Bliv bedre med små skridt

Vi er storforbrugere af diagnoser, og det er egentlig fint nok, for det er godt at vide, hvor de svage led i kæden er. Problemet opstår, hvis man lader diagnosen være en parkeringsplads.

PTSD, depression, stress og så videre. Alt sammen diagnoser der kræver noget – også af sin ejermand. Og det er lige her, der ofte opstår et problem. Mange tænker, at nu har de fået en diagnose, en forklaring på hvorfor de har det, som de har – og så klarer medicinalindustrien resten. Der ikke mere at gøre – tror de. Men det er der jo. Masser!

I mit arbejde som coach og underviser i forløb for depressive, hører jeg ofte den type nødskrig fra personer, der har fået en diagnose på blandt andet depression. Mange tilføjer endda: ”Jeg ved, at depressionerne vender tilbage, for det har de gjort i mange år.” Andre har desuden fået lægens ord for, at deres sygdom var kronisk. Kronisk? Jeg tænker bare, hvordan kan man vide, om noget er kronisk, når det først lige er diagnosticeret. Jeg har selv lidt af astma (kronisk), som jeg ikke har mere – og kender mange andre, der har oplevet det samme.

Hvad hvis nu ændringer i tankegang, kost eller motionsvaner kunne sætte gang i en selvforstærkende proces, der ville gøre symptomerne svagere – eller måske få dem til helt at forsvinde? Hvad hvis nu den øgede tro på projektet undervejs hjælper til at fastholde motivationen og derved forstærker processen?

Tilbage til parkeringspladsen

Jeg føler med mennesker, der er ramt af depression, for jeg ved fra mig selv, hvor forfærdelig og omsiggribende en depression er. Hvordan den æder af ens liv – og hjerne. Og jeg ved også, at det kræver sin kvinde (og mand) at komme tilbage til livet. Men det er muligt. Det er vi mange, der er beviser på.

Derfor er spørgsmålet: ”Vil du hellere parkere dig selv, hvor du er, for resten af livet, eller vil du ofre hjerteblod og masser af energi og risikere en bule eller to i at arbejde for at blive i stand til at køre igen?”

Det er så let at lade være med at gøre noget, for man har hverken energi eller fantasi til at gøre noget overhovedet. Og det har intet at gøre med at tage sig sammen. Men vi må acceptere, at der skal en forandring til for at ændre tingenes tilstand. Hvordan skal der ske forandring, hvis vi bliver ved med at gøre det samme?

Med små skridt

Hvor stor forandringen skal være, er op til den enkelte. Vi forventer ofte, at vi kan gå fra ingenting til alting. Det er umuligt, og en tanke som denne medfører sandsynligvis, at man aldrig kommer i gang, fordi det er for meget, for uoverskueligt.

Vi må acceptere, at udviklingen kommer til at gå med små skridt. Hvor små, er et individuelt spørgsmål. Var du for eksempel ikke ude at gå en tur i går, men i dag tager overtøj på og stiller dig udenfor, har du gjort fremskridt. Sæt et lillebitte mål – og nå det og ros dig selv, for nu er du i gang. Begynder du oven i købet at gå måske fem minutter, har du gjort endnu større fremskridt.

Det, du investerer, får du igen

Kan du overtale dig til, at det er helt fint bare at tage overtøjet på for herefter at vurdere, om du måske vil gå en smule, er det fremskridt. Flot i stedet for bare at sidde i sofaen, og det er første skridt på vejen mod forandring. Og det er dig, der har skabt dit fremskridt. Derfor kan du også skabe det næste. Det handler om at acceptere, at vejen består af små skridt – i starten måske endda af meget små skridt. Det handler om at starte en udvikling, en proces.

Hvor er dit fokus?

Er dit fokus på, at det går langsomt? Eller er dit fokus på, at det går fremad, at i dag er bedre end i går?

For selvom, det godt kan gå langsomt, så ret dit fokus på det positive. Dét, du gør bedre og bedre. Måske tager det dig fjorten dage at komme til at gå i ti minutter. Men pyt med det, for det er en forandring til det bedre. Sætter du dit fokus på, at det går langsomt, finder du næppe glæden over dine fremskridt – og det er jo dit bevis for, at det går i den rigtige retning. Gør du intet, sidder du stadig i sofaen!

Efter en periode bliver du måske i stand til at gå i tyve minutter – fordi du accepterede, at det var helt ok, at det gik ekstremt langsomt. Din accept betyder også, at det bliver lettere for dig at komme i gang med flere positive forandringer. Det er jo DIG, der bestemmer, hvad den skal indeholde, og det er DIG, der bestemmer, hvor stor udfordringen skal være. Dig og ingen andre.

Med hjernen i gips

Hvis du var maratonløber og i rigtig god form, men lige havde brækket et ben. Tror du, nogen ville forvente, at du skulle være i stand til at løbe eller gå en tur. Nej vel? Heller ikke dig selv! Benet er jo i gips! Når du har en depression eller er gået ned med stress, er din hjerne altså også i ”gips”. Den fungerer ganske enkelt ikke, som den plejer. Nogle systemer synes at være sat helt ud af drift, og andre kører på nødblus.

Når maratonløberen efter flere uger får gipsen af og skal i gang igen, er det jo ikke et maraton, der er lagt ind i programmet fra start. Næ, det skal gå langsomt for at få genoptrænet hele benet – og resten af kroppen, så den igen kan yde det optimale.

Sådan er det også med psykiske lidelser. Vi er nødt til at acceptere, at det går langsomt. Men det er trods alt bedre, at det går langsomt, end at være parkeret på en parkeringsplads for resten af livet.

Så brug din diagnose til at finde ud af, hvordan du bedst passer på dig selv. Hvad det er, du selv kan gøre for at imødegå din diagnose. Få al den hjælp du kan, tal med dine venner, familie, læge, psykiater, psykolog og coach. Lyt og vælg det, du synes motiverer dig til fortsat udvikling.

Diabetikere er nødt til at tænke på, hvad de putter i munden hver eneste dag, året rundt. Måske er du nødt til at vurdere, hvor meget du kan magte, når du også skal tage hensyn til dig selv?

HUSK!

Når du sætter dig et mål, og når det – uanset hvor lille et mål, du synes, det er – skaber du en forandring

Tre relevante spørgsmål

Vil du parkere dig selv for resten af livet, eller vil du satse energi på at gøre dit til, at du får det bedre?
Hvad kan du mere gøre for at mildne symptomerne fra din diagnose?
Hvilke ændringer kan og vil du foretage dig i din hverdag, der vil gavne dit helbred generelt? (Sundere kost, mere motion og frisk luft, mere eller bedre søvn, mindre alkohol og færre tilsætningsstoffer, tale med venner og fagpersoner osv.
Det du investerer, får du igen.

Accepter at det går langsommere, end du håber på! (Husk hjernen har været ”i gips”)
Hold dit fokus på det, du kan. IKKE på det, du ikke kan.
Begynd at føre dagbog over det, du gør for at få et bedre helbred.
Ros dig selv for alle de fremskridt, du gør – også de helt små, for det er dem, der åbner for større fremskridt.
Yderligere information:

Inge Madsen coach og forfatter til bogen Med Små Skridt – en håndbog om depression og stress

Tlf. 2613 5375

Mail: kontakt@ingemadsen.dk

Se evt. mere
på www.ingemadsen.dk

Læs også:

Det du fokuserer på vokser 

Kan sjælen være syg?