Skal der gnides bakterier i såret?

Sår er en del af livet. Men sår skal også helst hele. Der er dog forskellige faktorer, som kan kompromittere den proces, og så kan en lille skramme blive et stort problem. Nyere forskning tyder dog på, at fjender, faktisk er venner, når det kommer til sårheling.

Ingen går gennem livet uden skrammer. Vi falder, slår os, skraber et knæ, ridser os på papir, fremprovokerer vabler, skrider med skraberen eller falder ned fra gyngen. Vi får alle knubs. For mange, vil man kunne mærke, når huden har taget skade. Smerten og svien vil alarmere os om, at noget er galt, som kræver vores opmærksomhed. Der er dog nogen, for hvem nedsat følesans betyder, at alarmklokkerne forbliver tavse, og så kan et lille sår udvikle sig til et rigtig besværligt problem. Det vender vi tilbage til.

For uanset hvor meget eller lidt et sår får tårerne til at presse sig frem i øjenkrogen, er det vigtigt at have fokus på sit sår, og der forskes løbende i, hvordan man optimerer helingsprocessen. Og selvom rigtig mange vil opleve, at sår forsvinder mere eller mindre af sig selv over tid, tyder forskning på, at man med simple midler kan fremskynde processen. Bakterier lader nemlig til på flere måder at kunne speede processen op og mindske risikoen for infektion. Nu tænker du måske, at bakterier jo netop er noget af det, man skal forsøge at holde langt væk fra et åbent sår, og det er også til dels rigtigt.

For hvor man engang troede, at alle bakterier skulle udryddes, ved vi i dag, at bakterier ikke kun er dårlige. Rigtig mange bakteriestammer er gode og lever i- og udenpå kroppen i fred og fordragelighed med vores egne celler. Blandt dem er mælkesyrebakterier og bakterier fra bifidostammen. Netop de typer er der også lavet forsøg med i forhold til at optimere sårheling, og resultaterne er lovende.

Stort potentiale

Det skal understreges, at forsøg med at bruge bakterier aktivt i sårheling, stadig er meget nyt. Man er først for alvor begyndt at få øjnene op for bakteriers sameksistens og betydning for en lang række kropslige funktioner i de senere år, og derfor er det svært at mejsle et facit om effekten i granit. Men flere af de studier, som er udført på nuværende tidspunkt, peger på, at der er et potentiale.

Netop potentialet ser Klaus Kirketerp-Møller, som er overlæge på Videncenter for Sårheling på Bispebjerg Hospital også.

“Jeg tror, der er et kæmpe potentiale i det her felt. Tanken er, at man ved at tilføre eksempelvis mælkesyrebakterier til et sår, kan udrydde de dårlige bakterier, som ellers kunne leve der, og det er meget fascinerende.”

– Der er ikke stor evidens endnu, men det ser lovende ud, siger Klaus Kirketerp-Møller.

En del af teorien bag at tilføre bakterier til sår er netop, som Klaus forklarer her, at de gør det svært for de dårlige bakterier at overleve. Forskellige bakteriestammer kan nemlig være i “krig” med hinanden, og nogle typer er stærkere end andre. Derfor er en del af forklaringen, at mælkesyrebakterierne – eller andre gode bakterier – kan udkonkurrere de bakterier, som kan give infektion og forhale helingen.  

Slutteligt mener man også, at de gode bakterier kan være med til at fremme sårhelingen med deres egenskaber. De gode bakterier er netop kategoriseret som gode, fordi de tager aktivt del i fysiologiske processer, som er gavnlige for os. Her peger flere studier på, at bakterierne på huden – såfremt det er de rigtige – kan arbejde aktivt med hudcellerne og øge kollagenproduktion, fugt og elasticitet for bare at nævne nogle ting, som også alt sammen ser ud til at kunne få et sår til at hele hurtigere.

Læs også: Naturen bekæmper sår-infektion

Mindsker behovet for antibiotika

Ved at bruge bakterier til aktivt at fremme heling af et sår og mindske risikoen for at infektionsdannende bakterier kan slå sig ned og gøre skade, har metoden også en anden fordel. Det kan nemlig, såfremt teorien virker, også mindske brugen af antibiotika. Antibiotika er den behandling, man bruger, for at komme af med de skadelige bakterier. Det har dog to udfordringer: Medicinen slår også de gode bakterier ihjel, og brugen af antibiotika øger risikoen for antibiotikaresistens. Sidstnævnte er et stigende problem, og man forventer, at det vil blive en stor udfordring i fremtiden.

Resistens opstår, fordi bakterier eksponeres for antibiotika i en mængde, som ikke er nok til, at slå dem ihjel, men tilstrækkeligt til, at de kan tilpasse sig mod truslen. Frygten er, at bakterierne på et tidspunkt vil have udviklet resistens overfor så mange typer af penicillin, at vi medicinsk bliver sparket tilbage til før medicinens opfindelse, og mennesker kunne dø af selv simple bakterieinfektioner.  

Derfor er det godt at minimere brugen. Det arbejder Klaus Kirketerp-Møller også med i sin forskning.

– Vi laver nogle forsøg, hvor vi bruger eddike til at slå bakterierne ihjel, særligt i forhold til biofilm, hvor antibiotika nemt kan komme til kort, siger han.

Biofilm betyder en hinde af bakterier, der blandt andet kan dannes i et sår. Her udnytter bakterierne den tætte struktur til at gemme sig mellem hinanden, hvorfor det kan være ekstra svært at behandle med antibiotika.

Vil man undgå, at de dårlige bakterier slår ring om sig selv og hinanden i et sår, og dermed øger risikoen for, at en mindre skramme kan blive et kronisk problem, eller vil man bare fremme sin heling, er der altså mange gode argumenter for at arbejde med de gode bakterier. Det kan man gøre eksempelvis ved at bruge cremer, der er beriget med eksempelvis mælkesyrebakterier. Man kan teoretisk også gøre det gennem kosten og kosttilskud, men det meste forskning på emnet har undersøgt den mere direkte påvirkning.

Læs også: Tarmbakterier blokerer for allergi

Sårhelingens fire søjler

Og så vender vi tilbage til begyndelsen. For inden man overhovedet går i gang med at rense og pleje et sår, skal man vide, at det er der. Det kræver, at kroppen gør opmærksom på, at huden er blevet beskadiget. Men for nogle mennesker er det alarmberedskab sat ud af drift, fordi deres følesans er stærkt nedsat.Det gælder eksempelvis mennesker med diabetes. Sygdommen vil nemlig med tiden kunne betyde, at man særligt har svært ved at mærke sår på fødderne, hvorfor risikoen for, at en vabel udvikler sig til at langvarigt sår, er stor.

Derfor skal man som person med diabetes være god til at tjekke – eller få andre til at tjekke – de områder, hvor følesansen er nedsat. Udvikler såret sig, kan man ende med at blive henvist til Klaus Kirketerp-Møller. Rigtig mange af de patienter, han ser, har netop diabetes, eller er mennesker, som af den ene eller anden grund har problemer med venerne som eksempelvis kan skyldes blodpropper. Når en patient kommer til ham, er der særligt fire søjler, han kigger på, og dem kan man også være opmærksom på derhjemme. Det første er infektion – de dårlige bakterier – som forskning tyder på, man kan mindske risikoen for ved at bruge probiotika, altså de gode bakterier.  

– Foruden infektion kigger vi på hævelse, aflastning og blodforsyning. Det er parametre, man bør være opmærksom på ved alle sår, og som man til dels kan påvirke selv, siger han.

Klaus Kirketerp-Møller siger klart, at man skal lade fagpersoner om at lægge kompression, for at undgå hævelse, men derudover forklarer han, at man kan optimere blodforsyningen ved at bevæge sig.

Har man et sår på fod eller ben, er det klart, at man ikke skal løbe et maraton, da man også skal aflaste såret, men han vil klart anbefale alle, at få brugt kroppen, for at fremme heling.

Ingen kommer gennem livet uden skrammer, og tiden heler mange sår. Men heling kan gå lidt hurtigere og mere smertefrit med den rette pleje, og udebliver helingsprocessen på trods, bør man opsøge læge for at få den fornødne hjælp i tide.