Skuespiller Bodil Jørgensen: “Mor besluttede sig for at dø”

Skuespilleren Bodil Jørgensens mor fik konstateret demens i 2001. Kærligheden og omsorgen fra især hendes mand holdt hende i live og glad til det sidste. Men da Bodils far døde, 11 år senere, besluttede moren sig for heller ikke at leve længere og nægtede at tage føde til sig. Som pårørende var det et både smukt og tragisk forløb at være vidne til, fortæller Bodil Jørgensen.

For to et halvt år siden døde Bodil Jørgensens mor efter mere end ti år som demenspatient. Hun besluttede sig for at holde op med at leve, to måneder efter hendes livslange kærlighed døde af en hjerneblødning. For det var kærligheden og den aldrig svigtende støtte fra ægtemanden, der gav Rigmor Eskesen, som hun hed, livsgnist lige til det sidste.

– Det var smukt midt i al elendigheden, siger Bodil Jørgensen, der selv mærkede, hvor vigtig familiens støtte var, da hun sidste år kom alvorligt til skade under filmindspilninger.

Bodil Jørgensen voksede op på en gård i Vejen sammen med sin storesøster, Kirsten, og sin lillebror, Anders. Hendes lillebror er journalist, og hendes storesøster er læreruddannet men arbejder i dag som organist ved tre små, jyske landsbykirker. Moderen var den effektive bondedatter med lærerjob, køkkenhave og stort hus samt en evig dårlig samvittighed over, at hun som den ene af to i søskendeflokken på syv, havde fået lov til at læse videre. Bodils far, Frede Jørgensen, der også var lærer, var den upraktiske, drømmeren, og børnene havde mange pligter derhjemme.

– Jeg husker mor som travl. Vi havde tit gæster, og hun havde også den egenskab, at hun tog sig af de svage. F.eks. havde hun elever hjemme og gav dem timer i ekstralæsning uden at sige det højt. Hun var også typen, der ikke kunne lide at lade sig varte op på et hotel, så hun redte selv sin seng og ryddede op efter sig efter morgenbuffet’en. Hun var ret enestående, og hun havde altid tid til alle. Samtidig kunne min far provokere hende med sin langsommelighed, når vi skulle ud af døren, og når han kørte bilen, sagde hun: ”Kør nu, den bli’r ikke grønnere,” hvis han ikke trådte på speederen i det sekund, lyssignalet skiftede. Mor kørte i øvrigt bil meget bedre end far, siger Bodil Jørgensen.

De første tegn på moderens begyndende demens viste sig ved, at hun blev glemsom.

– Hun begyndte at spørge om det samme flere gange. F.eks. kunne hun spørge Johannes: ”Hvad er du så i gang med nu?” Og fem minutter efter spurgte hun igen. Hun begyndte også at gå og flytte rundt på tingene derhjemme. Min far var lynende klar i hovedet og opmærksom på de små ændringer, så han fik hende til lægen. Hun blev scannet i hjernen, og sådan konstaterede de demensen.

Det viste sig, Rigmor havde en demenstype, der hedder afsmalning af hjernebarken. I begyndelsen klarede Bodils forældre sig derhjemme. Frede overtog madlavningen, for pludselig kunne Rigmor ikke huske, om smørret skulle i før melet, når hun lavede sovs. Men det blev sværere, da Frede faldt ned af en stige og blev sengeliggende en længere periode. Moren kunne finde på at stå op om natten og tænde for kaffemaskinen, selv om der ikke var vand på, og bundet til sengen kunne faren ikke gribe ind. Med tiden blev det for farligt, og Rigmor, der på det tidspunkt kun var midt i tresserne, kom på aflastning på et plejehjem.

– Det var det værste, vi oplevede. Hun forstod det ikke. Men med tiden vænnede hun sig til det og begyndte at tænke, hun var tilbage på seminariet. Eller måske på højskolen.

Moderen faldt, brækkede lårbenet og kom i kørestol, og da hun ikke kunne indgå i et genoptræningsforløb, kom hun aldrig hjem igen.

– Far solgte vores hjem, købte en lille lejlighed og viede sit liv til at besøge mor. Han redte hendes hår, strøg hendes tøj, og hans omsorg og kærlighed til hende vil jeg altid bære med mig. Jeg kunne godt have undt dem en alderdom sammen, men når nu situationen var, som den var, fik far også noget ud af det. Han kørte hende rundt i Vejen, hen til kirkegården, hvor han viste hende deres gravplads og sagde: ”Der skal vi ligge de næste 1000 år.” Og til Bager Christensen, hvor de sad og fik en bikube, en marengs med flødeskum, som vi også havde fået ind i mellem i vores barndom. Han var ligeglad, om folk kiggede, når hun sad og hang i kørestolen.

Til Bodils forældres guldbryllup i 2003 havde hendes far lejet selskabslokaler, og han dansede med sin kone og fejrede den store dag.

– Mor elskede musik, sange og salmer. Han købte bånd, som de sad og hørte sammen, eller han spillede harmonika for hende. Alt det gjorde, man kunne holde ud at se det forfald, hun gik igennem. Som pårørende må man holde fast i, der er en kerne, og den bliver ved med at være der. Det gjorde den også i mor. Far begyndte at tale meget om, hvordan de havde mødt hinanden, og historierne voksede inde i ham. Når han fortalte, sad mor og lyttede og smilede, det var virkelig rørende at overvære.

Puttede med dukker

Når Frede kom til Sjælland for at besøge børn og børnebørn, blev han altid kun en dag eller to. Og han sagde nej tak til invitationer fra vennerne om at rejse med til Berlin og Provence.

– Det var nok for ham, når mor kiggede ham ind i øjnene, kendte ham og genkendte ham, og han havde hendes fulde tillid. Og han ville ikke gå glip af sine to daglige besøg hos hende for at tage ud at rejse. For som han sagde: ”Det skulle lige passe, jeg ikke kunne følge hende det sidste stykke.”

Det kom han stik imod al forventning ikke til.

Bodil fortæller, at moderen ikke blev aggressiv, som nogle demenspatienter kan blive. Og hendes omsorgsgen var noget af det allersidste, der røg. For en dag, Bodil kom på plejehjemmet og blev overmandet af sorg over moderens tilstand, var det Rigmor, der trøstede Bodil.

– Hun havde mine og min søster Kirstens dukker stående, og hun puttede med dem. Min far sagde, hun nok troede, det var hendes søskende eller os. Og hun nød at få besøg af min datter. Så sad de to Rigmødre der. De havde noget sammen. De var på samme stadie på en eller anden måde.

Bodils forhold til moderen var tæt i opvæksten, men det blev endnu tættere, da hun selv blev mor.

– Man ringer hjem og spørger om alt muligt, især første gang, man skal være mor. Det er alligevel meget, de mødre går og ved. Når jeg var på turné, tog mor og far med, og så passede de Johannes og senere også Østen.

I slutningen af november blev Bodil Jørgensens far ramt af en hjerneblødning og døde. I begyndelsen af januar året efter mistede hun også sin mor.

– Far døde før hende, og det var ikke planen, hun forstod jo ikke, hvorfor han pludselig ikke kom mere. Hun havde et ungdomsbillede af ham stående på sit værelse, og hun pegede på det og spurgte: ”Hvor er han?” En morgen besluttede mor sig for at holde op med at spise og drikke, og det var et helt klart valg, hun tog. Hun forstod nok ikke helt, han var død, selv om hun var med til hans begravelse, i øvrigt i den kirke, hvor de var blevet gift. Men hun kunne fornemme sangene. Mindre end to måneder efter var vi til begravelse igen. Til min mors begravelse sagde præsten: ”Det er dejligt at vide, man stadig kan dø af ulykkelig kærlighed.” Og det synes jeg også.

Bodil Jørgensen strækker sig lidt, hun har stadig mén efter den forfærdelige ulykke, hun var ude for sidste år under optagelserne til en Far til fire-film. En traktor væltede ned over hende på en skrænt, og hun lå på hospitalet i flere uger i livsfare med lunger, der var tæt på at kollapse samt brækkede ribben og hofte.

Selv om hun er kommet stort set helskindet ud af ulykken, er det blevet for besværligt at bo i de to sammenlagte andelslejligheder på det mangfoldige Nørrebro lige op ad Nørrebroparken. Primært fordi der er bad i kælderen, og Bodils mand døjer også med rygproblemer. Bodil er ikke meget for at skulle flytte, men lejlighederne er solgt, og familien har købt rækkehus i Lundtofte ved Kgs. Lyngby. En stor omvæltning men med praktiske fordele.

– Der er stort badeværelse med siddebadekar og en lille have, siger Bodil, der også har sommerhus ved Hornbæk i Nordsjælland og et enkelt men smukt beliggende delehus i italienske Liguriens bjerge. Hun tager en tår kaffe og vender tilbage til sin tid på hospitalet.

– Min mand var der hver dag, lige som min far var der for min mor. Han kom tidligt om morgenen og bare var der. Børnene kom også hver dag. Det hjælper på livslysten. Vi lever jo i en tid, hvor vi skal realisere os selv og kende os selv, før vi kan hjælpe andre, og det kan være svært at ofre noget vigtigt for den ramte. Men det er vigtigt, der er nogle, som bliver ved med at gide kende én. Det er altafgørende for den, der er ramt.