Sklerose sætter sig i fødderne

Af: Tina Rønhøj/kommunikationskonsulent i Danske Fodterapeuter

Foto: Shutterstock

Har du sklerose, kan fodterapi lindre dine fodproblemer. Nedgroede negle, hård hud og nedsat følesans er nogle af de typiske problemer, som fodterapeuter oplever hos mennesker med sklerose.

I det hele taget er neglene udsatte, fordi sklerose kan være skyld i, at du går foroverbøjet eller har problemer med balancen. Negleproblemerne er typisk, at de er nedgroede, tynde, hvide og bløde.

Hård hud af tryk

Du kan også have eksem, psoriasis, fodvorter eller mere hård hud, end du plejer. Hård hud kommer ofte på de steder, der bliver udsat for tryk, hvis du går anderledes end normalt. Trykket kan også opstå af for stramt fodtøj, som nogle foretrækker at gå i for at kunne mærke, at det sidder til.

Blålige, kolde, hævede eller hyperfølsomme fødder er også nogle af de symptomer, som fodterapeuter kæder sammen med sklerose. Lige så vel som fugt og svamp mellem tæerne kan være et problem. Det sker, at de såkaldte tvær- og svangbuer under foden forsvinder, så foden minder om en babyfod i større format. Dropfod, hvor foden hænder nedad, når du går, er også et typisk problem.

Læs også: Sklerose blev en forbandelse i forklædning for Anne Sofie Espersen

Svært at klippe negle

Det er ikke alle gener, der er permanente. Generne kan være ret så uforudsigelige, da de kan være midlertidige, variere i styrke, komme pludseligt eller komme snigende. Det kan også være, at du slet ikke har problemer med fødderne, men med hænderne og derfor har svært ved at klippe dine tånegle selv.

Sklerosepatienter kan have nedsat følesans, ligesom diabetespatienter kan have det. Og da fodterapeuter behandler omkring 125.000 mennesker med diabetes om året, har de stor erfaring med at behandle de problemer, nedsat følesans kan bringe med sig.

Indlæg, aflastninger, neglebøjler og rådgivning i valg af sko er nogle af de redskaber, fodterapeuter har i værktøjskassen, som kan reducere trykket på fødderne og forebygge problemer.

Hvad mærker du?

Nogle af de fodproblemer, som mennesker med sklerose selv oplever, er:

  • Smerter på grund af stive ben og ankler
  • Kramper i tæerne om natten
  • Brændende fornemmelser i underben og fødder
  • Føles som at gå direkte på knoglerne.
  • Nedsunkne forfødder

www.scleroseforeningen.dk

Artiklen er skrevet sammen med fodterapeuter, der har erfaring med behandling af mennesker med sklerose.