Forestil dig, at du hele tiden har en følelse af ikke at passe ind og af at være i alarmberedskab over for, hvornår bevidste eller ubevidste hentydninger eller decideret diskrimination atter rammer. Enten fordi de fysiske omgivelser ikke passer til en person af din størrelse, og du derfor ikke rigtig kan være på sædet i bussen, på stolen i lægens venteværelse eller finde tøj i din størrelse i butikkerne. Fordi du jævnligt oplever, at folk ser skeptisk på dig, når du fortæller, at du godt kan lide at dyrke sport, eller at du har en kæreste. Fordi slanke mennesker i din omgangskreds kommer med subtile bemærkninger om, at de er ved at blive tykke og er nødt til at løbe en tur eller taler om, at det er pænt, at en eller anden har tabt sig.
Stigmatisering af personer med høj vægt findes; det er udbredt, og det kan forekomme i mange forskellige arenaer. Lige fra børnehave og skole, over arbejdsmarked, sundhedsvæsen og i medierne, til den helt nære familie.
Sådan konkluderer Vidensråd for Forebyggelse i rapporten ’Vægtstigmatisering. Forekomst, betydninger og forebyggelsespotentialer’, som gennemgår forskningslitteraturen på området.
Det siger sig selv, at det er ubehageligt at møde fordomme, stigmatisering og diskrimination på grund af sin vægt, men dertil har det en negativ betydning for mange aspekter af livet, fortæller Janne Tolstrup, der er forperson for arbejdsgruppen bag rapporten og næstforperson i Vidensråd for Forebyggelse:
Vægtstigmatisering kan påvirke børn og unges præstationer i skolen og deres uddannelsesmuligheder, det kan føre til en højere vægt senere i livet og kan have betydning for børns mentale sundhed, f.eks. i form af forstyrret spisning ogensomhed.
For voksne kan vægtstigmatisering betyde, at personer med høj vægt mangler motivation til motion og får en større tilbøjelighed til overspisning. Og vægtstigmatisering fra arbejdsgivere kan påvirke lønniveauet og jobmulighederne for personer med høj vægt.
Det er heldigvis de færreste, der har intentioner om at stigmatisere eller diskriminere deres medmennesker, men rigtig mange har ubevidste fordomme om personer med høj vægt. Derfor er en del af løsningen ifølge arbejdsgruppen bag rapporten, at vi alle får en større bevidsthed om mulige egne fordomme.
Derudover er der behov for et opgør med den ensidige, og fejlagtige, kobling mellem at være slank og sund og et opgør med den udbredte, men også fejlagtige, opfattelse af, at nogle mennesker udelukkende har en høj vægt, fordi de mangler disciplin til at styre mad- og motionsvaner, slutter Janne Tolstrup.