Både Tarzan og Jane kan være med til DGI jungle sports, en ny form for effektiv træning, der kan dyrkes af alle, uanset alder og formkurve.
De sorte tove hænger ned fra loftet i sæt af to. I den ene ende af hvert tov er en kraftigt polstret slynge gjort fast med karabinhager. Det minder om klatreudstyr, men jungle sports handler ikke om at komme til tops. Her skal du træne alle muskelgrupper og styrke kroppens skelet.
– Du kombinerer seriøs træning med leg, og det fascinerer mig. Du kan sammensætte træningen efter dit humør, så du hele tiden bevarer motivationen, siger Jan Schultz Larsen, der har “importeret” træningsformen fra Norge.
Ved at flytte på kroppen i forhold til tovene, justerer du selv, hvor meget vægt der skal på. Det er altså ikke kun hård træning for motionister eller elitesportsfolk, men også en skånsom metode, der kan tilpasses alle, om det er børn, ældre eller gravide. DGI jungle sports kan både trænes på hold eller individuelt.
Mange af øvelserne er kendte i forvejen, men i jungle sports får de tilføjet en ny dimension. Som de gode gamle armbøjninger, der her foregår frit i luften. Op på tæer, spænd i kroppen, som står skråt fremover og støt med hænderne i slyngerne. Det betyder, at deltagerne ikke alene skal bære deres egen vægt, når de laver armbøjningen, de skal også holde balancen mellem de to tove.
– Det er vigtigt, at bruge musklerne i maven og ballerne til at stabilisere omkring lænden, forklarer instruktør og fysioterapeut Brian Pedersen, der underviser i jungle sports i Vejen Idrætscenter.
– Man bestemmer selv, hvor hårdt det skal være. Hvis man synes, det er for hårdt, kan man bare gøre vægtstangsarmen mindre, forklarer han.
I det hele taget skal der konstant kropsspænding og balance til for ikke at vælte eller ‘knække’ under øvelserne. Og det er netop dét, der gør træningen så effektiv; der er gang i masser af små muskler, uanset hvilken hovedmuskel der arbejder hårdest.
Jungle sports, eller slyngetræning, som det også bliver kaldt, er udviklet at fysioterapeuter i Norge, som bruger det til genoptræning af mange patienttyper i alle aldre.
At det er effektivt, ved Jan Schultz Larsen selv alt om alt om. Han har prøvet det på egen krop efter en alvorlig bilulykke år tilbage. Slyngetræning var den gang ikke en mulighed i Danmark, så derfor gik turen til Norge, hvor der blev trænet i slyngerne hver dag.
– Jeg oplevede så store fremskridt ved hjælp slyngetræningen, at det inspirerede mig til at starte op i Danmark, siger Jan Schultz Larsen, der havde brug for at få genoptræne kroppens skelet efter hans uheld.
Indtil videre er træningsformen ikke så udbredt herhjemme. Derfor samarbejder Jan Schultz Larsen nu med DGI om at uddanne instruktører, så DGI jungle sports kan blive bredt ud til landets idrætsforeninger og foreningsbaserede fitnesscentre.
Tre plusser ved Jungle Sports
|