Spiseforstyrrelser – de mest alvorlige lidelser unge kvinder kan få

Spiseforstyrrelser er livsfarlige. Det gælder især spiseforstyrrelsen anoreksi. Men uanset spiseforstyrrelsens art, er der tale om store indgreb i kroppen med alvorlige somatiske og psykiske implikationer.

Der skelnes mellem tre hovedkategorier af spiseforstyrrelser:

• Anorexia nervosa, (anoreksi) (nervøs spisevægring),

• Bulimia Nervosa (bulimi) (nervøs spiseanfaldstilbøjelighed)

• Binge-Eating Disorder (BED) (tvangsspisning med fedme som resultat).

Fælles for de tre er, at forholdet til mad, krop og vægt er forstyrret i et omfang, så det går ud over sundhedstilstanden i bred forstand. Der er tale om psykiske lidelser, hvor kroppen så at sige er kampplads for psykiske vanskeligheder og udfordringer, der har en anden adresse.

Inden for alle tre grupper kan man skelne mellem psykiske symptomer, der vedrører personens tanke- og følelsesliv, adfærdssymptomer, der vedrører det, personen gør, og somatiske symptomer, der både vedrører vægten og andre somatiske følgesymptomer.

Men der er også store forskelle på de tre spiseforstyrrelser. Anoreksi er karakteriseret ved en massiv angst for fedme, et overdrevent fokus på krop, vægt og figur, som tillægges en helt afgørende betydning for selvopfattelsen samt et forstyrret syn på kroppen, som opleves eller føles langt større end den ses af andre. Denne centrering om kroppen og angst for fedme viser sig adfærdsmæssigt som en vægring mod at spise eller ved et ekstremt selektivt spisemønster, der resulterer i vægttab eller manglende vægtøgning hos børn/unge.

Ved bulimi ses også en intens optagethed af kroppens form og vægt, som tillægges en afgørende betydning for selvopfattelsen, men de adfærdsmæssige er forskellige fra anoreksi. Hvor den person, der udvikler anoreksi forfølger sin angst for fedme ved at indskrænke og kontrollere sin fødeindtagelse, svinger den person, der udvikler bulimi mellem kontroltab, hvor en overdreven mængde mad eller søde sager indtages, og såkaldt kompenserende adfærd i form af opkastning, overdreven motion m.m. for at undgå vægtøgning. Ved bulimi ses derfor ikke overvægt, men vægtmæssige udsving på nogle kilo på begge sider af personens normalvægt.

BED er den af de tre spiseforstyrrelser, der har den korteste historie i psykiatrien. Adfærdsmæssigt er den karakteriseret ved gentagne episoder med tvangsmæssige overspisninger (binges) uden opkastninger eller andre former for kompensatorisk adfærd. Somatisk er BED relateret til en høj vægt, selvom ikke alle med BED er overvægtige. De psykologiske symptomer ved BED er lavt selvværd, depression og angst. Der ses, som ved de to andre spiseforstyrrelser, en fokusering på kroppen og dens vægt, men til forskel for de, der har anoreksi, ønsker personen med BED ikke at være undervægtig, men normalvægtig.

Hvor farligt er det

Alle tre grupper af spiseforstyrrelser har somatiske følger, der kan have en langsigtet negativ indvirkning på sundhedstilstanden. De somatiske følger ved anoreksi er ud over vægttab, der kan udvikle sig livstruende, bl. a. ophør af menstruation, hæmning af vækst og kønsudvikling hos unge, hårtab, øget kropsbehåring, blåfarvning af hænder og fødder, nedsat stofskifte og på længere sigt knogleskørhed. Ved bulimi ses menstruationsforstyrrelse, maveproblemer såsom forstoppelse eller diarré, oppustet mavesæk, skader på spiserøret og tab af tændernes emalje på grund af de hyppige opkastninger. Det er således ofte tandlæger, der er de første til at stille diagnosen. De somatiske følger ved bulimi er mindre synlige end ved anoreksi. Man kan se på en person, at hun har anoreksi. Det kan man ikke på en, der har bulimi. Ved BED er de somatiske følger i de fleste tilfælde overvægt og på lang sigt fedme, som igen udgør en stor risikofaktor for udvikling af en lang række medicinske komplikationer såsom type 2 diabetes, forhøjet blodtryk og kolesteroltal, hjertelidelse, overbelastning af led, søvnapnø m.m.

Anoreksi er den farligste af de tre spiseforstyrrelser. Hvor fedme udgør det største sundhedsmæssige problem globalt set og et stort sundhedsmæssigt problem for den enkelte på lang sigt, kan anoreksi udvikle sig livsfarligt tidligt i forløbet enten på grund af de somatiske følgevirkninger, nedsat modstandsdygtighed mod andre sygdomme som f.eks. lungebetændelse eller selvmord. Men samlet set, ser alle spiseforstyrrelser ud til at være forbundet med en højere risiko for død og selvmord sammenlignet med en tilsvarende gruppe uden en spiseforstyrrelse.

Alle tre spiseforstyrrelser findes i forskellige grader, og mange unge har en snert af eller en begyndelse på en spiseforstyrrelse, som det kan være vigtigt at være opmærksom på. Det er ligeledes vigtigt at være opmærksom på, at spiseforstyrrelser ikke kun er forbundet med somatiske risici, men også har sociale og psykologiske implikationer. At overspise eller ikke at spise kan være svært i sociale sammenhænge og fører ofte til social isolation. Hertil kommer den betydning den stadige fokusering på mad, krop og vægt har på den vigtige psykologiske udvikling i ungdomsårene. Som en tidligere patient udtrykte det: ”Jeg har mistet 10 år af min ungdom og er bagud på alle områder”.

Hvem får spiseforstyrrelser og hvor udbredte er de

Spiseforstyrrelser udvikles typisk i ungdomsalderen og de fleste, der får en spiseforstyrrelse er kvinder. Fælles for de to grupper, anoreksi og bulimi er, at de først og fremmest optræder hos unge kvinder i alderen 14-25 år. Ca 10-11 procent er mænd/drenge, hvilket betyder, at de to spiseforstyrrelser er de psykiske lidelser, der har den største kønsmæssige skævhed. Bulimi er den hyppigste af de to. Mindst 3 procent af unge kvinder har på et givet tidspunkt bulimi, mens det tilsvarende tal for anoreksi er én procent. Ved BED er den kønsmæssige skævhed mindre udbredt. Ca. en tredjedel af denne gruppe er mænd/drenge. Lidelsen er langt den hyppigste af de tre med en forekomst på mellem 2-5 procent i almenbefolkningen.

Hvad skyldes spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelser udvikler sig ad forskellige veje. Der er ikke én forklaring på, hvornår nogle får en spiseforstyrrelse, andre ikke, og de der får en spiseforstyrrelse, får det også af forskellige grunde. Det mest præcise man kan sige er, at spiseforstyrrelser skyldes et samspil mellem forskellige faktorer, hvor kulturelle, sociale, familiære, psykologiske og biologiske faktorer på forskellig måde og i forskelligt omfang er en del af forklaringen. I nogle tilfælde har de sociale og kulturelle faktorer en stor betydning. Det gælder f.eks. opvækst eller arbejde i et miljø, hvor der er et særligt fokus på udseende og slankhed, og hvor et bestemt ydre ideal har betydning for ens popularitet, status eller fremtidsudsigter.

Som eksempler kan nævnes kulturen i særlige ungdomsgrupper, især pigegrupper, hvor man sammenligner sig med hinanden eller kravene inden for eliteidræt, herunder ballet. I andre tilfælde vægter de familiære faktorer, f.eks. tab og psykisk sygdom i familien eller et hjemmemiljø, hvor restriktiv spisning og et tyndt kropsideal efterstræbes, eller et miljø, hvor mad bruges som trøst, hygge og belønning og som en særlig måde at regulere følelser på. Blandt de psykologiske faktorer skal især nævnes den enkelte persons selvværd, der vedrører anerkendelsen og accepten af ens krop og person og evnen til at håndtere svære følelser.

Udviklingen af kroppen i puberteten har særlig betydning i denne sammenhæng. En central opgave i puberteten er netop at kunne acceptere den forandrede krop, som er resultatet af den biologiske udvikling, ikke mindst i de tilfælde, hvor kroppen afviger fra det herskende skønhedsideal, hvad kroppe typisk gør. Opgaven er særlig udfordrende for piger, hvor puberteten indebærer en forøgelse af kroppens fedtmængde, et faktum, som generelt er uønsket i vores samfund.

Den biologiske disposition spiller også en rolle. Kroppes størrelse og form er som bekendt arvelig, og vi er født med forskelligt stofskifte. Den udfordring puberteten udgør er således større for nogle end for andre. Hertil kommer, at tydelige afvigelser fra normen ofte er genstand for mobning, som i sig selv udgør en risikofaktor.

Der er ikke én forklaring på, hvornår nogle får en spiseforstyrrelse, andre ikke, og de, der får en spiseforstyrrelse, får det også af forskellige grunde.

Kulturens særlige betydning

Det er vigtigt at pointere, at der er tale om et samspil mellem forskellige faktorer, og at en enkelt faktor ikke kan forklare det hele. Når det er sagt, skal det også nævnes, at vi lever i en kultur, hvor vi dagligt bombarderes med et skønhedsideal, som de færreste kan leve op til. Og vi konfronteres i stigende grad med metoder, der muliggør, at vi kan tilnærme os det eftertragtede udseende: Botox, fillers, operationer og som noget relativt nyt, Wegovy.

Det er især unge, som på Instagram, TikTok og andre platforme konstant konfronteres med et idealiseret udseende, med andres udseende, og eksperimenterer med deres eget, hvilket, f.eks.når det gælder ansigtet, har givet anledning til udtrykket et ”instagramansigt”, som er karakteriseret ved svulstige læber, skarpe kindben, lange vipper og ren hud. Det er også de unge, som er mest modtagelige, og som tilbringer mest tid bag skærmen. Der er således tale om en massiv påvirkning og kulturel grobund for udvikling af spiseforstyrrelser. Denne grobund er ikke i sig selv tilstrækkelig til at forklare spiseforstyrrelsers opståen. Kultur formidles gennem den enkeltes køn, psykologi og biologi og den umiddelbare sociale kontekst, vi lever under – forhold som enten kan disponere for eller beskytte imod udviklingen af en spiseforstyrrelse.

Hvad skal man gøre

Det korte svar er reager! Og det er ikke let. Spiseforstyrrelser kan skjule sig i lang tid både fordi, de kan være forbundet med skam, og fordi de kan have en vigtig funktion for den pågældende. Det er især bulimi og BED, der er forbundet med skam. Hvis det lykkes at overvinde denne skam, kan der i det fleste tilfælde igangsættes ambulant behandling med inddragelse af psykoterapi i gruppe eller individuelt sideløbende med et fokus på spisningen.

Anoreksi er den sværeste at behandle. Det hænger bl.a. sammen med, at anoreksi i mange tilfælde ikke opleves som et problem, men som en løsning, som en måde at tackle og regulere problemer og følelser på. Det kan derfor være svært at motivere den pågældende til at indgå i et behandlingsforløb. Ofte kan en langvarig indlæggelse være nødvendig. Drejer det sig om børn og unge, vil man typisk vælge familiebehandling, hvor forældrene inddrages og står for den kostmæssige side af behandlingen. I mange tilfælde er behandlingen af anoreksi langvaring og kræver inddragelse af såvel psykologisk som kostmæssig behandling.