Sukkersyge-sladrehanken

Metoderne til at stille diagnosen “sukkersyge” har ændret sig en del gennem historien – fra smagsprøver af urin til i dag, hvor man hverken behøver at faste eller indtage sukkervand.

Sukkersyge (Diabetes Mellitus) har været beskrevet siden oldtiden. Datidens læger beskrev en sygdom, hvor patienterne tissede meget, deres urin var sødlig, og de tærede langsomt hen. Det var en frygtet sygdom, hvor ingen effektiv kur fandtes. Der var stort set ingen effektiv behandling af sukkersyge indtil opdagelsen af insulinet i 1920’erne.

I dag lever flere og flere danskere med sukkersyge, og langt de fleste lever godt. Diagnosen stilles tidligere end før, og der findes en hel række effektive medicinske behandlinger af sygdommen og dens følgevirkninger.

Fælles for alle typer af sukkersyge er en forhøjelse af blodets indhold af sukker. For et par århundreder siden stillede lægen diagnosen ved at smage på en prøve af patientens urin. Urinen smagte sødligt grundet det store indhold af sukker i blod og urin. En patient med en stor urinproduktion og med en urin, der smagte sødligt, fik diagnosen “sukkersyge”. Den metode er vi heldigvis gået bort fra i dag!

I risikogruppen

Min patient i dette fiktive eksempel er en overvægtig herre i slutningen af 50’erne. Han er sund og rask og har ingen symptomer på sukkersyge. Hans far havde sukkersyge, og dermed er han selv i risikigruppen.

Hans anledning er en helbredsundersøgelse, og i den forbindelse taler vi om sukkersyge, og om sammenhængen mellem gener og livsstil.

“Ud fra en snæver medicinsk betragtning ville et vægttab nok være ønskeligt”, siger jeg med et lille smil til min patient, der svarer i samme tone:

“Ja, det ved jeg, men i min alder skal man jo holde huden stram!”

Efter lidt grinen enes vi om at undersøge for sukkersyge.

Undersøgelsen foretages i dag ved hjælp af en blodprøve på én af to måder. Den ene, der har været anvendt i årevis, er en simpel måling af blodets indhold af sukker (blod-glucose). Ofte er en faste-prøve nødvendig, idet resultatet kan ligge i gråzonen, hvis man lige har spist. Måling af blodsukkeret kan også foretages to timer efter indtagelse af en sukkerholdig væske – den prøve kaldes “sukkerbelastning”.

Hverken faste eller sukkervand

Inden for de sidste år har en ny prøve kaldet for “sladrehanken” (HgbA1C er det kliniske navn) vundet indpas – en metode, der har været anvendt i årevis til at styre behandlingen for allerede diagnosticerede sukkersyge-patienter. Nu anvendes metoden til at stille selve diagnosen, og den kræver hverken, at man faster eller indtager sukkervæske.

Metoden bygger på det princip, at blodets sukker binder sig til hæmoglobin i de røde blodceller. Jo højere sukkerniveauet er, jo mere sukker bindes, og således er prøven et gennemsnitsmål for indholdet af sukker i blodet de sidste måneder op til prøven.

Sundhedsstyrelsen har i 2012 anbefalet metoden som diagnostisk test til den mest almindelige form for sukkersyge – type 2 DM.

“Du har ikke sukkersyge”, siger jeg til min patient, da vi mødes et par dage senere til prøvesvar. “Men din prøve ligger i det område, vi kalder nedsat sukkertolerance (IGT), dvs. let forhøjet i forhold til normalen”.

“Køb et par løbesko, eller støv de gamle af “, siger jeg med et smil til min lettede og muntre patient.

“Det skal jeg nok gøre”, svarer han. “Og jeg skal også overveje at bruge dem!”