Den 56-årige John Jakobsen er en glad mand. Hans forsæt om en sundere livsstil er lykkedes. Den sidste pibe tobak blev røget den 1. september sidste efterår – cigaretterne havde han lagt fra sig en del år inden. Men piben var svær at slippe.
– Der var mange årsager til, at jeg gerne ville stoppe med at ryge. Vi var jo efterhånden et jaget folkefærd; det blev sværere og sværere at finde steder, hvor man kunne nyde sin pibe. Min kone og jeg havde planlagt en tur til Vietnam, og tanken om at sidde i flyet i 12 timer uden at kunne ryge var ikke til at bære. Så jeg besluttede, at jeg skulle stoppe med tobakken inden turen. Og så var der selvfølgelig alt det helbredsmæssige. Jeg havde lidt knas med blodtrykket. Og sidste sommer fik min kone lokket mig til at løbe en lille tur engang imellem. Her kunne jeg virkelig mærke, at jeg manglede luft. Samtidig var børnebørnene jo blevet så store og kloge, at de af og til sagde “Bedstefar, det er altså usundt at ryge!”, ler John Jakobsen. Han besluttede sig for at tage den tid, der skulle til for at blive røgfri, og han blev en af de første brugere på Dit Digitale Rygestopprogram.
Websitet www.ddsp.dk fandt han en aften, han sad og søgte efter tips til rygestop på internettet. Han udfyldte straks spørgeskemaet og valgte hver dag at få en mail.
– Jeg var også tilmeldt sms i starten, men der var et lille problem. Sms’erne kom kl. 5 om morgenen, så dem frameldte jeg igen, smiler John, der ikke blev særlig populær hos fruen i huset, da de natlige beskeder begyndte at tikke ind. En begynderfejl, som er rettet nu, fortæller Kræftens Bekæmpelse, der driver sitet.
– Men det var alle tiders med den daglige mail. I den kunne jeg se, hvor mange dage jeg nu havde været røgfri, og hvor mange penge jeg dermed havde sparet. Jeg var sådan set lidt ligeglad med pengene, men det gjorde mig stolt og gav mig endnu mere motivation at følge, hvordan antallet af dage som ikkeryger bare steg og steg, fortæller John Jakobsen. Den daglige mail indeholdt også øvelser eller filmklip, hvor tidligere rygere fortalte om at stoppe, og hvordan de oplevede deres nye røgfrie tilværelse. Og på bloggen eller forummet inde på ddsp.dk fik John sig ofte en “snak” med andre rygestoppere.
– Alle har dårlige dage, og det havde jeg også. Så var det bare rigtig godt at gå ind på bloggen, for der var altid nogen, der stod klar til at bakke en op – “bare hæng på, du skal nok klare det,” lød det hver gang, og de fik jo ret, siger John, der selvfølgelig også selv var med til at støtte de andre brugere, når en af dem mistede troen på, at de kunne sige farvel til tobakken.
– Jeg besøger stadig af og til bloggen, nok mest for at vise de andre derinde, at det godt kan lade sig gøre, og for at give dem, der står midt i det netop nu, et skulderklap. De synes, det er godt, man gerne vil give sit besyv og sin støtte med, og samtidig får jeg et skulderklap igen, når de kommenterer, at det er “godt gået” af mig, at jeg nu har været røgfri så længe.
Nu, hvor John ikke længere ryger, er det faktisk også blevet nemmere at leve sundt på andre områder. Løbeturene er blevet længere og oftere. Frugt blev en erstatning på de lange dage, hvor trangen til tobak kom snigende.
– Jeg har aldrig spist så meget frugt som nu, ler han.
– Jeg er også blevet bedre til at passe min seng. I den svære begyndelse blev jeg af og til nødt til at gå tidligt i seng, for så vidste jeg da, at jeg ikke kunne ryge dén aften. Og jeg sover lidt længere om morgenen nu, for jeg skal jo ikke nå at få min pibe tobak, inden jeg tager på arbejde. Jeg er også begyndt at læse meget mere – for jeg har mere tid til mig selv, konstaterer John Jakobsen glad.
Men én ulempe har rygestoppet dog medført:
– Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville blive sådan en rigtig anti-ryger, men det er godt nok svært. Egentlig må vi ikke ryge indenfor på værkstedet, hvor jeg arbejder, og så snart nogen gør det, kan jeg meget nemmere lugte det nu. Min lugtesans er blevet 3-4 gange så god som før, ler John Jakobsen.
John Jakobsen er blevet rigtig glad for at løbe. Ikke mindst efter han har kvittet piben. Han kan mærke, at han har mere luft nu til løbeturene, og det har givet ham blod på tanden. Sidste sommer var der udfordring nok i et par kilometer, men nu har han mod på længere ture. Hans mål er at gennemføre en halvmaraton, inden året er omme. Som forsøgsdistance har han blandt andet tænkt sig at løbe hjem fra arbejde, en tur på godt 17 kilometer.