Helse har talt med formanden for Danske Regioner Bent Hansen om fremtidens sygehuse, kvalitet i behandlingen og nødvendigheden af at tænke nyt.

Da formanden for Danske Regioner, socialdemokraten Bent Hansen for første gang blev valgt til det daværende amtsråd i Viborg i 1981, var hans primære mærkesag at bevare det lille lokale sygehus i hjembyen Kjellerup. Og det var den sag alene, han blev valgt på.

I dag små 30 år senere er samme Bent Hansen i sin egenskab af formand for Danske Regioner frem for alt den politiske stemme, der skal gennemføre den formentligt største forandring af sundhedsvæsenet nogensinde herhjemme. En storstilet plan, som inden for de næste ti år vil munde ud i, at Danmark i stedet for en lang række lokale sygehuse og hospitaler har 18 store akuthospitaler, heraf seks regionale storsygehuse samt Rigshospitalet og to nye universitetshospitaler i Århus og Odense.

Sygehusene – hvad enten det er etableringen af de nye storsygehuse eller nedlæggelsen af de mange mindre, lokale sygehuse – er uden sammenligning det politiske spørgsmål, der optager danskerne mest lige nu. Bølgerne går højt, for mens mange sagtens kan se fornuften i at samle den medicinske ekspertise på færre, større og velfungerende centre, raser lige så mange over udsigten til, at deres lokale sygehus nedlægges med det efterfølgende tab af arbejdspladser, prestige og for mange også tryghed.

HELSE møder Bent Hansen på hans kontor på 6. sal i Regionernes Hus i København, hvor den 62-årige regionspolitiker taler lige ud af posen om sit syn på, hvordan det ideelle sygehusvæsen ser ud om ganske få år.

– Det er rigtigt, at mange mennesker føler tryghed ved at have et lokalt sygehus, men der er nogle gange tale om en falsk tryghed, siger han og begrunder det med ét, eneste ord, som for ham er overskriften på hele sygehusdebatten: – Kvalitet!

Mindre sygehuse er forældede

– Vi skal levere den rigtige kvalitet på det rigtige tidspunkt til den rigtige patient. Og det betyder, at det billede, mange mennesker har haft i mange år og stadig har, at bare der er et hus, hvor der står “sygehus” på et skilt udenfor, så er alting godt, det bliver vi nødt til at gøre op med. Vi må gøre opmærksom på, at sådan er virkeligheden ikke skruet sammen. Det, det drejer sig om, når man får en alvorlig sygdom, er at komme hen på et sted, hvor den rigtige kvalitet i behandlingen er til stede, hvor de rigtige kompetencer er til stede. Det hjælper ikke noget, hvis man har fået en livstruende blodprop i hjertet, at man kommer ind på et sygehus, hvor der ingen kardiologer er. Der skal være nogle specialister inden for de forskellige områder, og det er sådan i dagens Danmark, at det er bedre at køre længere, selvfølgelig under kontrollerede former, og komme hen til de rigtige kompetencer, end at komme hen til et lille sted tæt på, hvor man finder ud af, at man ikke kan gøre noget, og så køre videre til det næste sted, og det næste, inden man til sidst kommer derhen, hvor man får den rigtige behandling, siger Bent Hansen.

– For mig handler det om, hvordan vi sikrer de mest syge mennesker den rigtige kvalitet på det rigtige tidspunkt. Det skal nemlig ikke være sådan, at man får en dårligere behandling, fordi man bliver syg kl. to om natten frem for midt på dagen. De store akuthospitaler vil kunne have en kvalificeret bemanding af specialister hele tiden, og den kvalitet er det ikke muligt at have på 50 små sygehuse fordelt over hele landet. Deri ligger der også en erkendelse for mig af, at forholdene i dag inden for sundhedssektoren er fuldkommen forandret, i forhold til dengang jeg blev valgt på at ville bevare det lille sygehus i Kjellerup.

Der er flere forhold, der taler for Bent Hansens og de øvrige politiske lederes sygehusplan. Blandt andet at langt flere behandlinger i dag kan foregå ambulant eller med meget få indlæggelsesdage, og at de mindre sygehuse ganske enkelt ikke lever op til de krav der stilles i dag til teknologisk udstyr og plads.

Følelser på spil

Men fra sin tid som fortaler for de små, lokale sygehuse ved Bent Hansen også godt, at der er mange følelser på spil.

– Det ligger dybt forankret i mange lokalsamfund, at man skal have sit eget sygehus. Det betyder noget for identiteten. Og så handler det naturligvis også om arbejdspladser, siger regionsformanden, der i sin egen Region Midtjylland kender til rivaliseringen mellem for eksempel Herning og Holstebro.

Her raser store dele af befolkningen over, at sygehuset i Holstebro skal lukkes, når et nyt stort akutsygehus i Gødstrup uden for Herning står færdigt.

– Der kan sagtens være 3000 arbejdspladser på spil i slaget mellem de to byer, når det drejer sig om placeringen af et supersygehus, men man skal blot være klar over én ting; det er sundhedspolitik, det handler om. Ikke arbejdspladser eller imagepolitik, siger Bent Hansen, som også imødegår andre argumenter for at bevare de små, lokale sygehuse i deres nuværende form.

Kan du ikke forstå, hvis mange for eksempel ældre mennesker føler sig utrygge ved at skulle indlægges på et sygehus langt væk, hvor det måske er svært for deres ægtefælle at besøge dem?

– Jo, det kan jeg sagtens forstå, men det handler også om at forstå og indse, at meget har forandret sig over de senere år. Gennemsnitsindlæggelsen for dem, der bliver akut indlagt, vil i fremtiden være under tre dage, derefter kommer de hjem og behandles i eget hjem. Halvdelen af de ældre bliver udskrevet efter 24 timer. Og det skyldes, at så mange flere behandlinger og operationer i dag foretages ambulant.

Jeg kan give et meget godt og konkret eksempel: Da min yngste datter var ti år, blev hun opereret for blindtarmsbetændelse. Det foregik, som det jo gjorde dengang, ved at man lagde et langt snit i maven, og så var hun indlagt i syv-otte dage bagefter. I dag prikker man to små huller og går ind med en kikkert og en kniv. Det foregår ambulant, og man kommer hjem samme dag.

Sådan er det med mange andre behandlinger i dag. Og det er der, de mindre enheder kommer ind i billedet igen. De skal ikke være akutte modtagelsesenheder, men i stedet fungere som lokale sundhedscentre, eller hvad man nu vælger at kalde dem. Her skal patienter med kroniske lidelser gå til kontrol, her skal der foretages efterkontrol oven på den medicinske eller kirurgiske behandling, der er foretaget af specialisterne. Over 90 procent af al kontrol skal netop foregå tæt på hjemmet, siger Bent Hansen.

Patienten skal overleve

– Vi er nødt til at slå fast, hvordan udredningen reelt er: De rigtigt alvorligt syge skal behandles centralt på akutcentrene af specialister på området. Mens det almindelige tjek, vi alle sammen har brug for fra tid til anden, finder sted tættere på hjemmet. Her tænker jeg, at de praktiserende læger skal samles i nogle større enheder, på sundhedscentrene, sammen med nogle udgående ambulatoriefunktioner fra sygehusene. Ligesom sundhedscentrene både skal rumme skadeklinikker, der kan tage sig af mindre skader, og skal kunne tage et røntgenbillede for at se, om et skinneben er brækket eller hvad det nu måtte være.

Men er det trygt for borgerne i visse yderområder, at de skal transporteres meget langt, hvis uheldet er ude?

– Ja, det er det. For noget tid siden var en politisk leder fra et parti på højrefløjen – jeg vil ikke nævne navne – på besøg ovre i Nordvestjylland, hvor der jo er en del uro om det her spørgsmål. Her skulle den læge, der står for den præhospitale ordning, forklare, hvad der sker, hvis en borger fra Thyborøn får en livstruende blodprop. Og han spurgte måske lidt polemisk, hvad politikeren mente, der skulle ske. Hun svarede, at patienten da skulle ind til det nærmeste sygehus. Men lægen sagde: “Nej, patienten skal OVERLEVE”. Han tog udgangspunkt i et helt konkret episode med en 54-årig mand, som blev kørt i en akutambu-lance fra Thyborøn til Skejby ved Århus. Tværs over Jylland. Det tager, hvis man er heldig, omkring to timer. Men der er den rigtige hjælp undervejs, der sidder en læge i bilen, der bliver givet blodfortyndende medicin og så videre, og når man når frem, står et kvalificeret team af specialister klar til at overtage patienten. Det vigtige er, at vi får tegnet det billede, at det giver en større tryghed at komme ind og få den helt rigtige behandling af specialister, end hvis patienten kom ind på et lokalt sygehus i Lemvig eller Holstebro, hvor der ingen kardiologer er – og aldrig har været det.”

Gigantisk investering

Om 10 år står de nye hospitaler færdige, men arbejdet med at oprette de 18 centrale akutsygehuse er i fuld gang, og Bent Hansen lover, at man inden for de næste tre-fire år har samlet de akutte modtagelser de 18 steder. To sygehuse, Nykøbing Falster og Thisted, får dog en særstatus som akuthospitaler, men ‘uden det hele’, som Regionsformanden udtrykker det. Det skyldes afstandene i de pågældende regioner, samt at befolkningstallet ikke fuldt berettiger den ‘store pakke’. Der indføres præhospitale enheder og indsættes helikopterdrift til at transportere alvorligt syge fra de fjerne egne og øerne, så Bent Hansen mener ikke, at borgerne i de områder har grund til bekymring omkring trygheden.

Den samlede bevilling til denne store sygehusomlægning er godt 40 mia. kr., men Bent Hansen mener ikke, at det beløb rækker, hvis man vil have opfyldt alle ambitioner i projektet.

– For fire år siden sagde jeg, at inden vi er færdige med det her projekt, så har det kostet 100 mia. kr., og det tror jeg stadig på, siger han. – Man skal tænke på, at der er foretaget meget få investeringer i nye sygehuse i Danmark i de seneste 40 år. Man har bygget Skejby ved Århus, i Frederikssund og Viborg byggede man nyt i 1980’erne, men ellers har vi lappet på de eksisterende bygninger. Der er imidlertid sket en revolution i udviklingen inden for sundhedssektoren, som de bygningsmæssige rammer slet ikke er fulgt med i. Jeg er sikker på, at enhver privat virksomhed, der havde udviklet sig i samme takt, som det er tilfældet inden for sundhedsområdet, for længst ville have kasseret de gamle utidssvarende rammer. Det er blevet tid til at foretage denne kæmpemæssige investering.

Hvis dit regnestykke holder, mangler der 60 mia. kr. Hvor skal de penge findes henne?

– Vi har sagt til regeringen, at vi mener, vi skal gå ud og låne pengene. For hvis du går ind og investerer i nye fysiske rammer, så kan det dokumenteres, at du har en driftseffektivisering på et sted mellem otte og ti procent. Vi kan sagtens forrente en investering med otte-ti procent med de renter, vi har i dag. Investeringen er nødvendig, fordi kravene til sygehusene er anderledes i dag. Vi kan behandle meget mere i dag. Det, folk døde af før, behandler vi i dag for i stor stil.

Men er danskerne parat til, at man optager så store statslige lån?

– Spørger man borgerne, hvor de helst vil behandles, så svarer langt størsteparten: “Der, hvor jeg får den bedste behandling”. Det er de raske, der meget gerne vil fastholde den store arbejdsplads, hvor man er. Og som hellere vil lappe end at skabe nye, ideelle rammer. De syge vil hen, hvor de får den rigtige hjælp. Og det er da lidt paradoksalt. Men danskerne er sådan skruet sammen, at vi utrolig gerne vil fornyelse og udvikling. Men vi hader forandringer. For det var nu så hyggeligt med de små enheder, siger Bent Hansen.

Masser af motion

Der står både kaffe, chokolade og en skål med friske vindruer på bordet, hvor vi interviewer Bent Hansen, og undervejs får regionsformanden drukket et par kopper sort kaffe. Bestemt hverken de første eller sidste på en lang dag med mange møder. Til gengæld lader han chokoladerne stå og spiser i stedet af druerne.

Den 62-årige politiker er bevidst om, at han befinder sig i risikogruppen for hjerte-karsygdomme med sine mange lange arbejdsdage. Mange møder, stress og rejser frem og tilbage på tværs af landet. Derfor gør han også meget ud af at holde sig i form, og han sætter altid tid af i den tætpakkede kalender til at få rørt sig.

– Om vinteren dyrker jeg motion mindst to gange om ugen, og om sommeren mindst tre gange om ugen. Jeg er gammel badmintonspiller og har spillet i 50 år og spiller stadig hver mandag morgen. Single. Og kun single, for man skal ikke stå der og dække sig i en double! Så løber jeg, og kan jeg komme til at spille fodbold med børnebørnene, så gør jeg gerne det, siger han.

Bent Hansen mener, at motion er en fremragende måde at være sammen på tværs af generationerne.

– Det er en god oplevelse at lave nogle fysiske ting sammen med sine børn og børnebørn. I sommer besøgte jeg min søn og svigerdatter i Juelsminde, samtidig med at de havde noget, der hedder Juelsminde Run, og det var skønt at løbe sammen med familien. De to børnebørn løb fem kilometer, jeg selv en kvartmaraton, mens min søn løb en halvmaraton, og det er skønt at have mulighed for at lave noget sammen i familien uanset alder.

Når jeg overnatter i København – det sker omkring to gange om ugen – har jeg løbeskoene med, og så løber jeg ovre på Kastellet. Det er et dejligt sted at løbe, fordi der er grusstier, så det er ikke så hårdt for knæene.

Knæene er faktisk mit største problem. Jeg kan godt mærke, at de ikke er helt unge længere, så jeg har knæbind på, når jeg spiller badminton, og jeg håber, at de trods alt kan holde nogle år mere, for jeg vil meget nødigt undvære de ugentlige timers motion, siger Bent Hansen.

Vi skal tage vare på sundheden

Formanden for Danske Regioner Bent Hansen (S) mener, at danskerne selv har et ansvar for, at udgifterne til sundhedssektoren ikke løber løbsk. Han kalder sundheden for kernen i velfærdssamfundet, og mener, at det er en opgave, som skal løses i fællesskab.

– Vi skal som politikere sørge for at skabe de absolut bedste og mest trygge rammer for borgerne, men vi skal alle sammen bidrage til at skabe en bedre folkesundhed. Vi er nødt til – sundhedspolitisk – at stille krav til os selv og hinanden om, at vi skal tage mere vare på os selv. Vi er nødt til at tale om, hvordan vi kan forebygge. Vi er nødt til at tale om motion, om rygning og om kost. Vi er nødt til at tale om, hvad forældre skal lære deres børn om sundhed.

Vi skal for alt i verden prøve at undgå at få ‘amerikanske tilstande’ med kraftigt overvægtige børn og unge. Der er allerede et problem, og det er trist. Vi kan se det på antallet af fedmeoperationer, som i løbet af de senere år er tidoblet. Det er at vælge den ‘lette’ løsning og klare det med kniven, men det er at give fortabt. Fordi vi med en sundhedspolitisk indsats og en aktiv, personlig indsats ville kunne undgå langt de fleste fedmeoperationer. Vi bør starte ude i skolerne i første klasse og udpege de fem-otte børn, hvor vi kan se en tendens til fedme, som sikkert også kan spores i hjemmet, og så hjælpe dem aktivt til at undgå, at det fortsætter. Det er for dårligt, at vi som et veloplyst folk lader os lulle i søvn af, at ‘det går nok’ og ‘vi skal jo have det hyggeligt.’ Ja, vi skal have det hyggeligt, men vi skal også løbe og spille bold med børnene, og børnene skal bevæge sig mere. De skal have en times motion og idræt i skolen hver dag, siger Bent Hansen og griber lidt i egen barm:

– Vi begår selv mange fejl. Se nu, når vi bygger sygehuse, så laver man et såkaldt ‘trafikcenter’, hvorfra der kører seks-otte elevatorer op til etagerne. Men hvor er trappen? Den er gemt væk, så vi ikke kan finde den. Og det er jo helt forkert. For det meget bedre, hvis man blot skal en, to, tre etager op, at tage trappen. Det er ikke bare hurtigere, men også meget sundere, siger han.