Efter ulykke: Smerterne er mine venner

Sognepræst ved Davids Kirke i København og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard mistede en arm og et ben ved en højresvingsulykke i 2003. Smerterne efter ulykken er der dog stadig i større eller mindre omfang. Men Anne-Mette Gravgaard modtager dem ikke som fjender.

– If you cannot beat them, join them! Jeg har valgt at gøre dem til mine venner, som fortæller mig, at nu er nok nok, fortæller Anne-Mette Gravgaard og understreger, at hun er sådan én, der let kan komme til at arbejde i døgndrift og slet ikke kan holde måde.

– Men så er det, at mine fantomsmerter kommer og stopper mig, strækker mig på lejet og får mig til at gå ned i gear, hvile mig og tage den med ro, fortæller Anne-Mette Gravgaard, der kalder smerterne for gode venner, der er meget samarbejdsvillige, fordi de holder sig på afstand, når hun skal præstere noget professionelt.

– F.eks.. når jeg skal holde gudstjeneste eller et af mine mange foredrag. Det er nok den ekstra adrenalin, der gør, at jeg kan klare tingene uden at gå helt rabundus, fortæller Anne-Mette Gravgaard.

Forskel på smerter

Hendes smerter kan ellers være meget stærke, som voldsomme bølger, der ruller ind, topper og vælter omkuld, for så få sekunder senere at trække sig tilbage og klinge ud.

– Kvinder, der har født, kender sådan nogle smerter som fødselsveer, der jo nærmest er uudholdelige. Egentlig varer den enkelte smerte ikke så længe, men de bliver bare ved og ved at angribe én, som om de var en hel hær, fortæller Anne-Mette Gravgaard, der også har anderledes smerter.

– Den anden type smerte får mig til at tænke på, hvad smerte egentlig er, og hvad der skal til for at vi definerer en følelse som smerte. Og om man måske kunne definere smerter anderledes og dermed ikke være så bange for dem,” siger hun.

Passet efter ulykke

Anne-Mette Gravgaard mener selv, at det er en dyb glæde over at have overlevet den voldsomme ulykke, som har ført hende ind på det spor, der har fået hende til at se smerterne som et gode og ikke kun et onde.

– At jeg er i live i dag, er der mange, der opfatter som et mirakel, slår hun fast.

Anne-Mette Gravgaard husker tydeligt, hvordan det var at vågne op i hospitalssengen efter ulykken.

– Verden og folk i den var så eventyrligt store. Jeg lå jo ned og kunne kun lade mig pleje og passe af alle dem, som lænede sig omsorgsfuldt over mig. Her lå jeg og kunne ikke andet. Jeg tog det hele ind og syntes, det var fantastisk og nyt. Også når jeg hørte sygeplejerskerne fortælle om deres hverdag uden for hospitalet, børn, der lærte at dykke i svømmehallen, om fodring af grise og om rejser til Rom.

– Det hele var så spændende. Og når plejepersonalet skiftede mine forbindinger, vaskede mig og klippede de mange sting op rundt på min krop, så lærte det mig en anden opfattelse af langsomheden. Jeg tror, den erfaring har skubbet mig i en positiv retning. Også i forhold til smerter,” mener Anne-Mette Gravgaard.

Ulykke satte en stopper for stress

Hun fortæller, at hun umiddelbart før lastbilen ramte hende i sommeren 2003, lige var kommet hjem fra Paris.

– Jeg havde trekvart år forinden fået konstateret en tyreodit, dvs. en infektion i min skjoldbruskkirtel, som helt havde blokeret mit stofskifte. Jeg havde det elendigt. Følte mig konstant stresset, var på masser af piller og gik til kontrol hos endokrinologerne på Rigshospitalet. Det var en tilstand, som lægerne forudså kunne blive kronisk, fortæller Anne-Mette Gravgaard. Hun husker stadig tydeligt, at hun følte sig meget træt og forvirret i Paris.

– Jeg kunne slet ikke overskue byen og alle dens tilbud. Helt atypisk for mig, understreger Anne-Mette Gravgaard, der mener, at ulykken satte en stopper for den tilstand.

– Jeg havde det ikke godt. Og så kom ulykken og lagde mig ned. Den kom til at bryde min konstante stress tilstand, så jeg kunne skrotte pillerne og kontrolbesøgene hos hospitalets endokrinologer, siger Anne-Mette Gravgaard, der slår fast, at hun nu er videre i sit liv, som hun på mange måder mener er bedre end før ulykken.

Og det til trods for smerterne. Derfor er den voldsomme ulykke, der kostede hende et arm og et ben, men lod hende beholde livet, et kapitel, som hun mener er afsluttet, selv om hun har forskellige følgeskader. F.eks. bliver hendes tilbageværende hånd overbelastet, så de smertende seneknuder dagligt må masseres af en hjemmesygeplejerske. Noget, som hun kalder en tilbagevendende god oplevelse.

Livet bliver dyrebart

Anne-Mette Gravgaard er stadig særdeles aktiv på de fleste fronter både inden for sit job som præst i Davids Kirke og som kunsthistoriker.

– Men jeg prioriterer på en anden måde, og sætter min pris anderledes, end jeg gjorde før, fortæller hun.

– For jeg ved, at der er investeret så meget i mig, og mit liv er dyrebart ikke bare for mig selv, men også for andre, siger Anne-Mette Gravgaard. Derfor accepterer hun også, at hun indimellem føler sig mere træt og brugt end tidligere.

En af ulemperne ved at mangle et ben og en arm er, at man kommer en del langsommere rundt i verden og dagligdagen. Når det ikke er muligt at gå, kører Anne-Mette Gravgaard i taxa.

– Og så nyder jeg det som en luksus. Mine møder med de forskellige chauffører, hvoraf de fleste er indvandrere, har givet mig indsigt i andre tankemåder og kulturer, og mange chaufførerne er blevet mine gode venner.

Anne-Mette Gravgaard svømmer hver mandag på PTU (Center for Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede). Hun fortæller, at hendes svømmekammerat, Henrik, der er lam i underkroppen efter et fald fra et tag, bliver vred på hende, når det sker, at hun tager en Treo mod hovedpine.

– Henrik tager aldrig smertestillende medicin, selv om han har konstante smerter. Han mediterer sig ud af smerterne. Det har jeg ikke prøvet. Jeg klarer det med hvile og lidt gigtmedicin. Men for ham er meditation det helt rigtige for at kunne håndtere smerterne, fortæller Anne-Mette Gravgaard.