Aktivt liv? For smalt spor til det rigtige liv

Af: Christine Swane, direktør for Ensomme Gamles Værn, kultursociolog og ph.d.

Foto: Coloubox

Lev aktivt – lev sundt – hele livet! Vi hører det hele tiden, fra politikere, forskere, fagfolk, via medier. Det at leve aktivt og dermed sundt er blevet en livsform, man må følge, hvis man skal opfattes som en ansvarlig og god samfundsborger. 

Fokus på sund og aktiv aldring opstod i EU og WHO for et par årtier siden som politisk respons på den udvikling, at der bliver færre børn, samtidig med at flere ældre lever længere. Det skete for både at forbedre menneskers liv og sikre samfundsøkonomien. Men definitionen af det aktive og sunde liv bygger i vid udstrækning på sundhedsprofessionelle normer for det gode liv, hvor fokus alt for længe har været på vores fysik. Engang lyttede man også til for eksempel lærere og præster, der kunne sige noget om det gode og meningsfulde liv. Efterhånden har vi et ret smalt spor til det, vi forstår som det rigtige liv.

Målt og vejet

Sundhed er blevet en altoverskyggende tankegang, med vægt på synlig produktivitet og fysisk aktivitet. Vi skal leve synligt aktivt og sundt hele livet, så vi ikke ligger samfundet til last. Der er et hierarki i den måde, aktiviteter vurderes på. Betalt arbejde står øverst, at være synligt produktiv på anden vis kommer længere nede, og nederst er aktiviteter, der opfattes som værdiløse.

Det er problematisk, fordi det betragtes som et individuelt ansvar at leve et aktivt og sundt liv, uanset vores livsbetingelser. Vi bliver målt og vejet med udgangspunkt i et økonomisk rationale, der sætter syge, fattige, arbejdsløse og også ældre, som står uden for arbejdsmarkedet, bagud på point. I grunden lever vi vel alle et aktivt liv, med større eller mindre armbevægelser? Det gør selv de ældste, som kan være syge, trætte og mætte af dage. For dem kan det at bevæge sig udenfor eller hen til spisebordet være en aktivitet. Hvilke enheder har vi på målebåndet?

Forkert parameter

Jeg mener, at vi grundlæggende bliver vurderet på en forkert parameter, nemlig ud fra en økonomisk betragtning, hvor det forsøges gjort op, om vi bidrager til samfundet. Og her kommer alle, der bevæger sig uden for arbejdsmarkedets struktur, til kort. For ikke at blive set som en byrde for samfundet skal vi derfor bevise, at vi er aktive og sunde. Ved at gå til fitness, så vi forbliver raskere, og være frivillige på det lokale plejehjem, indtil vi selv flytter ind. Pauser, hvile, refleksion, minder og stilhed defineres som fravær af aktivitet. Det skriger til himlen i et samfund, hvor så mange er stressede, og hvor den mentale sundhed er dårligere end nogensinde.

 


Holdningerne inden for sundhed er mangfoldige, og ikke alt kan bevises i store undersøgelser. Derfor har Helse inviteret stærke personligheder til at komme med deres syn på sundhedsvæsenet anno 2018. I august er det Christine Swane, der er direktør for Ensomme Gamles Værn og desuden kultursociolog og ph.d.