Sund sex: Professionel hjælp til sexlivet

Han tager hende i sine arme og presser lidenskabeligt sine læber mod hendes. Så nemt er det på film og i bøger. Men i virkelighedens verden er det ikke spor ualmindeligt, at hun sover, og han spiser en rullepølsemad foran fjernsynet.

Der kan være mange årsager til, at sexlivet går i stå. Perioder med meget travlhed, sygdom, eller bare en familieforøgelse, kan betyde, at noget af det allermest naturlige i verden bliver en kunst. Helse har talt med ledende overlæge Astrid Højgaard ved Sexologisk Center på Aalborg Universitets Hospital om danskernes sexliv.

– Praktikken er den mest almindelige årsag til, at man får problemer med sexlivet. I dag bliver mange helt udmattede af andre opgaver. Det er helt klassisk, at hun er træt, og han ser fjernsyn og kommer først i seng, når hun sover. Nogle gange skal rutinerne brydes – enten ved at man går i seng samtidig, eller ved at man finder ud af at have sex på andre tidspunkter end om aftenen. Det kræver ofte helt almindelig sund fornuft at rådgive parrene, der kommer her, fortæller Astrid Højgaard, som altid begynder sin rådgivning med at finde ud af, hvad det er patienterne ønsker at opnå, når de henvender sig.

– Vores terapi er kontraktbaseret. Det er patientens behov, der er i centrum. Vi bruger lang tid på at forhandle med patienten, inden vi kommer med vores rådgivning, så vi er helt sikre på, hvad de gerne vil opnå med terapien. Hvis man har en partner, vil vi meget gerne have at begge kommer her, for der skal være noget i det for begge parter. Men vi tager altid udgangspunkt i den enkelte – man skal hver især arbejde med sit eget projekt. Man kommer ikke her for at lave om på den anden.

Udover almindelige udfordringer med hverdag, arbejde og pligter, så er der også mange, der får problemer i forbindelse med sygdomme. Prostatakræft, brystkræft, rejsningsbesvær, smerter i forbindelse med samleje og manglende lyst er helt almindelige årsager til at sexlivet bliver svært.

– Det kan være et par, hvor manden har mistet morgenrejsningen efter behandling for prostatakræft og som savner den, selv om konen er ligeglad, for hun har ikke lyst til sex længere. Det kan være, vi kan løse mandens problem med medicin, men vi må også se på kvinden. Hvorfor har hun ikke lyst mere, og er hun ked af det, eller har hun det godt med, at den del af livet er slut?

Sexologisk Center arbejder tværfagligt med patienterne, så der er både mulighed for at se på de fysiologiske og psykologiske årsager i samme hus. Men Astrid Højgaard er også klar over, at der er mange passionerede, glade par, som slet ikke dyrker så meget sex, som man kunne tro.

– En undersøgelse fra Norge viste, at 60 procent dyrkede sex mindre end en gang om måneden. Jeg tror ikke, at det er meget anderledes i Danmark. For mange er det fuldstændig uproblematisk, hvis de ikke lige er i en proces med at få børn, siger hun og fortsætter:

– Mange føler et stort pres for at være opfindsomme, men det synes jeg, vi skal gøre op med. Hvis man har fundet en måde at være sammen på, som er dejlig, hvorfor skal man så være opfindsom? Der er ikke noget galt i at have fundet ud af noget, som er rart.

Sådan taler man om sex:

Det kan være svært for mange at tale om sex. Både med en læge og med en partner. Ikke mindst mange kvinder mangler ord, når de skal tale konkret om sex. Astrid Højgaard lægger i sine konsultationer vægt på, at man skal tale om det på en nærværende, anerkendende og respektfuld måde, hvilket udelukker barnlige ord som ”tissekone”, skældsord som ”fisse” og kliniske fagudtryk som ”vagina”. I stedet bruger Astrid ordene: Skede, klitoris, kønslæber eller skamlæber, jomfruhinden eller hymen, penis, pungen, forhud og glans.

 

Gode råd

  1. Husk at tale sammen om tingene – og gør det på en anerkende måde. Sig ”Jeg har lagt mærke til, at vi ikke rigtig dyrker sex mere, har du også tænkt på det?” I stedet for ”Hvorfor kan du ikke lide mig mere?”
  2. Giv hinanden og jeres sexliv opmærksomhed og prioriter det lige så højt som andre ting.
  3. Kig på rutinerne, hvis I oplever, at I glider fra hinanden. Er I en livsfase, hvor tingene ændrer sig, så vær opmærksom på det. Det kan for eksempel være, at aftenerne ikke er det bedste tidspunkt for sex, hvis I ikke går i seng samtidig.
  4. Søg hjælp, hvis det bliver et problem. Hurtig hjælp er bedre hjælp. Jeres praktiserende læge er et godt udgangspunkt
  5. Pas på med titlen ”sexolog”, hvis I søger hjælp. Alle kan kalde sig sexolog, så det er ingen garanti for god hjælp.