Jeg lever sundt og dyrker regelmæssigt motion. Jeg tager også et dagligt vitamin- og mineraltilskud i form af et par piller, men er i tvivl om det er nok at tage en daglig multi-mineral tablet? Jeg er ret aktiv og dyrker motion to til tre gange om ugen. Skal jeg tage kosttilskud, som kan booste mit immunforsvar og styrke min krop og i givet fald, hvad skal jeg tage? Jeg synes, det er svært at få overblik over alle de produkter, som helsekostbutikkerne er fyldt op med. Jeg har også hørt noget om, at det ikke er alle vitaminer og mineraler, som kroppen har let ved at optage. Men hvordan kan man vide det?
Jeg ser frem til at få jeres svar.
Venlig hilsen “Den sundhedsbekymrede”
Som udgangspunkt har du ikke behov for at tage tilskud af vitaminer og mineraler dagligt, hvis du er rask og har et dagligt udendørsliv uden at være tilsløret eller mørklødet fra fødslen. Der er dog nogle få, kritiske punkter.
Hvis du er kvinde med menstruationer, især hvis de er kraftige, kan du meget vel få behov for et jerntilskud. Prøv at få målt din jernstatus hos din læge i en blodprøve i forbindelse med et besøg, samt hvis blødningerne ændrer sig, og så skal du jo have en snak om det i alle tilfælde.
For alle kniber det med D-vitamin forsyningen i de mørke måneder. Huden producerer langt den største del af vort D-vitamin, når den udsættes for sollys, direkte eller indirekte. Hvis du motionerer flere gange om ugen udendørs, er problemet næppe stort, men hvis det er i et center, kan det være rimeligt at tage et calcium-D-vitamin tilskud fra november til april.
Hvis du i øvrigt ikke har helbredsproblemer eller tager medicin, får du ikke glæde af tilskud til kosten. Man kan ikke blive sundere end sund af tilskud. De fleste tilskud af mineraler og vitaminer bliver ikke optaget i kroppen, hvis der ikke er mangel, så der skal blot bruges energi på at udskille dem, eller de kan binde andre næringsstoffer i tarmen. Der har været vist en øget risiko for udvikling af cancer ved konstant overdosering af vitamin-mineral præparater, selv om det er uklart i hvilke doser, og hvor længe de skal tages for at risikoen stiger.
Og så er der alle tilskuddene, der ikke er vitaminer og mineraler, f.eks. planteudtræk. Her kniber det gevaldigt med den videnskabelige dokumentation af, at man kan blive mere sund end sund og mere rask end rask. Hvis man har et helbredsproblem, er der rimelig dokumentation for, at der er effekt af de præparater, der er klassificeret som naturlægemidler. Valget må så afhænge af problemet.
Hvis du derimod har en kronisk sygdom, så er det en helt anden snak, også hvis den er velbehandlet. Så afhænger det af sygdommen, hvad jeg vil anbefale.
Hvis du dyrker eliteidræt, er situationen også en anden. Så vil du have glæde af tilskud i forbindelse med perioder med intensiveret træning.
Hvad vil du gerne vide?Hvad vil du gerne vide om sundhed, forebyggelse, behandling og sygdomme? I HELSE´s redaktionsgruppe sidder sundhedsfaglige eksperter, som gerne deler ud af deres viden. Har du et spørgsmål, så send det til spwww.helse.dk, så kan det være, at det bliver dit spørgsmål, som vi besvarer i næste udgave af HELSE. |
Jens Rikardt Andersen er uddannet speciallæge i mave-tarm-sygdomme. I dag arbejder han som overlæge på Rigshospitalet og er også lektor ved Københavns Universitet, hvor han forsker og underviser i kostens betydning for vores helbred – særligt i forbindelse med sygdomme og medicinske behandlinger. |