Maria Stenz: Sorg kan man ikke styre

Selvom man er 77, kan man godt have gang i en masse ting. Det har Maria Stenz, og det er hun glad for, for ellers havde det nok været endnu sværere at komme videre efter tabet af sin mand, der døde pludseligt i marts sidste år. Her fortæller hun om savnet og sorgen og om stille og roligt at finde fodfæste igen

Der er stadig bud efter den 77-årige dame. Aftenen inden vores planlagte interview ringer hun, fordi hun pludselig er inviteret med i et radioprogram den følgende dag: Programværten har brug for en redningskvinde til morgendagens optagelse, så kan vi flytte vores aftale et par timer?

Det kan vi selvfølgelig, så lidt senere end oprindeligt planlagt tager Maria Stenz imod i sit hjem på toppen af Carlsberg-siloen i København. Lejligheden er smagfuldt indrettet med møbler, der klæder hinanden og ser ud, som var stuerne født med dem. Gennem den rundbuede lejligheds vinduer er der udsigt over hovedstaden med både rådhustårn, Marmorkirke og Øresundsbro.

På køleskabet hænger et avisudklip fra 1976 med en ung Maria Stenz i tidstypisk stormønstret kjole. Selv gennem 70’er-fotoets kornede billedkvalitet stråler vitaliteten ud af hendes ansigt og kropsholdning. Her fire årtier senere er der stadig masser af livskraft og overskud i hendes øjne og stemme. Og derfor overrasker det også lidt, da hun et stykke inde i samtalen siger:

– Mit humør svinger meget, og jeg har været følelsesmæssigt ret ustabil. Jeg har haft svært ved at se meningen med noget og tage mig sammen til ting. Men sorg kan man ikke styre, og man skal have lov til at sørge. Det er først for nylig, at jeg er begyndt at kunne le ad noget igen uden at få skyldfølelse over det.

Overraskende – og så alligevel ikke. For det er endnu kun knap et år siden, hun mistede sin mand gennem 35 år, journalisten Jens Nauntofte. Også hans kontrafej hænger på køleskabet og ser med et venligt, intelligent blik ned på det kaffedækkede spisebord. Under nekrologen med hans portræt hænger et farvestrålende kort over Mellemøsten, som han altid havde med sig rundt, når han holdt foredrag. Det hænger præcis, som da han var i live, for det tager tid at tage afsked med en elsket person efter så mange år:

– Jeg har ikke fået ryddet op i Jens’ ting endnu, men jeg skal i gang. Hans tøj, bøger og store artikelarkiv. Der er så mange ting her, som minder mig om ham, og noget af det må jeg skille mig af med. Men sorg tager tid, siger hun.

De to mødte hinanden tilbage i de tidlige 1980’ere, da de begge arbejdede ved Danmarks Radio. Hun i den daværende B&U-afdeling, han som udenrigsreporter på radioen. De havde set hinanden ved forskellige lejligheder, og en dag faldt de i snak til en fælles bekendts fødselsdag. De forelskede sig, blev kærester og få måneder senere gift:

– Det skete over hals og hoved og var slet ikke planlagt. Vi var på ferie i Caribien, og så fik vi den idé at gifte os. Det tog lidt tid at få tilladelse til vielsen, men vi fik den og vendte hjem som ægtefolk.

En impulsiv handling, som næsten kom bag på dem selv. Derhjemme havde hun to halvvoksne børn og en eksmand, som hun stadig officielt delte adresse med: Sammen havde de, mens de endnu var gift, startet et kollektiv på Frederiksberg, og der boede hun stadig, selvom forholdet til børnenes far var endt nogle år forinden.

Hjemvendt fra Caribien flyttede hun de sidste ting ud og ind hos Jens. Børnene blev i kollektivet, selvom parret snart fandt et hjem med plads til dem:

– De ville ikke med, for de havde lige den alder, hvor man begynder at opdage, hvilken frihed det giver ikke at have mor rendende derhjemme. Desuden havde de resten af kollektivets beboere, som de var knyttet til – og deres far selvfølgelig, erindrer hun.

Fælles børn blev det aldrig til for det nygifte par, for dels havde de mødt hinanden i en relativt sen alder, og dels var Jens ikke interesseret i at få børn:

– Der var noget psykisk sygdom på hans fars side, og han ville ikke risikere at give det videre selv. Hans egen barndom havde været lidt barsk, hvilket nok også var medvirkende til det valg, reflekterer hun.

Opvæksten med en maniodepressiv far har Jens Nauntofte beskrevet i den selvbiografi, som han netop nåede at lægge sidste hånd på inden sin bortgang sidste år. Selv voksede Maria Stenz op under mere harmoniske forhold, som den næstyngste i en stor børneflok på syv i et middelklassehjem i Gentofte.

Hendes vej ind i skuespillet var en blanding af vilje og held: Den unge Maria ville gerne være skuespiller, men kom ikke ind på nogen af elevskolerne. I stedet uddannede hun sig til indretningsarkitekt, men sceneverdenen trak så meget, at hun kom med i en eksperimenterende kunstnergruppe kaldet ‘Den hvide puddel’. Her kom hun i kontakt med folk fra Det Lille Teater, som manglede en kvinde, der kunne synge og danse og gøre det i børnehøjde:

– En af teatrets ansatte, som jeg kendte, sagde ‘hende kender jeg’, og så kom jeg ind dér. Derfra udviklede det sig, med børneforestillinger, som vi også udgav på plader, og hen ad vejen kom jeg så til Danmarks Radio, beretter hun.

I mellemtiden havde hun også fået sine to børn med kun godt et års mellemrum, og selvom livet med to blebørn godt kunne give en mor nok at se til, er hun taknemmelig for det i dag. For i en tid og en branche, hvor frisindet florerede, var det sundt med to små børn til at holde hende ved jorden:

– Jeg var ung og naiv, og gud ved, hvad jeg kunne have fundet på at sige ja til, som tingene var dengang. Branchen var hurtig og løssluppen, og jeg har da også været til castings, hvor det helt tydeligt var min krop, der blev set an. En enkelt gang har jeg oplevet en producent, der sagde ‘her er nøglen til mit hotelværelse, hvis du gerne vil have den rolle’, husker hun.

Nøglen lod hun ligge, og rollen gik til en anden. Hun understreger, at hun aldrig har oplevet ubehageligheder fra nære kolleger eller andre, som hun har haft tæt kontakt med arbejdsmæssigt. Det store fokus, som der for tiden er på film- og tv-branchens kønskultur, forholder hun sig en anelse skeptisk til:

– Vi skal passe på ikke at tæmme mænd for meget og gøre dem helt lamme. Det er selvfølgelig en balancekunst, men hvis vi forbyder alt spil mellem kønnene, bliver det altså for kedeligt det hele. Lidt flirt skal der være plads til, som hun siger.

Mens mange vil forbinde Maria Stenz’ varme stemme med barndommens børnefjernsyn, vil lidt ældre læsere nok også huske den fra voksenhits som ‘Goddag og farvel’ og ‘Hvor er alle drømmene, du drømte’. En kort overgang flirtede hun nemlig også med dansktoppen, for selvom børne-tv og dansktop umiddelbart ligger et stykke fra hinanden, lappede brancherne en del over dengang.

Bekendtskabet med dansktoppen blev dog kun kort, og det var måske meget godt, for da hun engang skulle modtage en pris for en børneudgivelse, hviskede prisoverrækkeren – en ikke helt appelsinfri John Mogensen – hende i øret, at hun var ‘alt for sød til den her branche’.

Dybest set stod teatret også hendes hjerte nærmere, så i 1988 skiftede Maria Stenz positionen i spotlyset ud med en post bag linjerne som meddirektør for Teatret ved Sorte Hest. Teatret var i finansielle vanskeligheder, og dets leder havde hørt, at Maria havde god økonomisk sans:

– Det havde hun ret i, og sammen fik vi vendt skuden. Teatret gik fra krise og publikumsflugt til at blive et sted, man regnede med, og som fik fine anmeldelser. Den forandring er jeg meget stolt af, fortæller hun.

I 1994 blev hun enedirektør, og det var hun frem til 2011, hvor hun havde rundet de 70 og derfor ifølge reglerne måtte overdrage roret til en anden:

– Det var både svært og let. Svært, fordi det jo er et livsværk, man giver fra sig, men samtidig var det med ro i sindet, fordi jeg selv var med til at vælge min efterfølger og vidste, at hun ville føre stedet videre loyalt og kompetent. Desuden havde jeg været syg med kræft kort forinden, så det var faktisk det helt rigtige tidspunkt at sige farvel, husker hun.

Kaffen er drukket, og croissanterne spist. Lyset, der falder ind gennem panoramaruderne, er aftaget en anelse, mens vi har talt sammen. Selvsamme lys var netop en af årsagerne til, at hun og Jens flyttede ind i silolejligheden i 2011:

– Han havde brug for lys, for han havde tendens til depressioner. Ud over hans barndom havde han også oplevet hårde ting som udenrigsreporter – blandt andet været taget til fange – og det tror jeg kan have givet ham en form for post-traumatisk stress, siger hun og betragter hans portræt fra sin plads ved bordet. Så fortsætter hun:

– Det var jo lidt en streg i regningen, at han løb sin vej. Der var en hel masse, vi skulle, nu da han var færdig med sin bog, og vi endelig havde tiden til det. Blandt andet havde vi planlagt en rejse, men den nåede vi ikke, siger hun tankefuldt.

Noget af det, der har hjulpet hende i sorgen, er de opgaver, hun stadig har. Blandt andet medvirker hun i et radiodrama for DR, lige som hun indimellem tager ud og optræder med viser og cabaretsange. Og det er godt med den slags udadvendte aktiviteter i kalenderen:

– Jeg kan godt komme til at køre rundt i de samme tanker, og det er ikke sundt. Der hjælper det med noget, man skal. Det har også hjulpet mig at kunne tage ud i vores kolonihavehus. Det har vi ikke haft så længe, så det er ikke så præget af Jens som lejligheden her. Savnet og sorgen er stadig stort, men stille og roligt letter det lidt. Man lærer at le igen, men det tager tid. Og det er vel ikke så sært efter et langt liv sammen, slutter Maria Stenz.

Kort om Maria Stenz

• Født 1940 i Gentofte
• Autodidakt sangerinde, skuespiller og instruktør. Oprindeligt uddannet indretningsarkitekt
• Startede scenekarrieren på Det Lille Teater i 1968. Kom siden til Danmarks Radio, hvor hun lavede børne-tv i en årrække.
• Også kendt for dansktop-hits, som bl.a. ‘Hvor er alle drømmene, du drømte’. 1988-2011 leder af Teatret ved Sorte Hest
• Gift med journalist Jens Nauntofte fra 1982 til hans død i marts 2017. Har to voksne børn fra sit første ægteskab
• Bor i København.