børn har brug for dit nærvær mere end dine gaver!
Det er ret svært at være uenig i dette. Alligevel er vi ikke altid lige gode til at efterleve det.
Men se, det gælder jo ikke blot børn. Som voksne er det mindst ligeså vigtigt at forære sig selv og andre sit nærvær. Noget af det mest dyrebare, vi kan tilbyde et andet menneske, er vores tilstedeværelse og vores nærvær. Det, at opleve at et andet menneske virkelig er der for os, er styrkende, motiverende og vidunderligt.
Så når det nu virker så godt, når vi gør det overfor andre, hvordan er det så, når vi gør det overfor os selv?
Ja, ikke overraskende virker det fremragende. Det at være tilstede og helt nærværende overfor en selv giver en dyb indsigt og en behagelig ro. Men ikke nødvendigvis lige med det samme. Det, at turde forholde sig helt til sig selv, kan frembringe lidt uro på det korte bane, fordi vi pludselig skal forholde os til os selv, vores følelser og tanker og alle de uafklarede småting, vi har parkeret i et hjørne af vores sind.
Bliver vi i nærværet, mærker efter, hvad det virkelig er, vi føler og, hvad vores tanker egentlig betyder, kan det frembringe en berigende tilstand og en oplevelse af både ro, fred og masser af energi. Og netop denne energi er en ren energi, der kan kanaliseres meget mere målrettet hen imod det meningsfyldte. Det, der styrker os og gør os glade.
Jeg hørte en gang en ganske klog mand sige: Der findes ingen helende kraft udenfor din krop. Altså hvis din krop beslutter sig for, at den ikke vil hele sig eller restituere sig, ja, så gør den det simpelthen ikke. Men forholder vi os til os selv, lytter til, hvad både krop og sind fortæller os og giver plads og lov til nærvær og restitution, så er det fantastisk, hvad vores krop og sind både kan og vil gøre for os.
Mange mennesker føler ikke, at de har tid til at give sig selv sådanne øjeblikke. Verden haster forbi os tænker mange. Jeg må ikke gå i stå. Men det at stoppe op ikke er det samme som at gå i stå. Netop det at stoppe op og finde både ro og optanke den gode rene energi er det, der holder os i gang og gør, at vi kan skabe, yde og især nyde meget mere af livet.