V i er først på året, og som så mange andre starter Simon Emil Ammitzbøll 2011 ud med, at han skal gøre noget mere for at holde sig sund og tabe sig. Metoden er motion, og målet er, at han skal op på motionscyklen i hjemmet hver dag. Han har dog bevidst valgt, at det ikke skal være et bestemt antal minutter.
Simon Emil kender som de fleste andre den dårligste undskyldning for ikke at få motion: Tiden.
– Det vigtigste for mig er, at det er let at få motion. Jeg cykler 15-45 minutter hver dag. Havde jeg besluttet, at det skulle være 45 minutter, ville jeg have haft en undskyldning for ikke at gøre det de dage, hvor jeg kun har tid til 15 minutter.
I det hele taget lægger Simon Emil vægt på at forholde sig afslappet til sundhed, kost og motion.
– Det er lidt som med rengøring. Det hele kan jo gå lidt over gevind.
Med at gå over gevind mener Simon Emil, at vi skal passe på det fokus, der er på sundhed. Der bliver talt meget om den fysiske sundhed, og det kan ende med at gå ud over det psykiske. Hører vi hele tiden kun om det perfekte, som fx at løbe, spise sundt og gå tidligt i seng hver dag, bliver det til et pres, som de færreste kan leve op til.
– Jeg betragter mig selv som et temmelig moderat menneske, og jeg går ikke ind for hysteri. Jeg har ikke et sundhedsmæssigt forbillede og har aldrig været tilhænger af fanklubber.
For mig er det ikke det rigtige med et sundhedsidealistisk liv med mange formaninger. Skal jeg så, når jeg bliver 80 år, kigge tilbage og sige: Var det virkelig det værd? For mig er det vigtigste, at man mærker efter i sig selv.
Derfor ligger det også Simon Emil på sinde at fremhæve, at den enkelte hele tiden skal vurdere, om det statiske korrekte også er det personligt korrekte.
– Folk skal bestemme over deres eget liv. Det betyder, at man selv skal tage ansvar. Den holdning har jeg fået med helt fra barnsben.
En udtalelse, der kan betyde mange ting, og som Simon Emil underbygger med, at i stedet for at slå folk oven i hovedet med alt det, de gør forkert, skal man tale til folks ansvarsfølelse. Lade dem vælge det, der passer bedst til dem og deres liv. Rammerne skal naturligvis være i orden, og for Simon Emil betyder det bl.a., at Danmark skal have et stærkt og effektivt offentligt sundhedsvæsen.
En ny sundhedsrevolution med de store slag og armbevægelser får vi dermed ikke, for Simon Emil mener, at det handler om, at det hele skal være overkommeligt. Det skal være let at være sund, og vi skal derfor have fokus på de små skridt. Vi skal tænke mere i alternative måder at bevæge os på, som fx at tage cyklen eller at bruge trappen i stedet for elevatoren. Men også i arbejdslivet kan vi bevæge os mere. Har man på stillesiddende arbejdspladser længere pauser, kan det være en opfordring til, at medarbejderne bruger pausen til at bevæge sig i.
Og så skal man bare huske at lytte til kroppens signaler, hvor stress fx kan være et advarselstegn.
– Stress er en påmindelse om, at man skal tage vare på sig selv. Det er jo begrænset, hvad en krop kan holde til.
Det er tydeligt, at for Liberal Alliances sundhedsordfører har det psykiske velbefindende lige så stor betydning som den fysiske sundhed. Vigtigt er det, at vi har det godt med os selv. Med en aktiv arbejdsdag sørger han selv for at tage pauser, hvor han
slapper af.
– Jeg mener som sagt, det er vigtigt, at man passer på sig selv og lytter til sin egen krops signaler. Så sundhed for mig handler i høj grad om at have et liv i balance.
– Når hverdagen giver mulighed for det, tager jeg gerne et kvarter på sofaen med en bog midt på dagen. Nogle
gange er det også bare vigtigt for mig at komme væk og stresse af. Her bruger jeg mit sommerhus på Møn, hvor jeg kan komme ud at gå lange ture og læse en god bog.
Nærhed og netværk er heller ikke uden betydning, når Simon Emil taler sundhed. Vi skal huske at hjælpe hinanden ved fx at fortælle en bekendt, at han eller hun skal passe på vægten. Han har selv prøvet at sige det til en god ven, som tog positivt imod det.
– Det viser jo bare, at vi tager hinanden alvorligt, og i overført betydning er det et tegn på et sundt venskab.