Sofie Linde skriver manuskriptet til sit eget liv

Tv-værtinden Sofie Linde laver selv reglerne i sit liv. Hun gør præcis, hvad hun føler, er det bedste for sig selv og sin familie, og så må alle andre ellers rynke ligeså tosset på næsen, som de har lyst til. Men det kan have sin pris – på godt og ondt – at være ærlig og nogle gange sige; ”Jeg fucking hader det her”.

Klokken er 12.56. Der er roligt i festlokalet på Restaurant Charlottenlund Fort. Fotografen er ved at sætte lys op. Stylisten er i gang med at pakke indholdet af en mindre rejsekuffert ud på halvanden meter af det ene langbord.

Jeg bladrer endnu en gang gennem siderne i bogen ‘Fårking gravid’ og kaster et blik på nogle af de tanker, jeg har nedfældet i marginen, mens jeg grinende læste den første gang. Men med ét bliver roen, der ligger over rummet, hevet væk af den tornado, der er Sofie Linde.

– Hej hej, hej – undskyld jeg lige er lidt forsinket. Jeg havde et møde klokken otte, jeg havde glemt – fed måde at starte dagen på – så jeg endte med at skynde mig og bare klaske en masse i en taske. Er det okay, jeg lige hopper ud og tisser? Fedt mand! Udbryder Sofie, idet hun braser ind i rummet – kun få minutter forsinket og med en plet på sin hvide skjorte.

Den svære graviditet og følelsen af utaknemmelighed

Hun hvirvler rundt. Snakker højt. Fylder meget. Men ikke på den der måde, hvor hun kvæler og kvaser energier og mennesker under sig. Tværtimod. Hun løfter det hele op.

Da klokken er lidt over et, tager hun plads på en stol overfor mig, og vi begynder at snakke, mens der bliver børstet, krøllet og møffet rundt i hendes blonde lokker. På bordet foran hende ligger hendes telefon. Fordi hun er mor til Trine, som bliver passet af en barnepige, der altid skal kunne få fat i hende.

Sofie udgav sidste år bogen ‘Fårking gravid’, som er en blanding af tanker og følelser, hun nedfældede i sin dagbog, mens graviditeten stod på, og refleksioner, hun fik, mens hun genlæste erindringerne. Og en ting er tydeligt: Det var ikke sjovt eller nemt at være gravide Sofie.

En anden ting, der står ligeså klart, er, at hun slet ikke var forberedt på, at det var sådan, det ville være.

– Jeg følte mig faktisk forkert som kvinde, fordi jeg havde det så svært med at være gravid. Jeg følte mig også utaknemlig, og jeg mødte tit folk, der sagde: “Du er jo heldig”, eller “Du har jo selv bestemt det”. Og ja, det havde jeg, og det var heller ikke for at lyde forkælet, men jeg syntes ikke, at det var særlig nice, siger Sofie.

Hvorfor var der ikke nogen, der havde sagt det?

Hun havde forestillet sig, at hun bare skulle rende rundt med lidt runde kinder, hygge sig, blive aet lidt på maven, bade sig i den der særlige graviditetsglød og så måske være lidt træt. Men intet kunne være længere fra virkeligheden. For hendes graviditet var præget af frygt for at gøre noget, der kunne skade baby, hormoner, der løb vildere end ti tyre i Pamplona, uendeligt mange ubesvarede spørgsmål og en krop i voldsom vækst.

Hun var ked af det. Og da hun i forbindelse med arbejdet med ‘Fårking gravid’ læste sin dagbog igen, vakte det stærke følelser.

– Det var faktisk ret vildt og trist, fordi det gik op for mig, hvor ked af det jeg havde været i nogle perioder, og hvor hårdt det faktisk havde været. Jeg havde lidt lyst til at kramme mig selv, siger hun.

Og hvad hun fandt særligt besynderligt var, at de af hendes veninder, som havde taget turen med graviditets-rutsjebanen inden hende, ikke havde advaret hende.

– Det irriterede mig, at der ikke var nogen, der havde sagt, at det kunne være sådan, og når jeg konfronterede mine veninder, sagde de: “Ja, det er super nederen”, og der havde jeg det bare sådan: Hvorfor har I ikke sagt noget?

Glemte det selv efter fødslen

De svarede, at man glemmer det, når man har født. Det oplevede Sofie også. I dag kan hun ikke huske hvor hårdt, hun havde det. Hun kan heller ikke huske fødslen som sådan, men hun er glad for, at hun i løbet af de ni måneder satte pen på papir, så oplevelserne ikke gik tabt.

Sofie synes nemlig, det er vigtigt, at få budskabet ud om, at graviditet ikke er en dans på roser for alle, så de kvinder, der har det ligesom hende, ved, at de ikke er forkerte.

– Jeg har en teori om, at alle bøger, der er skrevet om graviditet indtil nu, er skrevet af kvinder, der har været gravide, mænd eller præster for at sikre nationens overlevelse. De hænger i hvert fald ikke sammen med min virkelighed.

– Og bare fordi man ikke passer ind i den kollektive forestilling om, hvordan det er at være gravid, så betyder det ikke, at man er dårlig til det og dermed implicit en dårlig mor.

Men den opfattelse mærkede Sofie hænge over sig som en Mordor-sky. Uanset hvor hun gik, fulgte andre menneskers meninger med, og hendes gravide mave lyste næsten op som et neonskilt, der tiltrak opmærksomhed og gav grønt lys til, at alle og enhver måtte kaste deres gode råd i ansigtet på hende.

Sofie er en offentlig person. Hun er vant til, at mennesker har en holdning til hende. At der er nogen, der føler sig forpligtede til at skrive til hende, når hun bytter om på som og der i ‘Mads og Monopolet’ eller lige vil byde ind med deres tanker om, hvad hun er for en, og hvad hun kunne gøre anderledes.

Hun ved godt, at der kan ryge en grammatisk finke for fad til tider. Sådan er det. Vi kan ikke alle sammen få 12 i grammatik.

Men hun havde ikke regnet med, at den selvopfattede ret til at blande sig i hendes liv ville intensiveres, når hun blev gravid.

Det gjorde den. Pludselig var der ikke grænser for, hvor andre følte, at det var okay, at de maste deres gode råd ind. Hun husker blandt andet en gang, hun var på café med nogle veninder og havde vovet at bestille en alkoholfri øl. Det gik ikke uset hen.

– Fire-fem personer var henne og fortælle mig, at man ikke må drikke øl, når man er gravid. Og prøv at hør, det skal de ikke bestemme. Hvis jeg i øvrigt ville drikke en øl med procenter, så er det min sag. Ja, man skal reagere, hvis man ser en gravid kvinde vælte rundt stang-bacardi, men hvis der sidder en gravid, som ellers er velfungerende, så gå ud fra, at hun godt kan tænke to skridt frem.

Pas din egen butik

Men det lod til at være en svær disciplin for de mange sandsigersker, som mener at have set lyset og den gode, sunde og rigtige måde at leve – og opdrage børn– på, og som ikke holdt sig tilbage for at prædike den nyfundne indsigt videre. Og til dem har Sofie kun en ting at sige:

– Pas din egen butik. Hvis du tror på at det, du gør, er det rigtige, så stå ved det, men du behøver ikke tvinge alle andre til det. Alle har ret til deres eget liv, så længe de holder sig indenfor lov, regler, pli og god opførsel. Så lev og lad leve.

For ærlig talt, så var der rigeligt at forholde sig til uden at andre kastede deres besyv ind i mikset.

Sofies graviditet var ikke planlagt. Der gik faktisk mange uger, før hun overhovedet opdagede, at hun var gravid. Og selvom hun altid har vidst, at hun ville have børn, var det ikke fordi, det behøvede at være lige nu.

Hun havde det egentlig godt med at være ung og uden børn. Livet med veninderne. Spontane øl i solskinnet og fokus på parforhold og karriere, der bragede derudad under de stærke spotlys.

Hendes mand – kæreste på det tidspunkt – Joakim havde efter eget udsagn længe tigget og bedt Sofie, om det ikke kunne være hende, ham og baby. Det kunne det nok en dag. Ikke nødvendigvis lige nu.

Dermed ikke sagt, at hun ikke hele vejen gennem graviditeten – i hvert fald da det første chok ved at se to streger på et utal af graviditetstest havde lagt sig – glædede sig til at blive mor. Men at lade Trine flytte ind til ni måneders kost og logi betød ikke bare et hej til moderskabet. Det var også et farvel til den tidligere Sofie.

Og det var sorgfyldt. At vide at veninderne var samlet uden hende for at give den gas, drikke, danse og være frie.

Hun kunne tage med – det gjorde hun nogle gange – men når man kun kan tylle danskvand eller virgin-drinks, mens alle andre kaster shots eller andre procenter bagover, ender man på et tidspunkt som den eneste, der har formået at finde en redningsvest, inden skibet går ned, og alle andre sejler – grinende – rundt i bølgerne.

Så det blev et farvel til den Sofie. Og selvom guldet for enden af regnbuen var rejsen værd, så var det ikke givet på forhånd.

Der var nemlig også et arbejde, som hun så frem til. Vært på X-factor. Så hvad med det nu?

Sofie ville lave X-factor. Sådan var det. Heldigvis havde hun en tjekket arbejdsplads, der var villig til at gøre, hvad der skulle til for, at hun kunne være vært og mor. Og såfremt den sidstnævnte rolle pludselig krævede hendes opmærksomhed, kunne hun med et kvarters varsel trække stikket og sige: “Det bliver ikke mig på skærmen i dag”.

Men hun er glad for beslutningen om at vende tilbage til jobbet, da Trine var kun to uger gammel.

– Det er et kæmpe privilegium i Danmark, at vi har ret til barsel, men jeg havde bare brug for at gøre noget, der var hundrede procent for mig. Der er mange, der har spurgt på bagkant, om det ikke var hurtigt, men det var det ikke, siger hun.

For selvom hun havde taget moderrollen på sig, brændte hun stadig for arbejdet. Og beslutningen om at komme på skærmen endte med at give hende en følelse af, at hun kan præcis, hvad hun vil. En følelse, der stadig hænger ved. Men igen var det ikke omkostningsfrit for hende at bryde med normerne.

– Jeg fik en del hug for det af dem, jeg kalder usolidariske kvinder, som skrev til mig, at jeg var en dårlig mor, og det er virkelig at gå efter struben. Jeg synes, det er fair, at de kan være uenige eller ikke ville have gjort det samme, men at sige til nogen, at de er en dårlig mor, er noget af det ondeste, man kan gøre.

Sig din mening og stol på mavefornemmelsen

Så på trods af hendes tykke hud, gjorde ordene ondt. Men de skulle ikke styre.

For når det kommer til børn og natur, mener Sofie, at man skal stole hundrede procent på sin egen mavefornemmelse. Hun tror også på, at det er helt okay og legitimt at stikke hovedet frem, sige sin mening – sågar også sige man er god og give sig selv lov til at fylde lidt – det gør hun.

Det bliver hun ved med at gøre, og det er i den ånd, hun vil opdrage sin datter.

Klokken er 14.18 på fortet i Charlottenlund. Stylisten er færdig med at pille ved Sofies hår. Fotografen har sat lys op i den ene ende af rummet og er begyndt at vandre frem og tilbage langs vinduet som en løve i et bur og kaste slet skjulte blikke i min retning. Det er tid til billeder.

Men inden jeg slipper Sofie løs, så hun kan rende vildt som et dyr på savanen med fotografens sigtekorn rettet mod sig, har jeg et sidste spørgsmål. Det handler selvfølgelig om den nye bog, som jungletrommerne har larmet om.

Og ja, den er god nok. Der kommer en bog om alt det, der er træls ved at være mor. Endnu et slag mod det, Sofie kalder kællingevældet, som er bange for åbenmundede udbryderdronninger som hende selv.