Sunde børn har ikke brug for tilskud

Får dit barn en sund og varieret kost, har det ikke behov for tilskud af vitaminer og mineraler. Du skal dog være opmærksom på, at hvis dit barn er småt spisende eller meget kræsen, kan det  være nødvendigt med tilskud i form af en multivitamin- og mineraltablet.

Du kan altid rådføre dig med sundhedsplejersken, hvis du er i tvivl, om dit barn får nok vitaminer og mineraler. Og på apoteket kan du få råd og vejledning om, hvilket tilskud, du bør vælge til  dit barn. Husk også, at der gælder andre regler for børn under to år.

Er dine ører vokset til?

En banal tilstopning af øregangen med ørevoks kan være meget generende og give midlertidig hørenedsættelse. Heldigvis er det let at behandle. På apoteket kan du købe et middel til  opløsning af ørevoks. Midlet virker bedst, hvis du tempererer det inden brug ved f.eks. at gå rundt med det i bukselommen en times tid, inden det dryppes i ørerne. Efter drypning skal midlet  have lov til at virke mindst en halv time, alternativt natten over. Du kan med fordel bruge vandskyende vat samtidig, så midlet bliver i øret og får lov til at virke optimalt.

Bagefter skylles der med tempereret vand, helst 37 grader varmt. Til det formål kan du bruge en øresprøjte, der også kan købes på apoteket. Det kan være nødvendigt at gentage processen  flere gange.

Hold forkølelsen for dig selv

Forkølelse er den mest udbredte af alle infektionssygdomme hos mennesker. Voksne rammes i gennemsnit 3-4 gange om året og børn endnu hyppigere.

Hvis du vil undgå at give din forkølelse videre til andre, er der en række gode råd, du kan følge:

  • Vask hænder hyppigt. Forkølelsesvira kan nemlig overleve på huden i flere timer.
  • Undgå at give hånd, og brug engangslommetørklæder og smid dem i en lukket spand efter brug.
  • Hold desuden et engangslommetørklæde for mund og næse, hvis du hoster eller nyser.

Av, det svier

Blærebetændelse er en meget hyppig infektion – især hos kvinder. Som regel kan du selv komme ukomplicerede tilfælde til livs ved at følge disse råd: Prøv at tømme blæren helt, når du er på  toilettet, tør dig forfra og bagud ved toiletbesøg, tis efter samleje, undgå at fryse og drik rigeligt. Når du drikker meget, bliver eventuelle bakterier skyllet ud af blære og urinrør.

Naturlægemidler, der indeholder tranebær, kan også være med til at forebygge og behandle lettere blærebetændelse. Dem kan du købe på apoteket, hvor du også kan få flere gode råd om,  hvordan du behandler betændelsen. Ved sværere tilfælde af blærebetændelse bør du dog gå til din læge, som kan behandle infektionen med antibiotika.

Vær opmærksom på halsbrand

Mange har prøvet at have halsbrand eller sure opstød. Der er sjældent tale om en alvorlig sygdom, men i nogle tilfælde bør du opsøge din læge. Det er blandt andet, hvis du er over 45 år, første gang du får symptomer på halsbrand eller sur mave, eller hvis du har symptomer næsten hver dag i mere end tre uger. Hvis du har smerter i maven i mere end en uge, eller hvis du stadig har  gener efter 2-4 ugers behandling med håndkøbsmidler mod mavesyre, bør du også tage kontakt til din læge.