Smerterne styrede mit liv

Hvis familien var inviteret hjem til god mad og hygge, blev Lene nogle gange nødt til at forlade festlighederne midt i det hele for at gå op og lægge sig. Havde hun veninder på besøg, måtte hun lægge sig på gulvet, så hun stadig kunne være med i snakken. Hun blev nemt træt og kunne ikke stå op ret længe ad gangen, og basale ting som rengøring eller det at binde sine sko var en udfordring.

Sådan har 50-årige Lene Dahl Fuglesangs liv set ud i over 20 år. Hun er blevet nødt til at gå ned til 29 timer i sit arbejde som sekretær for at kunne få sit familieliv til at fungere.

– Jeg arbejdede mod smerten, det var den, der styrede mit liv, siger Lene.

For 22 år siden var Lene med i en bilulykke. Hendes fulde fokus var på, om hendes søn på fem måneder var kommet noget til. Men efter nogle dage, begyndte Lene selv at opleve smerter i lænden, der over tiden udviklede sig.

– Det satte en masse begrænsninger for mig. Jeg meldte ofte pas på det sociale. Hvis der skulle foregå noget fysisk aktivitet på mit arbejde, var jeg bare tilskuer og den, der heppede. Jeg kom nemt i en offerrolle, som jeg måske satte mig selv i, fordi jeg syntes, det var uretfærdigt, at jeg skulle have det sådan, siger hun.

Lene blev i flere år behandlet med kiropraktik. Men behandlingen flyttede ingenting.

– Jeg kunne mærke en bedring, så snart jeg havde været ved kiropraktor. Men det hjalp kun kortvarigt. Jeg prøvede også træning dernede, men det var ofte for hårdt, og jeg fik så ondt bagefter, at jeg gav op. Jeg kom aldrig ind i et fast forløb, siger Lene.

Lene blev enig med sin læge om, at det var træning, der skulle til. Hun havde behov for et intensivt forløb, hvor hun virkeligt kunne få hjælp. Derfor blev hun henvist til et fire ugers ophold på træningscenteret Sano i Aarhus.

– Jeg havde gjort mig nogle dårlige erfaringer i forhold til træning og smerter, der gjorde, at jeg var nødt til at have et intensivt forløb, der virkeligt kunne vende mine vaner. På egen hånd var det for svært, siger Lene.

På Sano var der træning flere gange om dagen, der blev suppleret med forskellige foredrag for at give deltagerne en bedre forståelse af, hvad der sker i kroppen, og hvad smerterne skyldes. Forløbet var tværfagligt, hvilket betyder, at deltagerne blev tilset af både fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker og en gigtlæge.

– Jeg følte mig meget tryg omgivet af professionelle folk, der sørgede for at tilpasse mit træningsprogram fuldstændig efter mig. De var gode til at forklare og fortælle, så jeg fik en god forståelse, siger Lene.

Hendes favorit træning på Sano var vand-træning. Her står man i et lille bassin med plads til fire, hvor fysioterapeuterne kan holde øje med bevægelserne i vandet på den anden side af glasset. Træningen styrker core-musklerne, der er med til at holde ryggen. Vandet gør det lettere at træne i, og så føles smerten mindre.

Da forløbet sluttede i marts i år, havde Lene det, som hvis hun have trænet i et halvt år.

– Det var en fordel for mig, at jeg kunne trække stikket fuldstændig og kun fokusere på træningen. Jeg kom i en grundform, der gjorde, at jeg nu hverken kan eller vil undvære at træne flere gange om ugen, siger Lene.

Lenes smerter stammer fra bilulykken og en arvelig slidgigt, men fordi hun har levet med smerterne i så mange år, er hendes nervesystem blevet skadet. Kroppens alarmberedskab slår til ved det mindste. Når de fleste vil få en enkel mail i hjernen om, at noget er galt, så får Lene måske ti mails.

Derfor havde hun i mange år en daglig kamp med smerterne.

– Så snart jeg fik signalerne om smerterne, var jeg hurtig til at ty til piller og is for at slå dem ned. På et tidspunkt var jeg helt desperat, fordi pillerne ikke hjalp. Jeg prøvede også morfin, men det brød jeg mig ikke om, siger Lene.

På Sano lærte Lene at håndtere sine smerter, når det hele føltes umuligt.

– Det skal ikke være smerten der styrer mig, men mig der styrer smerten. Jeg lærte mine egne grænser at kende og at vælge de ting, der giver noget positivt tilbage. Det er vigtigtigere at gøre det, der gør mig glad end at fokusere på det, jeg ikke kan, siger Lene, der har fået en bedre forståelse af sine smerter.

– Jeg lærte, at der ikke er noget farligt i vejen med min ryg. Jeg arbejder nu med ikke at overfortolke de smertesignaler, kroppen sender mig, siger Lene.

Lenes faste indtag af to stk. ipren og to stk. panodil tre gange om dagen er næsten halveret. Nu tager hun kun smertestillende en-to gange om dagen.

– Nogle gange kan jeg gå en helt arbejdsdag uden at tage smertestillende. Hen på aftenen bliver jeg helt overrasket og tænker: ”Hold da op, det er gået godt i dag!” siger Lene.

I dag går Lene til fysioterapeut i Fysiocenter Aarhus, og så træner hun i Fitness DK i Viby 2-3 gange om ugen for at få styrket sin ryg. Hun har en personlig træner, der hjælper hende med at kontrollere træningen.

– En af fysioterapeuterne på Sano havde et motto: ”Gå for helvede, gå!” Og det gør jeg nu. Jeg er ikke bange for at træne mere. Det værste, der kan ske, er, at det bliver bedre, siger Lene.

Hun har også lært, at vende hverdagens begrænsninger til noget positivt og se det som træning.

– Åh nej, nu skal jeg til at snøre sko, bliver til – nu skal jeg træne, fordi jeg skal snøre sko. Hvis jeg skal arbejde i haven, sætter jeg en timer til, og så husker jeg på, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed over, at jeg ikke kom ned i fitnesscenteret. Havearbejde eller det at stå ved køkkenbordet og bage en kage, det er også træning for mig, siger Lene.

Lene er godt klar over, at hun aldrig kommer af med sine smerter, og at hun ikke kommer op på fuldtidsarbejde igen. Men hun har fået sin livskvalitet tilbage.

– Det har været svært at nå til den erkendelse, at jeg ikke kan alt det, jeg gerne vil. Jeg har ikke fået mindre slid, men jeg har lært at fortolke smerterne anderledes. Smertesignalerne er ikke så kraftige længere. Måske får jeg ikke længere ti mails, måske får jeg kun tre nu.