– Hvad fanden har jeg lavet? siger Rikke højt til sig selv, mens hun desperat hopper op og ned på pilatesbolden med en grædende baby i favnen. Der tilbringer de meget tid. Hun og Tristan, der er født med en immunforsvarsdefekt. Hun tager en dyb indånding og kigger igen ned på Tristan. -Du er det bedste, der er sket for mig! hvisker hun og hopper videre i et roligere tempo. 41-årige Rikke Mønster fra Søborg kigger i december 2010 med store øjne på graviditetstesten, der viser to lyserøde streger. Positiv. Det er kun fem måneder siden, at hun til en venindefødselsdag erklærer, at hun skal være solomor. At hun vil stifte en familie uden en far, selvom hun ofte har fortalt sig selv, at kvinder der vælger dén løsning, må være vanvittige. For det er benhårdt at være enlig mor. Alligevel vælger Rikke donorsæd og begynder at forberede sig på livet som solomor. På det tidspunkt er hun 36 år og har ikke haft en fast kæreste i ni år. Hun har ikke haft mod på kærligheden siden et grimt brud som 27-årig og en provokeret abort, som ekskæresten gennemtrumfer, fordi han ikke vil have børn med hende. Hun fortryder aborten og ender med at beslutte sig for en omvendt rækkefølge. Først barn, så mand.
– Hvis jeg fandt en mand, så skulle vi først lære hinanden at kende, og efter nogle år ville det måske være tid til børn, og hvem ved, om jeg så var blevet for gammel til det. Så det handler altså ikke om fravalg af mænd, som mange tror, men derimod om tilvalg af børn, fortæller Rikke. Og netop singlekvinders tilvalg af børn er inden for de sidste par år blevet mere socialt acceptabelt ifølge sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal.
– Det kommer an på, hvor man kigger, men i storbyerne synes de fleste, at det er super sejt, og at solomor-rollen er helt naturlig, mens der blandt de mere traditionelt tænkende mennesker stadig er mange, der synes, at det er mærkeligt og forkert. Men faktum er, at de fleste efterhånden kender nogen, der har valgt at blive solomor, og derfor er det også meget lettere for folk at forholde sig til, at det er en mulighed, fortæller Birthe Linddal.
– Og når det kommer til singlemødrene selv, så vil de fleste af dem jo gerne have haft en kernefamilie. Men den verden de kan spejle sig i, indeholder også fraskilte familier, papfamilier og homoseksuelle par med børn, så selvom kernefamilien stadig er normen, så er der i dag meget mere rum og tilladelse til at gøre noget alternativt.
I løbet af de fem måneder, der går, inden de to lysestreger toner frem på graviditetstesten, gennemgår Rikke et sandt tankemylder omkring solomor-beslutningen. For kan hun overhovedet retfærdiggøre at sætte et barn i verden uden en far, skal hun sige det til barnet, som det er, og hvordan vil barnet reagere på det? Og er det rigtigt af hende at vælge en anonym donor, hvordan kan hun forberede sig bedst muligt, og er det virkelig så hårdt, som en kammerat har advaret hende om?
– Jeg var ved at gå ud af mit gode skind over at tænke på det her. Jeg har altid sagt, at hvis andre mennesker spekulerede lige så meget over at få et barn, så var der aldrig nogen, der fik børn. For det var jo helt sindssygt, hvad jeg skulle igennem af tanker, siger Rikke, som alligevel får nogenlunde styr på tankemylderet inden fødslen. Tristans medfødte immunforsvarsdefekt betyder, at han er konstant syg og ikke vil ammes, og derfor er det første år efter fødslen langt fra idyllisk. Kaos, grædende baby og en desperat mor på en pilatesbold, er næsten alt, hvad Rikke husker fra den første tid.
– Efter fødslen var jeg både meget glad og meget usikker. Jeg var ærlig talt sindssygt bange, fordi jeg for alvor fandt ud af, at jeg var alene om det her. Det var som om, at familien var helt på, da jeg var gravid, men så forsvandt de lige så snart, at baby var ude. Og jeg havde jo ikke nogen mand, jeg kunne spørge, og jeg kunne heller ikke lige lægge Tristan og trække luft, når han havde grædt syv timer i træk. Så jeg brugte to sundhedsplejersker, og jeg var ikke for fin til at bede om hjælp og rage til mig, hvor jeg kunne. For hvad fanden skulle jeg ellers gøre?” spørger Rikke. En vugge, der hænger i en krog fra loftet, bliver en af Rikkes bedste hjælpere i løbet af det første år. Hun binder et langt tørklæde på vuggen, så hun kan ligge på sofaen med tørklædet i hånden, mens hun sniger sig til at lukke de tunge øjenlåg. Alt hvad hun skal gøre er at bevæge håndleddet, og så er vuggen i så meget bevægelse, at Tristan er i ro. Efter to år er vugge, tørklæde og pilatesbold lagt væk, for immunforsvarsdefekten begynder at forsvinde, og roen begynder langsomt at melde sig. Selvom det er hårdt at være solomor, så er der nogle klare fordele, mener Birthe Linddal.
– Folk bliver skilt i meget stor grad, og der er en masse problematikker forbundet med skilsmisser for børn. Så hvis man kigger på det i et samfundsmæssigt perspektiv, så tager man de her børn og splitter deres barndom, fordi de skal have to hjem, to hold naboer, og så skændes forældrene måske ovenikøbet om, hvor barnet skal holde jul, fødselsdag og påske. Den er solomoren jo helt ude over, siger Birthe Lindal.
Det er nu fire år siden, at Tristan kom til verden, og Rikke er stadig kæresteløs, selvom hun godt kunne bruge en mand i sit liv. Også for Tristans skyld, som ifølge Rikke ville nyde godt af en mand, der udfordrer i forhold til den maskuline side.
– Min indstilling om at barnet skulle komme før manden, har måske været en anelse naiv, for en kæreste kommer jo ikke bare ud af den blå luft og banker på din dør. Og som fuldtidsmor med et fuldtidssekretærjob, så kommer jeg bare ikke ud. Livet går op i legeaftaler og det praktiske, så tanken om en mand i vores liv lige nu er noget fjern, erkender Rikke, som dog håber og tror på, at det nok skal komme. I første omgang er hun startet et andet sted og har fundet en reservebedste.
– Det kunne være skønt, hvis der engang imellem var en mand, der kunne tage over, og som jeg kunne dele livet med. For nylig lå jeg med 40 i feber og mellemørebetændelse, men jeg var stadig nødt til at hente mit barn i børnehaven. Så jeg klarer det jo altid på en eller anden måde. Fordi jeg skal!”
Kilde: Netdoktor.dk
Sådan bliver du solomor:
Fra 1. januar 2007 blev det tilladt at behandle enlige og lesbiske par med donorsæd. Det betyder, at du kan blive gratis insemineret med donorsæd til dit første barn, hvis du er under 40 år. Du vælger selv, om du skal insemineres med en anonym sæddonor eller en åben sæddonor. Hvis du vælger en anonym donor, kender du til højde, vægt, hår- og øjenfarve, og vælger du en åben donor, har barnet også mulighed for at få kontakt med donoren, når det fylder 18 år. Kilde: Netdoktor.dk |