Smerterne er ikke det værste

En gråvejrsdag i juli 2010 kom Henning kørende på sin scooter, da en bil fra en sidevej overså ham. Henning fløj hen ad asfalten. Siden har han haft kroniske smerter.

– Han havde bare ikke set mig. Ordene kommer fra Henning Hansen, 55 år. Ulykken, der beseglede hans skæbne, var på ingen måde ekstraordinær eller spektakulær. Den var et hændeligt uheld. Men konsekvenserne af den, bærer Henning stadig på, selv om der ikke er had eller nag at spore i hans stemme.

Henning havde inden ulykken haft problemer med sin skulder og var blevet opereret flere gange. Derfor havde han fået et aktiveringsjob gennem kommunen, hvor han ikke skulle løfte sin skulder over en vis højde eller bære tunge ting. Helt ekstraordinært havde han fået lov til at beholde arbejdet i to år, selv om man almindeligvis ikke må blive det samme sted mere end et år, men det passede Henning fint. Han havde det godt med at stå op om morgenen og komme ud blandt mennesker.

Konstante smerter

Henning fik et ordentligt slag på skulderen, og menisken i knæet blev ødelagt, den dag han blev kørt ned. Henning blev opereret og lappet sammen efter bedste evne, men smerterne gik ikke væk. Når man ser på Hennings afslappede ansigtsudtryk og hører den rolige stemme, kan det være svært at forstå, at han hele tiden har smerter, men som så mange andre kroniske smertepatienter, så udtrykker Henning ikke sin smerte gennem mimik og klager. Skal han definere sin smerteoplevelse på en skala fra 1-10, hvor 1 er ingen smerter og 10 er de værst tænkelige smerter, så siger han 7, og det ligger meget jævnt. Belaster han sig, eksempelvis ved at være mere aktiv end sædvanligt, bliver smerterne værre.

– Smerterne i knæet er en dunkende smerte, der bliver værre, hvis jeg laver for meget. Når jeg har været ude at gå, skal jeg lige hjem og have benet op ad og måske is på, så fortager det sig igen efter et stykke tid. Smerterne i skulderen kommer specielt ved berøring. Jeg kan godt holde til at have en trøje på, men ellers kan jeg ikke holde ud at have noget, der rører ved det. Lige nu er jeg med i et forsøg, hvor jeg bærer nogle plastre med medicin i, men de hjælper mig ikke og plastrene generer mig. Dem vil jeg i hvert fald aldrig komme til at bruge.

På trods af de mange smerter får Henning ingen medicin.

– Det er en af de ting, jeg har fundet ud af med hjælp fra smertecenteret. Medicinen gjorde ingen forskel. På et tidspunkt fik jeg metadon, men heller ikke det hjalp, og så trappede jeg ud af alt medicinen. Ellers skulle jeg have så store doser, at jeg ville blive afhængig og påvirket, og det vil jeg ikke.

Op hver morgen

Henning er nu blevet tilkendt førtidspension, så han skal ikke længere i arbejdsprøvning eller møde på kommunen, men alligevel holder han fast i at komme op hver morgen. Han har fået en hund, som han begynder dagen med at lufte.

– Jeg sover ikke så godt. Det er svært på grund af smerterne. Det er svært at finde en måde at ligge på, som jeg kan holde ud, så jeg vågner mange gange, og det kan være svært at falde i søvn igen, og så er det ikke altid lige nemt at komme op om morgenen.

Alligevel holder Henning fast i at komme op hver morgen og giver sine dage en fast struktur. Hunden bliver luftet tre gange om dagen, han ordner lidt i hjemmet hver dag, tørrer støv af, støvsuger og vasker tøj. I området bor hans mor på 85 år, som han hjælper med indkøb. Han hjælper naboerne med at tømme postkassen eller passe kæledyr, hvis de ikke er hjemme, og om aftenen spiser han foran fjernsynet, hvis ikke sønnen er hjemme.

– Når jeg går min tur om eftermiddagen, møder jeg ofte nogle, jeg kan snakke lidt med eller hilser på naboerne. Det er lidt nemmere at komme i snak, når man har en hund, fortæller Henning, som netop har anskaffet sig hunden for at have noget selskab og få struktur på dagen med de daglige gåture. Livet med en hund betyder også, at han har måttet finde sig i lidt mere snavs i krogene.

– Jeg tager alt det, jeg kan magte, og så må jeg tage resten dagen efter. Jeg har spurgt på kommunen, om jeg kan få noget hjælp, men det kan jeg ikke. De siger, at jeg jo bare kan fortsætte dagen efter, og det er jo også rigtig nok. Jeg har jo ikke andet at lave.

Ikke mange glæder

Direkte adspurgt synes Henning ikke, at der er mange glæder i hans liv. Der er ingen udsigt til at smerterne bliver bedre. Han afventer stadig afgørelsen om erstatning fra forsikringsselskabet og ved endnu ikke, om han kan blive boende i huset.

– Nu, hvor jeg får førtidspension , kan jeg klare det, når jeg holder mine udgifter nede, men når jeg på et tidspunkt går over på almindelig pension, så hænger det ikke sammen mere. Men hvis jeg får min erstatning, så kunne jeg bruge den på huset, og det ville være rart at have det på plads, fortæller Henning, som faktisk synes, at usikkerheden for fremtiden er værre end smerterne.

– Jeg tror ikke, jeg får mere ondt på grund af usikkerheden, men humøret bliver dårligere, og når jeg vågner om natten ligger jeg nogle gange og tænker over det hele, og så bliver det jo ikke nemmere at falde i søvn.

Det dårlige humør går især ud over sønnen Jakob, som er den, der er nærmest.

– Jeg bliver hurtig vred og snerrer. Jeg tror nu, at han godt ved hvorfor, uden vi har snakket om det. Det er ham, der kender mig bedst. Til daglig bor Jakob i Odense, men ofte bruger han weekender og ferier sammen med Henning. Han håber, at humøret bliver bedre, når hans sag om erstatning bliver afgjort. Den har nu trukket ud i mere end et år.