Sorgen er også en kraft for det gode

Når du mister en elsket, vil sorgen ændre dig. Voldsomt. Men til hvad? Svaret på dét spørgsmål må du hellere selv tage ansvar for.

I Danmark eksisterer der et uofficielt sorg-hierarki. Nederst er dem, som har mistet et ufødt eller nyfødt barn (”du lærte det jo ikke at kende”). Skarpt forfulgt af sorgen over at miste en forælder (”det måtte jo ske”). Og en livslang ægtefælle (”I havde jo et langt liv sammen”).

Oppe i den anden ende af hierarkiet finder man sådan nogle som mig. Jeg mistede min syvårige Sebastian til kræft. Og at miste et barn ”er jo det værste, man kan komme ud for”. Siger omverden. Der ikke fatter, at sorgens brutale kraft er ligeglad med den slags hierarkier. Jeg har mødt tusinder af sørgende til mine foredrag over min bog ”Min usynlige søn”. Og deres historier om, hvor ufølsomt omverden har mødt dem, har lært mig aldrig at sammenligne størrelsen af sorg.

Men da jeg til et nyligt foredrag blev voldsomt overtrumfet i sorg-hierarkiet, var jeg tæt på at gøre det alligevel. Blandt de 150 efterladte, som jeg i anden halvdel af foredraget samtalede med, fortalte ikke én, men TO mødre om at miste deres børn – fordi fædrene havde slået dem ihjel.

Bagefter var jeg rystet. Jeg har ellers set og hørt det meste. Men hvordan rejser man sig igen efter dét?!

Det kan man ikke. Men efterladte gør det alligevel. Igen og igen. Og ofte på måder, der giver dem rigere, dybere liv. Som aldrig bliver prisen værd. Men som ikke desto mindre ændrer dem på måder, der tjener dem til ære. Og på store eller små måder gør verden til et bedre sted.

Nogle ændrer ligefrem livsformål – som svenskeren, der mistede hele sin familie i tsunamien i Thailand og viede resten af sit liv til nødhjælp. Andre ændrer karriere – som fysioterapeuten, der efter sin datters død gik ind i den palliative sektor. Andre bruger deres fritid på at støtte ligesindede – som de mange dedikerede mennesker, jeg gennem foredrag har mødt i landsforeningen Vi Har Mistet Et Barn. Mange fortsætter blot deres liv – men nu med større empati overfor deres medmennesker og med en erkendelse af, at livet er for kort til uvæsentlige ting. Jeg har mødt mange ligegyldige mennesker – men til dem hører sjældent de, der vandrer gennem dyb sorg.

Det er derfor, jeg i ”Min usynlige søn” taler om sorgen som en transformerende kraft. For det er det, sorgen gør: Transformerer os. Gør os til noget, vi ikke var før – i et tempo, vi ikke havde forestillet os. Tager vores liv i uventede retninger. Ikke nødvendigvis til det bedre – nogle bliver f.eks. mere kyniske og desillusionerede. Men ændret bliver vi. Og sandsynligheden for, at sorgen bliver en kraft for det gode – og ikke en der ødelægger os, hvis vi gør modstand mod den – stiger betydeligt, hvis man sætter sin vilje ind på det.

For mange bliver sorgen til en kraft, når de finder en mening i – og ikke med – det skete. For mit eget vedkommende føles det støt mere meningsfuldt at være en stemme i bevægelsen for at få ændret den pilrådne sorgkultur her i landet. Min sorgs potentielt destruktive energi har dermed fået en konstruktiv retning. Jeg vinkede hellere end gerne farvel til alt det meningsfulde, hvis jeg kunne få min søn tilbage. Men det kan jeg ikke. Så jeg har integreret sorgen i mit liv og bruger den som en kraft for det gode. Og jeg ser noget lignende igen og igen hos andre efterlade.
Under ideen om at sorg indeholder kimen til personlig vækst, ligger det faktum, at mennesker vokser i modgang – i medgang ikke så meget. Få bliver bedre mennesker af at få alle deres ønsker opfyldt, snarere tværtimod – det er en af grundene til, at tidens jagt på lykke som selvtilfredsstillelse er så tåbelig. Derimod ligger der en voldsom personlig vækst i at stå igennem livets storme, selv dem der som i mit tilfælde ender med at smadre vores båd. Så må vi bygge en ny, med tung erfaring som ballast.

Det er ikke fordi jeg synes, man skal opsøge lidelse. Men lidelse er og bliver en fundamental del af den menneskelige erfaring. Og den bliver lettere at stå igennem, hvis vi også anerkender, at lidelsen også har noget at tilbyde os. At vi kan finde en mening i den, som kan gøre os til bedre mennesker. Det er et perspektiv på sorgen, som vi mangler herhjemme, hvor vi har travlt med at gøre sorgen til en sygdom, vi skal kureres for. Men der er noget frisættende ved at anerkende den som en transformerende kraft. Det ved jeg fra mig selv – og fra de mange reaktioner på bogen, jeg har fået.

Jeg har konstateret, at en del mennesker ikke bryder sig om dette udviklingsperspektiv på sorgen. Præster, for eksempel – de er sendt i byen af Vorherre med budskabet om, at det hele er Guds skyld, så mennesket slipper for ansvaret. Det budskab er en fin modgift til tidens tendens til overansvarlighed, hvor vi alle render rundt og påtager os alle mulige ansvar, der ikke er vores – og føler skyld, når vi ikke kan løfte det. Men som i alle andre dele af livet efterlader det ansvarsfrie perspektiv mennesket magtesløst. Og det er at gøre mennesket mindre, end det er.

Vi har ikke ansvar for, at vi bliver ramt af knusende sorg. Men vi har et medansvar for, hvordan vi tager den. Ikke de første mange måneder, hvor sorgen er altopslugende, og hvor opgaven indskrænker sig til ikke at gøre modstand mod det nedbrydningsarbejde, sorgen gennemfører. Men i den efterfølgende, livslange sorg (for den holder aldrig op) har vi et ansvar for, i hvilken retning den tager os. Og der ligger en transformerende kraft i at påtage sig dét ansvar. Når sorgen kommer (og det gør den – også til dig), er der valg at træffe.