Spar & Spis

Af: Helse-redaktionen

Foto: Sara Galbiati

Med sin nye bog, Spar & Spis, byder Anette Harbech Olesen på suveræne tip og budgetvenlige opskrifter midt i en sparetid

Prisernes himmelflugt har bevirket, at mange danske familier har måttet tilpasse omkostningerne, herunder ofte også madbudgettet.

Spar & Spis tager dig i hånden og hjælper dig med at købe de bedste råvarer til de laveste priser. Målet med bogen er at tilbyde dig såvel velunderbyggede redskaber som brugbare tip, så du kan tilrettelægge dine indkøb optimalt og navigere i dine valg af råvarer, så du undgår store ekstraudgifter til dine måltider.

I kombination med bogens 50 delikate opskrifter sikrer du dig og din familie sund og mættende mad, der både er budgetvenlig, bæredygtig og hurtig at tilberede, og som samtidig smager virkelig godt.

Anette Harbech Olesen siger selv om sin nye bog, Spar & Spis;

– Jeg har skrevet rigtig mange kogebøger i mit liv, alle med sundheden som omdrejningspunkt, men budskabet i denne nye bog føles ekstra vigtigt at få ud. For vi må ikke lade hensynet til sundheden og glæden ved et godt måltid mad vige, fordi priserne stiger – eller, fordi du af andre grunde havner i en situation, hvor du må vende hver en krone. Under researchen til min bog, Spar & Spis, har jeg talt med mange kyndige hoveder, der på forskellig vis, også i bogen, opdaterer os på, hvad der er sundest, billigst og smager bedst. Jeg ønsker ikke at gøre min mad mere usund, mit liv ringere eller ødelægge min glæde ved god mad. Ikke så længe jeg har mulighed for at nyde mine skønne, velsmagende og mættende måltider til små penge, som jeg deler med jer alle sammen i opskriftssamlingen i min nye bog.

Her får du tre udvalgte opskrifter fra den nye bog, Spar & Spis af Anette Harbech Olesen.

Lækre blomkålsfrikadeller

Velsmagende blomkålsfrikadeller, der kan serveres med kartofler og stuvet hvidkål.
Ingredienser til 16-18 stk.

DET SKAL DU BRUGE

• 1 blomkål med stok, ca. 600 g
• 1 løg
• 1-2 fed hvidløg
• 50 g havremel (blendede havregryn)
• 50 g kikærtemel
• 3 æg (eller æggeerstatning)
• 1 dl piskefløde eller havrefløde
• 1 spsk sennep
• 1 tsk tørret timian
• 1 lille håndfuld hakket persille
• Uraffineret flagesalt og friskkværnet peber
• Ekstra jomfruolivenolie til stegning

SÅDAN GØR DU

Riv blomkålet groft, gerne i en foodprocessor, og kom det i en skål. Pil løget og hak det groft.
Hak hvidløget fint og bland det i blomkålen sammen med løget. Rør de øvrige ingredienser i farsen. Juster evt.konsistensen med ekstra havremel eller kikærtemel.
Lad farsen hvile i 10-15 minutter.

Form derefter 16-18 frikadeller med hænderne og steg dem gyldne på en pande på begge sider ved middel varme i ekstra jomfruolivenolie.

Tip:

Lav gerne ekstra frikadeller, så du har til fryseren eller til nem mad næste dag.