’Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste …’

Lasse var blevet læge i efteråret. Han var så stolt og glædede sig til at bruge sin viden til at gøre en forskel med at helbrede og lindre.

Men dette var slet ikke, hvad han havde forventet! Han havde vagt på hospitalet den aften og modtog 67-årige Inga. Hun havde kræft, som havde spredt sig til stort set hele kroppen, men alligevel havde hendes mand ringet 112. Hun var tydeligvis døende ved ankomsten. ”Hjælp hende”, bad ægtefællen indtrængende – og siden lidt kommanderende: “Hun har ondt og dør jo uden medicin, mad og drikke …”

Lasse tænkte febrilsk på det, han havde lært på lægestudiet. Hvordan skulle han fortælle ægtefællen, at Inga var døende? Hvordan kunne han lindre hendes symptomer? Og hvordan skulle han sikre sig, at Inga og ægtefællen fra nu af fik den bedst mulige afslutning på deres lange liv sammen?

Alle læger skal kunne lindre

At lindre og trøste svært syge og døende patienter og deres pårørende er en vigtig del af læge-gerningen, som det har været det siden Hippokrates’ tid.  Lægeløftet bygger stadig på hans læresætning, selvom den moderne tids tabu omkring døden ind imellem får os til at fortrænge det.

Ovenstående historie med den unge læge er en opdigtet historie, men har rod i den virkelige verden på danske hospitaler anno 2018. Som vi har beskrevet i artiklen ”Danish medical schools do not meet international recommendations for teaching palliative medicine” (Danish Medical Journal, oktober 2018), får danske lægestuderende ikke nær den uddannelse i lindrende (palliativ) behandling, som både Sundhedsstyrelsen og internationale organisationer anbefaler.

Det er tankevækkende og bekymrende, at Danmark bliver scoret meget lavt i internationale undersøgelser i forhold til både uddannelse og organisering af lindrende behandling.

Lindrende behandling skal prioriteres

For at sundhedsvæsenet skal kunne løfte den opgave, det er at lindre svært syge og døende mennesker, må vi prioritere lindrende behandling mere på lægestudiet i fremtiden. Alle læger skal kunne lindrende behandling på basisniveau, og derfor skal der også være specialister, der kan uddanne alle læger og løfte niveauet generelt.

Som det er nu, kan speciallæger blive ’fagområdespecialister i palliativ medicin’, hvis de selv sørger for at få finansieret en ekstra uddannelse i palliation, som man delvist skal til udlandet for at tage.

Vi har derfor også brug for, at palliation bliver et regelret speciale i Danmark, som det er i lande, vi plejer at sammenligne os med. Sagt på godt jysk: Der er plads til forbedring.

Holdningerne inden for sundhed er mangfoldige, og ikke alt kan bevises i store undersøgelser. Derfor har Helse inviteret stærke personligheder til at komme med deres syn på sundhedsvæsnet 2018. I november/december er det overlæge Mette Asbjørn Neergaard, overlæge, ph.d., og klinisk lektor, Enhed for lindrende behandling, Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital.