Smerter som livsvilkår

Siden gymnasietiden har stærke smerter præget 39-årige Lars Bye Møllers liv. Han har en hverdag med brændende smerter til fælles med omkring 850.000 danskere, som lider af kroniske smerter. I dag er Lars Bye Møller førtidspensioneret og kæmper for at holde smerterne i skak.

Alle former for sport og fysisk aktivitet har været en stor del af Lars Bye Møllers liv og identitet. Lige indtil smerterne satte ham skakmat. Det begyndte med en skærende smerte i den ene skulder.

– Jeg var ude på en helt almindelig cykeltur og skulle cykle op ad en bakke. Pludselig mærker jeg en brændende, skærende smerte i højre skulder og arm. Smerten vil ikke rigtig forsvinde igen. På det tidspunkt gik jeg i 2. g og boede hjemme hos mine forældre.

– Min praktiserende læge sendte mig videre til en specialist, der ikke kunne finde en forklaring på mine smerter. Jeg fik binyrebarkhormon og begyndte at indrette mit liv på en lidt anden måde, fortæller Lars Bye Møller.

Må skrive med venstre hånd

Smerterne betyder blandt andet, at Lars Bye Møller må lære at skrive med sin venstre hånd og ikke længere kan sove på den ene side. Han får at vide, at han har hypermobile led, men prøver at leve så normalt som muligt og begynder at dyrke andre former for sport, som ikke belaster skulderen på samme måde. Men allerede et års tid senere får han nye stærke smerter, denne gang langt værre.

– Jeg havde et sabbatår, hvor jeg arbejdede for at få penge til et tre måneders ophold i Australien, hvor jeg kunne dyrke min store passion; windsurfing. Da jeg igen er kommet hjem og en dag er ude for at windsurfe, lander jeg lidt tungt i forbindelse med et loop og oplever samme brændende og skærende smerte, denne gang i underarmen. Det føltes som at få stød og gjorde afsindigt ondt.

De to oplevelser varsler begyndelsen på et hverdagsliv, som i stadigt stigende omfang bliver undermineret af voldsomme smerter, der i løbet af kort tid går fra at være afgrænsede til at sprede sig til hele kroppen.

Farvel til uddannelsen

Trods sine smerter begynder Lars Bye Møller på sin drømmeuddannelse på Københavns Universitet, hvor han læser idræt. Uddannelsen rummer en del fysisk aktivitet og Lars hænger på, så godt han nu kan. Men smerterne eskalerer og efter 2. semester har Lars Bye Møller det så dårligt, at han ikke kan møde op. Han må droppe ud af universitetet og begynder i stedet at arbejde på et fritidshjem og i en børnehave.

– Det var et helvede. Jeg måtte kæmpe mig igennem hver eneste dag. Jeg kunne ikke lege med børnene ret længe ad gangen og havde svært ved at stå op i længere tid. Jeg brød ofte grædende sammen på toilettet og var simpelthen så forpint af smerter.

Smerter påvirker psyken

Undervejs opsøger Lars igen og igen sin praktiserende læge, skifter læge undervejs, bliver tilset af specialister og afprøver også forskellige former for alternativ behandling. Uden resultat. Hele forløbet oplever han som meget ustruktureret og uden en fast udredningsplan.

Samtidig begynder de mange smerter at tære på psyken. Under en tur til New York, hvor han opsøger en alternativ behandler, bryder han sammen og bliver efterfølgende indlagt på psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet med angst og depression.

– Lægernes fokus var desværre at behandle min angst og depression fremfor at have fokus på smerterne, som var udgangspunktet for hele min situation. Jeg fik elektrochok og psykofarmaka, men det havde jo ingen effekt på mine smerter.

Vendepunktet

Efter et års tid bliver Lars Bye Møller henvist til en smerteklinik og får et mildt morfinpræparat, som tager toppen af hans smerter. Det betyder, at han igen kan sove, og han oplever fremskridt i forhold til sin smertebehandling. Med tiden får han bedre styr på sine smerter, ligesom også angsten og depressionen aftager væsentligt.

Efter aftale med smertelægen skal han efter to år forsøge at trappe ud af morfinen, men uden en struktureret, individuel plan i ryggen går det galt. Og Lars Bye Møller oplever igen at blive sendt fra den ene speciallæge til den anden, mens smerterne tager til, og de mentale problemer igen begynder at røre på sig. Vendepunktet kommer, da han får en ny praktiserende læge, som tager sig tid til at lytte og finde frem til kerneproblematikken.

– For første gang i seks år oplever jeg, at jeg får en reel støtte, og at der er en fagperson, som kigger på smerterne som en selvstændig lidelse og ikke som et symptom på noget andet. Jeg føler mig lyttet til og set – og det gør mig tryg. Samtidig får jeg en henvisning til en tværfaglig smerteklinik og en recept på et morfinpræparat, som hjælper mig gennem de værste smerter.

Balance mellem medicin og smerter

Undervejs i forløbet bliver Lars Bye Møller diagnosticeret med fibromyalgi og får tilkendt en førtidspension, ikke efter eget ønske, men efter en lægefaglig indstilling. Nu har han været medicinfri fra morfinpræparater i et år, men hans funktionsniveau er faldet så meget, at han igen er ved trappe op. Denne gang med afprøvning af ny medicin på en smerteklinik, hvor han føler sig lyttet til.

I dag har han det med egne ord ”relativt godt.”

– Min hverdag er en kamp for at finde en balance mellem dét, jeg gerne vil, og dét, jeg kan. Det handler også om at finde en identitet uden for arbejdsmarkedet og selv at putte indhold i min hverdag. Jeg er meget engageret i foreningsarbejde og dyrker yoga og meditation. Jeg elsker at fotografere og er glad for at fiske – alt sammen er det med til at fjerne fokus fra smerterne. Og så øver jeg mig i at være i nuet, at være mig som menneske og ikke bare som patient.

Lars Bye Møller har trænet sig i at tænke i løsninger frem for begrænsninger: Han har gamle cykler parkeret forskellige steder i København, som han kan bruge, hvis det bliver for smertefuldt at gå. Han har en app, der kan skrive dét, han siger, så han ikke skal bruge sine hænder. Og så har han investeret i en elcykel, som gør, at han kan komme på længere cykelture med sin kæreste.