Skal smerter have lov at gøre skade?

Af: Carsten Gottlieb

Foto: Shutterstock

Livskvaliteten sænkes alvorligt, når du lever med smerter. Men nogle smerter er svære at slippe af med, uden at forbruget af håndkøbsmedicin bliver skadeligt i sig selv. Så det kan være en god idé at alliere sig med naturen også.

Livet gør ofte ondt, og bestemt ikke kun i overført betydning. Smerter er en større del af hverdagen, end vi egentlig tænker over. Hovedpine, rygsmerter, ømme muskler, ligtorne … fortsæt selv listen.

Nogle gange får smerterne ekstra styrke, så vi søger behandling. Behandling kan ske efter et besøg hos lægen, eller vi kan selv iværksætte behandling (evt. efter et besøg hos lægen). Ofte er behandlingen lig med smertestillende midler, som gør det muligt at angribe dagens gøremål.

Men smertestillende midler har en række ulemper.

  • For det første er smertebehandling næsten altid symptombehandling. Selvom du fjerner et symptom, har du stadig sygdommen.
  • For det andet er det aldrig sundt for kroppen at fylde den med medicin, håndkøbt eller ej. Acetylsalicylsyre, paracetamol, ibuprofen, diclofenac. De fremmedartede og eksotiske navne på præparaternes virkestoffer illustrerer på poetisk vis, hvor fremmede de er for vores hverdag. Det er de ved overforbrug også for kroppen, som risikerer en række langtidsforstyrrelser af f.eks. hormonbalance, blodtryk og mavesyre. Samt kroniske smerter.

Op og hop

Smerter er kommet for at blive – ligesom mandage og MUS-samtaler. Og der findes i mange tilfælde en vej til en fredelig sameksistens med dem.

Det første og største råd er ikke et af dem, du skal skal sætte dig ned, før du får at vide. Du skal alligevel bare op at stå igen med det samme.

Motion og fysisk aktivitet er sandsynligvis det vigtigste middel, der findes mod smerter. Al slags motion tæller, men jo mere du anstrenger dig, jo bedre effekt. Fysisk aktivitet styrker musklerne, kredsløbet og forbrændingen. Konditræning øger både styrke og bevægelighed i alle led, og som en bonus frigiver hjernen hormoner, som gør dig i bedre humør.

Måske lider du af kronisk sygdom eller andet, som handicapper din frie aktivitet. Så skal du huske, at den rigtige motion for dig er det, du er i stand til. Det gælder også, hvis du er hæmmet af smerter. Det, du kan udføre, er din motion.

Færre smerter er bedre

At være smertefri er en behagelig tanke, og det må gerne være målsætningen for din behandling og aktivitet. Men måske er det ikke realistisk at blive helt fri for smerter. I sådan et tilfælde er det gavnligt at tænke på din indsats som to-delt: Nogle smerter skal helt væk, og andre skal være til at leve med.

Det er vigtigt ikke at tabe modet. Sammenlign f.eks. dine smerter med udsagnet: ”Jeg kan ikke bøje mine fingre”. Hvis behandling kan hjælpe dig med at bøje to fingre, har det allerede betydning. Hvis du når frem til at bøje fem fingre, er det endnu nemmere at acceptere dem, du stadig ikke kan bruge.

En metode til at acceptere ting, som i udgangspunktet er uønskede, er mindfulness. Den mentale øvelse hjælper mennesker til at være til stede i nuet på en konstruktiv måde og har vist forbløffende resultater i forhold til mange typer sygdom – ikke mindst ved kroniske smerter.

Der er kurser i mindfulness, hvor man forholdsvist hurtigt kan blive fortrolig med teknikken. Der findes også velegnede apps, som kan instruere dig i sygdommen. Undertegnede kender en mand, som efter et kraniebrud lider af voldsomme hovedpiner. Ved hjælp af en mindfulness-app på mobilen får han hovedsmerterne under kontrol i løbet af få minutter.

Mindfulness er ikke smertestillende, men det er altid værd at give et forsøg, før du sluger endnu en albyl.

Spørg hos helsekosten

Hvis dine smerter efter motion og mindfulness stadig ligger på et niveau, som er svært at leve med, er det værd at tage en tur hen omkring din helsekostbutik. En krop, som er forsynet med de nødvendige, essentielle næringsstoffer, er mere robust over for alle påvirkninger – også smerter.

Ofte er det bedste råd at gå ind ad døren og lade personalet rådgive dig. Deres viden er generelt meget bred, så du kan få et tilskud med hjem, som du kan efterprøve.

To tilskud skal nævnes i denne sammenhæng på grund af deres naturlige egenskaber: Gurkemeje og MSM.

MSM for ledsmerter

MSM er et svovlholdigt stof, som findes naturligt i kroppen. Svovl er en meget vigtig ingrediens i mange af kroppens processer, og selvom vi spiser os til store mængder af mineralet, kan kroppen have svært ved at optage det i tilstrækkelige mængder. Det hænger dels sammen med tilstanden og tilbredningen af de animalske fødevarer, som er de store kilder til svovl. Og dels skyldes det kroppens egen evne til at optage stoffet – som med mange andre næringsstoffer nedsættes optagelsen med alderen.

MSM stimulerer især vedligeholdelse og til dels genopbygning af brusk og led. Stoffet har også dæmpende virkning på inflammation. Derfor benyttes det med positivt resultat af mennesker med både slidgigt (artrose) og leddegigt. MSM fås i tablet og pulver.

Stoffet er også ingrediens i nogle udvortes produkter med f.eks. aloe vera, som styrker hud og bindevæv.

Hvis du synes, svovl lyder ubehageligt eller giftigt, så husk på, at vi her taler om svovl i mineralform. Det er et af de mineraler, kroppen indeholder mest af, og almindeligt bordsalt er meget mere giftigt end MSM.

Gurkemeje mod inflammation

Naturens bedste smertemiddel er måske gurkemejeroden. Eller rettere dens indhold af kurkumin.

Kurkumin har især effekt på inflammation i kroppen, og det er meget ofte inflammation, som ligger bag smerter. Det gælder bl.a. for gigtsygdomme, og derfor benyttes gurkemejepulveret ofte af mennesker, der er plaget af gigt. Virkningen er blevet sammenlignet med ibuprofen – men i en naturlig form, som er bedre for kroppen end håndkøbsmedicin.

Virkningen af kurkumin bliver forstærket af piperin, som findes i sort peber. Derfor er det en fordel at gå efter de tilskud, hvor piperin allerede er tilsat.

Naturlige alternativer?

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige og alternative metoder og midler.

Se mere på www.naturli.dk hvor du også kan finde kilder til denne artikel og søge på andre artikler om naturlig smertelindring.