Alle afhængighedsskabende stoffer – som medicin, nikotin og alkohol (og muligvis sukker) – har potentiale for at ende i misbrug, hvor det belaster væv og organer på sigt. Derfor kan det betale sig at holde øje med sit forbrug af især medicin og alkohol, så det ikke pludselig tipper til den forkerte side.
Udover de sociale konsekvenser et misbrug kan medføre, er det også ganske belastende for kroppen og sundheden at opretholde et misbrug, men du kan faktisk bruge det at styrke din krop – og dit sociale netværk – i kampen mod afhængigheden.
I Danmark skønner man i følge tal fra Statens Institut for Folkesundhed, at der herhjemme er 640.000 mennesker med et skadeligt alkoholforbrug – og at 147.000 har et behandlingskrævende problem med alkohol. I Sundhedsstyrelsen anslår man, at mindst 100.000 er afhængige af medicin, men tallet kan være langt højere.
Afhængighed er i dag anerkendt som en sygdom, som kræver behandling, men der er stadig mange fordomme omkring alkoholisme og andre former for afhængighed. Det er IKKE bare et spørgsmål om rygrad og viljestyrke, for du er oppe imod hele din krops biokemi, der råber på et bestemt stof, som den har udviklet afhængigheden af. Det er også derfor, vi får både fysiske og psykiske abstinenser, når vi skal afvænnes.
Den amerikanske biokemiker ved navn Roger J. Williams (død 1988), som bl.a. er kendt for at finde og navngive B-vitaminet folinsyre, brugte store dele af sit liv på at forske i baggrunden for afhængighed af alkohol. Han mente, at der er tale om en arvelig fysisk stofskiftesygdom på lige fod med en sygdom som diabetes. Og ligesom ved diabetes havde ernæringen en stor indflydelse på udviklingen af afhængigheden. Hvis vi mangler bare enkelte næringsstoffer øges lysten hos de ramte til alkohol og dermed risikoen for udviklingen af alkoholisme.
Flere steder benytter man faktisk denne viden til at afvænne alkoholikere og medicinafhængige. I USA og England er der flere store centre, der behandler alkoholisme med sund og tilstrækkelig kost samt de rigtige kosttilskud. I Danmark findes der flere behandlingscentre, hvor den holistiske tilgang til, at behandlingen skal handle om hele mennesket, hersker – f.eks. behandlingscentret Tjele.
Et misbrug kan meget let føre til, at man ikke får en alsidig, sund og nærende kost, ikke mindst derfor er det vigtigt at få fyldt kroppen med næringsstoffer. Derfor vil gode multivitamin- og mineraltilskud være et must for enhver, der skal hjælpes ud af et misbrug. B-vitaminer er faktisk ganske centrale – ikke mindst B1-vitaminet thiamin – som man let kan være i underskud af som følge af dårlig optagelse i tarmene ved et højt alkoholforbrug. Tag altid enkelt-B-vitaminer sammen med et kompleks af alle B-vitaminerne, da de bruger hinanden til at blive optaget i kroppen.
Det er vigtigt med ekstra C-vitamin, for eksempel 1.000 mg to-tre gange dagligt, ekstra naturligt E-vitamin og ekstra A-vitamin vil også være godt i en periode (hvis man ikke er gravid).
C-vitamin blokerer for og nedbryder blandt andet de receptorer, som opioider sætter sig på. Det forhindrer misbrugere i at få det samme “sus” fra det afhængighedsskabende stof. C-vitamin skal man langsomt trappe op, men det er ikke skadeligt, så længe det ikke giver tynd afføring.
Mineralerne selen, zink, chrom og magnesium er nødvendige, og man bør tage dem udover vitaminpillen. Mineraler optages bedst om natten, så det er bedst at tage dem om aftenen.
Det er desuden vigtigt at tage et tilskud af de sunde fedtsyrer fra f.eks. fiskeolier eller blandingsolier med omega-fedtsyrerne, da det dels hjælper kroppen med næringsoptagelsen, dels er vigtige for hjerne og krop.
Udover en en dårligere næringstilstand hos misbrugere får livsstilen og en øget inflammation i kroppen også hurtigt konsekvenser for kroppen.
Vi ved, at selv små mængder alkohol udover de anbefalede genstandsgrænser øger kvinders risiko for brystkræft. Den øgede inflammation i kroppen øger risikoen for en lang række kroniske sygdomme, hvilket kun forværres, hvis man oven i spiser meget sukker eller ryger. Øget sukkertrang kan være endnu en udfordring hos mange misbrugere.
Inflammation ælder os hurtigere og kan – udover risikoen for andre sygdomme – være skyld i for tidlig død.
Derudover får mange misbrug konsekvenser for ens sociale liv, både i familien og vennekredsen, hvilket desværre kan føre til et endnu større misbrug.
Søvn og motion bør faktisk også stå på listen over livsstilstiltag, der kan gøre en forskel i afvænningen. Når vi sover, restituerer vi. Alle celler og ikke mindst hjernen er afhængig af en ordentlig søvn. Hvis søvn er et problem, så find gerne mere om emnet under vores tema om søvn og søvnfremmende tiltag.
Motion giver iltning af cellerne og hjælper både med større kropsbevidsthed (mange misbrugere har stor glæde af at komme i kontakt med kroppen igen), så du bliver bedre til at tolke kroppens signaler og behov, og giver bedre søvn samt bedre fordøjelse.
Undersøgelser har tidligere vist, at rygere oplever færre abstinenser, hvis de f.eks. løbetræner i forbindelse med rygestop. Dette kan meget vel gælde alle former for afhængighed, ligesom arten af motion nok heller ikke er afgørende. Selv gåture i rask gang giver mange sundhedsfordele, som man med fordel kan udnytte, når man vil styrke sin krop ud af afhængigheden.
Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige og alternative metoder og midler.
Se mere på www.naturli.dk – hvor du også kan søge på artikler om alkohol, afhængighed og finde kilderne brugt til denne artikel.